Vi er så godt som færdige med sæsonen herhjemme, og godt det samme, for nu er det da for alvor ved at være koldt, ligesom der er andre ting at tænke på (og nej, ikke bare Covid-19, men nok så meget denn tilstundende højtid). Nu har jeg efterhånden fulgt en del af regeringens pressemøder, og jeg bliver til stadighed forbløffet over, hvordan nogle journalister med stor akkuratesse kan stille et spørgsmål, som er en minimal variation over, der blev stillet lige før – og pudsigt nok få det samme svar som før. Det er, som om folk bare har deres egen dagsorden med hjemmefra og er lettere tonedøve over for, hvad ellers foregår lige for øjnene af dem. Jeg beundrer panelets tålmodighed – dér havde jeg ikke kunnet være med. 

Jeg har indtryk af, at de fleste mennesker er eller har været forkølede, inklusive mig selv og resten af husstanden. Mange mails starter i hvert fald lige nu med beklagelse for den forsinkede reaktion af samme årsag. Nå, men vi fik fire fine pokalkvartfinaler – og nu mangler der kun returkampene hen over den kommende weekend. 

De fire første kampe kastede ikke det store lovmæssige af sig, men jeg skulle hilse at sige, at det var der et par andre situationer, der gjorde, i en grad så telefon og mails glødede, og hvis vi ellers havde haft telefontråde, kunne de små fugle i den grad kunne have fået lunet fødderne. Hvis jeg var i tvivl om, hvor mange mennesker, der følger engelsk fodbold, er jeg det i hvert fald ikke mere. Det er selvfølgelig situationen med den mildest talt kuriøse scoring mellem Manchester United og Arsenal, som det handler om. Så lad os starte dér – så kan vi altid runde de hjemlige breddegrader bagefter. 

Efter et Arsenal-hjørnespark får Uniteds Fred trådt på sin egen målmand De Geas ben. Målmanden bliver liggende, mens spillet fortsætter, og efter nogle få afleveringer kan Smith-Rowe sende bolden i nettet en god meters penge forbi den stadig liggende De Gea. Almindelig opstandelse, for sådan noget møder man ikke hver dag. Dommer Atkinson ser egentlig ud til ville fløjte, der er tilsyneladende også noget headset-kommunikation, og herefter bliver målet anerkendt. Pyha – og så kan nørderne gå i aktion. 

Vi starter helt fra basis. Fodboldloven foreskriver, at der skal være en målmand på hvert hold. Det fortolker vi i Danmark (og har gjort siden 1983) sådan, at det kun giver mening, hvis han også kan udfylde sin funktion som målmand. Det samme gælder i øvrigt de øvrige nordiske lande. 

Man kan tænke sig to yderpunkter: 

· Målmanden kaster sig efter en bold helt ude ved stolpen, brager hovedet ind i stolpen og falder til jorden, mens bolden går i mål. Målet godkendes – målmanden havde ikke brug for at være funktionsdygtig. 

· Samme situation, men nu springer bolden fra stolpen tilbage i straffesparksfeltet, hvor der lystigt spilles videre, mens målmanden ligger på jorden. Spillet skal afbrydes, da målmanden ikke længere kan udøve sin funktion som målmand (og kunne have brug for det). 

Og så er der desværre alt det ind imellem. Tingene er meget sjældent sorte eller hvide. I situationen her bliver De Gea trådt ned af en medspiller og ligger på jorden, da bolden sparkes ind. Der er vel gået en 3-4 sekunder mellem de to hændelser, og bolden går ind tæt på den liggende målmand. 

Vi er i grænseområdet, men for mig burde der være fløjtet af, da spillet fortsatte i feltet. Jeg har godt set den tidligere internationale topdommer Mark Clattenburg citeret for, at dommeren ikke kunne gøre noget, fordi det var en medspiller, der fældede De Gea. Nu er som bekendt ingen jo så kloge som tidligere topdommere, men dette er kun den halve sandhed. Selvfølgelig kan der ikke dømmes frispark, da kontakten er med en medspiller – men spillet kan jo altid afbrydes, f.eks. på grund af en skade. Var De Gea blevet ramt i hovedet, havde sagen været klar, for ved hovedskader afbrydes pronto. 

