Dårlig reklame fra verdens bedste spillere

Jan Carlsen om CL-kampene Real Madrid-Barcelona

Temaet må selvfølgelig blive de to CL- kampe mellem Barcelona og Real Madrid. Jeg vil starte med det naive håb, at alle ubefæstede ungdomsspillere var gået i seng før den første kamp. Sjældent har så mange verdensstjerner som rollemodeller gjort så dårlig reklame for sig selv og fodboldspillet gennem deres opførsel.   

Det er vanskeligt at vide, hvor man skal ende og begynde – men et af de første spørgsmål jeg fik bagefter gik på det korrekte i, at den bortviste Mourinho blot satte sig på forreste række på tilskuerpladserne nærmest lige oven i bænken. Kan det virkelig være rigtigt ? I princippet ja. Han skal blot være på tilskuerpladserne, og dér må han blive, hvis han holder sig i ro. Men det siger sig selv, at han ikke skal have mulighed for at udøve den funktion,  som han er bortvist fra – så om ikke andet burde fælden klappe ved de fine nærbilleder af en skrivende Mourinho, hvorefter sedlerne i ekspresfart blev bragt hen til bænken. Det var så provokerende og at gøre grin med borgermusikken, at jeg er meget spændt på at se, hvad straf UEFA udmåler. Det er jo ikke ligefrem herrens førstegangsforseelse.  Selve bortvisningen kan der ikke være tvivl om – attituden over for linjedommer og 4. dommer var langt over kanten, og alene bortvisningen gav automatisk karantæne i returkampen, uanset hvad der måtte komme oveni.  Karantænen betyder, at den bortviste ikke må være i kontakt med holdet fra et givet tidspunkt – afhængig af turneringsreglement – før kampen, til kampen er afsluttet. I princippet gælder det også brug af mobiltelefon eller andre kommunikationsmidler (hvordan så ellers den arme 4. dommer skal have en chance for at checke det). Her fik vi så tilsyneladende en ny variant: pc-beskeder sendt til en iPad på bænken…

Pepes udvisning er blevet diskuteret meget – ret uforståeligt for mig, for en tackling i den højde, med den fart, strakt ben og knopperne forrest hører – kontakt eller ej –  overhovedet ikke hjemme på en fodboldbane.  Den udgør et spark/forsøg på spark til en modspiller med unødig stor kraft, hvilket bringer Barca-spilleren i fare – og så har vi godt og vel definitionen på en udvisning. Barca-spilleren gør ganske rigtigt intet for at få forseelsen til at se mindre dramatisk ud – men det påvirker jo ikke selve forseelsen: kan højst indbringe en advarsel for film ved at gøre tingene værre, end de er.  I det hele taget karakteristisk, at der konstant blev faldet teatralsk til jorden, stimlet sammen og  protesteret i et omfang, så jeg aldrig har set det på dette niveau. Og heller ikke håber at komme til det igen. Med fare for at rage uklar med den ene tredjedel af CL-studiet hos Viasat må jeg tilstå, at jeg synes, at dommer Stark gjorde det helt udmærket under de håbløse omstændigheder, hvor spillerne bare ikke ville lege med. Havde han f.eks. holdt sig strikt til lovens bestemmelse om advarsel til spillere, der ‘ved ord eller handling protesterer’ havde han næppe haft nok tilbage til et ærligt slag kort (hvis vi ser bort fra, at kampen var blevet afbrudt, når man rundede syv spillere for nedadgående). Han havde snarere måttet lægge kabale. Selvfølgelig er der ting, der smutter på den høje linjes alter. Der mangler en klar advarsel til Messi – omvendt skal Adebayor være lykkelig for, at han får lov til at blive kampen ud. Interessant nok var der kun en enkelt aktiv spiller blandt de tre udvisninger/bortvisninger (eftersom Barcas målmandsreserve Pinto blev udvist i pausen).  Måske skulle man overveje som i håndbold, at det medførte en straf på banen i form af reduktion, hvis det var én udenfor, som blev sendt i bad. 

Returkampen var til gengæld fodbold. Power og nerve, højt tempo med to angrebslystne hold. Tilsvarende høj linje fra dommer de Bleeckere, men denne gang er spillerne mere med på det. Carvalho gamblede godt nok fælt med to kolossale frispark efter en tidlig advarsel, men der var pæn accept af, hvad der foregik, og man undgik (næsten) de uværdige scener. Nøglesituationen er det annullerede Real-mål i starten af 2. halvleg. Der er kontakt mellem en Barca-forsvarer og Ronaldo lige uden for feltet, hvorefter Ronaldo tumler videre ind i  Mascherano og vælter ham – alt imens bolden er landet hos Higuain, der banker den ind. Dommeren dømmer frispark til Mascherano.  TV-billederne virker ikke éntydige – jeg hælder mest til at tro, at der begås et frispark (puf) på Ronaldo først, og at Ronaldos efterfølgende kontakt med Mascherano er et tilfældigt sammenstød, men dommeren så det omvendt, og det er ham, der bestemmer.  Havde min udlægning vundet,  kunne dommeren fint have anvendt fordelsreglen ved kontakten mod Ronaldo, næste kontakt var uforsætlig, og så skulle målet have været anerkendt. Men den slags 50-50 situationer er der mange af – her bliver det bare potentielt afgørende, hvilket som altid er dommerens lod.  Det bør imidlertid ikke give anledning til konspirationsteorier – heller ikke det faktum, at Real ender med fem advarsler, Barcelona med én. På det punkt er fodboldloven ikke demokratisk, for selv om mange dommere i deres stille sind ofte ved en så skæv fordeling vil håbe at finde noget lignende hos modspillerne, så balancen opretholdes nogenlunde, kan det aldrig blive et mål i sig selv, at advarslerne skal gå lige op.