Dommerstandard og tv-kendelser

Automatreaktionerne: Er dommerstandarden go’ nok?

Hvis vi ser bort fra kampen om mesterskabet, er Superligaen ualmindelig tæt i år. En tæt tabel giver tætte opgør, tætte kampsituationer – og diskutable dommerkendelser. Dem har vi haft vores rigelige del af her de første seks runder. Nogle af dem har vist sig at være helt korrekte, nogle lodret forkerte – og så er der dem, der stadig er diskutable. Det har trukket en del kommentarer rundt omkring i cyberspace, nogle mere indsigtsfulde end andre, for nu at formulere det følsomt – men rimeligt nok. Fodbold sætter sindene i kog, især hvis man har et dedikeret forhold til en klub, og gudskelov for det. En del kommentarer bærer præg af, at vedkommende aldrig har haft en fløjte i hånden, men det er for så vidt også fair nok: man behøver ikke være en høne for at have mistanke til et dårligt æg, når man møder ét. Men måske misser man alligevel nogle nuancer. Så uden at dette skal være en apologi for dommerne, vil jeg godt bruge ugens klumme på at minde om nogle få ting, som har det med at drukne i strømmen af argumenter og følelser.

Vi har haft automatreaktionerne: ‘Er dommerstandarden god nok?’. Endnu har ingen vovet at komme med det relativt indlysende svar, ‘Nej, det er den ikke, hvis man ønsker det perfekte.’ Alle dommere laver fejl (det gør alle andre mennesker – selv fodboldspillere – også).  Det er vel ganske menneskeligt. Men svaret afhænger af, hvor lav en fiaskotærskel man vil anlægge. Vil man acceptere, at dommere laver fejl på linje med spillets andre aktører, f.eks. angriberen, der brænder en gigantchance, som kunne have afgjort kampen?  Jeg håber, at svaret bliver et ja, for ellers er vi ilde ude. Hvem pokker har lyst til at arbejde under de betingelser?

Jeg vil vove den påstand, at vi ikke er værre kørende end de fleste andre lande. Måske snarere tværtimod. Det er også det udsagn, man ofte får fra trænere, som har opereret i flere lande. Selv Champions League-dommerne, de bedste i Europa, har fået deres fur de seneste uger. Jeg vil også påstå, at dommere i dag ikke laver flere fejl, end de gjorde for 10 år siden.  De bliver bare mere udstillet på grund af den større kameradækning. Hvilket bringer mig videre til den næste nuance. Dommeren ser situationen fra én vinkel, kameraet fra en anden. Hvilken er den objektivt rigtige?  Eller endnu værre: vi har tre kameravinkler, som viser vidt forskellige ting. Hvilken af dem skal vi stole på ?  Mange gange kan der simpelthen ikke udledes noget klart svar. Alene af den grund tror jeg  ikke på TV-overdommer som en løsning  (bortset fra, at vi ikke bare selv kan ændre i fodboldloven).

En del har foreslået, at 4. dommeren kunne sidde med en monitor og være en slags appelinstans gennem kameravinkler og langsomme gengivelser. Bortset fra problemet med fodboldloven duer langsomme gengivelser i mange tilfælde simpelthen ikke, fordi man mister det naturlige flow og tempo i spillernes bevægelser. Vi prøvede at lave et komplet uvidenskabeligt forsøg sidste år, og det viste sig, at der blev dømt væsentlig flere straffespark ved gennemsynet af en langsom gengivelse frem for naturligt tempo – desværre også nogle, som slet ikke var der.  Så man flytter bare tvivlen fra dommeren ud til 4. dommeren.  Skulle man have en sådan appelinstans, ville disse ‘appelkendelser’ også rejse nogle problemer i forhold til fodboldloven. Et lille tankeeksperiment: der anerkendes et mål, men appellen viser, at der er offside. Intet problem – frispark til forsvarerne. Men det omvendte: der dømmes en offside, som viser sig ikke at være der – hvad pokker gør man så ?  Angriberne kan jo aldrig få genskabt den chance, som de havde – efter fodboldloven skal bolden falde, hvis dommeren indser, at han har taget fejl.  Og er det i det hele taget den slags fodbold, vi vil have – med pauser, mens der granskes TV?  Rent bortset fra det sikkerhedsmæssige aspekt: først er der et minuts pause, hvor fans kan rive ørerne af hinanden, og dernæst kommer der en afgørelse, hvor den ene part næppe er lykkelig. Så har vi alligevel de protester, som vi ville have haft i første omgang.

Endelig skal man huske, at det er de bedste dommere, som vi har til at dømme i den bedste række (det tror vi i hvert fald selv på). Hierarkiet er rigtig finmasket og opbygget som en pyramide, så ingen dømmer i en række, hvis vedkommende ikke er bedre end dem i rækken under. Så kan der rykkes frem og tilbage – men ikke pr. automatik, som det sker mellem klubberne. Ganske som en træner kan komme ud for problemer i sin holdsammensætning i form af generationsskifte, skader, civilt arbejde osv. kan det også ske på dommersiden.  Men man stiller altid med det, som man mener er det bedste hold – så for hver en dommer, som diverse blogskribenter gerne ser sendt et eller andet mørkt sted hen, skulle man gerne kunne stille med én, som er bedre. Ellers er der jo bare ikke nogen tilbage…    

Ingen har nogen interesse i at prøve at forsvare det, som ikke kan forsvares – heller ikke dommerne selv.  Eller jeg. Men tingene er altså ikke altid sorte eller hvide, og jeg håber ikke, at vi er på vej ind i en tendens, hvor man jagter bekendelser og skriftestol hver søndag aften i bedste sendetid – selv om det er en historie, der kan trække gode overskrifter.