Dommeren kunne også sagtens have annulleret scoringen, selv om han ikke fik fløjtet, før bolden lå i nettet. Kendelser kan altid ændres, så længe bolden ikke er sat i spil igen. I givet fald ville det have været ved at lade bolden falde til De Gea, når han var kommet på højkant igen. Endelig er der VAR. Kunne VAR have hjulpet dommeren her ? Nej, ikke rigtig. Alle scoringer checkes, men hændelsen er uden for VAR-protokollen, da der jo ikke er sket nogen forseelse før scoringen. Men selvfølgelig kunne der sagtens være kommunikation med VAR for lige at få genopfrisket reglerne i en så speciel situation som denne. Vi er der jo for at hjælpe hinanden – men VAR har ingen indflydelse på kendelsen og kan heller ikke kalde et review. 

De bærende principper er stadig sund fornuft og ’What does football expect ?’ – og ud fra det ville jeg personligt afgjort have foretrukket, at målet var blevet annulleret, men vi er som sagt i grænselandet her. Under alle omstændigheder kan jeg godt forstå, at situationen gav en del sang på flåden. 

Ikke mindre spektakulært var en situation fra sidste SL-runde, hvor FCKs målmand Grabara mod slutningen valgte at sparke en bold hårdt mod de AaB-tilskuere, som stod bag ham (og uden tvivl også havde chikaneret ham gevaldigt, at dømme efter mængden af tomme ølkrus omkring ham). Lad mig starte med at slå fast, at fodboldloven ikke godtager provokation som en formildende omstændighed. De pågældende hændelser vurderes hver for sig. Det kan man mene om, hvad man vil, men sådan er reglerne nu engang. Provokationen kan eventuelt spille ind i en efterfølgende disciplinær vurdering, men for fodboldloven er det enten-eller. 

Men situationen er speciel af flere årsager. Man skelner mellem hensynsløse forseelser (gult) og forseelser med unødig stor kraft (rødt). Da der er et net mellem Grabara og tilskuerne, er der næppe nogen tilskuere, der har været i livsfare. Men ikke desto mindre er vi nødt til at se på hensigten hos Grabara, og at lave et potentielt farligt angreb på nogle spillet uvedkommende, er voldsom adfærd – og dermed rødt. Nettet plumrer vandene, og det bliver formentlig det, der redder Grabara – det var lettere, dengang en målmand for en halv snes år siden i Vanløse Idrætspark forcerede banden bag eget mål og gik korporligt i kødet på en tilskuer, som havde råbt ad ham. 

Men igen: ‘What does football expect ?’ – vel ikke at en målmand går på hævnaktion mod nogle uden tvivl irriterende tilskuere. Ud fra den præmis er det for mig et klart rødt kort. Så kan vi tale rollemodeller og alle de dyre ord, men dette må simpelthen bare ikke ske på dette niveau. Jeg tror faktisk ikke, at jeg har set noget lignende siden Vanløse Idrætspark og gode gamle Cantonas karatespark mod en tilskuer. 

Lovmæssigt er situationen også finurlig. Fodboldloven gør en hel del ud af slag på afstand i alle mulige varianter. Men ikke rigtig noget ud af spark på afstand, som dette må siges at være – og slet ikke mod spillet uvedkommende personer. Jeg har til diverse lovfortolkerprøver muntret mig med at spørge aspiranten, hvad han egentlig ville gøre, hvis en spiller nu sparkede ned i en vandpyt, så en modspiller blev ramt. Havde han taget vandet og kastet det, 

havde sagen været klar. Og det skal det selvfølgelig også være ved et spark. Tænker vi igen i ‘lovens ånd’ og ‘What does football expect ?’ er der ikke nogen vej uden om det røde kort. 

Tilbage i Aalborg: kunne VAR have gjort noget ? Teoretisk ja, fordi der er en mulig udvisning i spil. Men i praksis skal VAR jo kunne vise dommeren noget, som han ikke har set i forvejen – hvis der ikke er noget nyt under solen, vil det jo være tidsspilde. Så det ville kræve nye vinkler – eller at dommeren simpelthen ikke havde bemærket situationen. 

Så vi fik da et brag af en lovmæssig afslutning på denne sæson (selv uden de fire resterende pokalkampe). Nyd juleforberedelserne og pas godt på hinanden derude – der synes at være rigtig god brug for det lige nu.

Categories: Jans Corner