Torsdag den 26. maj 2022, Kristi himmelfart, som markerer afslutningen på Jesus’ liv på jorden. I år markerede den Jonathan Niltons sidste kamp som hoveddommer i 3. division. Efter sommerferien står den nemlig på divisionsbold som linjedommer.
Kampen var mellem Herlev og Slagelse. På linjerne var netop nyoprykkede Superliga-linjedommer, Christian Hansen, samt det flotteste garn i den danske dommerstand, Mikkel Randers.
Jonathan styrede sin sidste kamp med fløjten som han plejer – roligt, kontrolleret og med masser af overskud, og han beviste endnu en gang, at han er 3. divisions bedste dommer!
Efter kampen fik Jonathan besøg i omklædningsrummet af venner, familie og kollegaer, hvor der blev fortalt røverhistorier og spist lækkert spansk tapas.
Vi ønsker Jonathan tillykke med en flot karriere som divisionsdommer, og alt held og lykke i fremtiden som linjedommer i divisionerne!