Og så er vi otte

Der er i den grad forskel på slutrunder. Jeg har siddet klistret til skærmen siden min første i 1966, og der har været nogle langgabere imellem. Dette års EM slår mig som én af de mest underholdende slutrunder, som jeg har oplevet. Bevares, der har været et par triste kampe imellem (f.eks. England – Tjekkiet, for nu bare at nævne én), men det er så rigeligt blevet opvejet af alt det drama, der har været både på banen i andre kampe og udenfor, selv om vi godt kunne have undværet noget af det mere dramatiske, som dog heldigvis endte godt. 

Der har været voldsom debat omkring hele konceptet med at afvikle slutrunden i menge forskellige lande. Det er ikke just blevet dæmpet af coronaens hærgen og komplikationerne ved at komme fra det ene land til det andet. Men selve tanken var jo smuk nok: at markere 60 års-jubilæet med at brede slutrunden ud til hele Europa. Det har været herligt at have tilskuerne tilbage på stadion, og selv om stemningen har været mildest talt varierende på de forskellige stadions (også det tilladte antal af fans), har den været mærkbar. Set fra et dansk synspunkt er det bemærkelsesværdigt, at det klart mindste stadion af alle, Parken, også har produceret den mest fantastiske stemning. Det kan godt være, at man rundt omkring betragter danskerne som en flok festaber, der ikke nødvendigvis stikker særlig dybt, men dette med at skabe stemning omkring fodboldkampe er vi altså gode til. I den forbindelse var det jo også en gave at få lov til at slutte Parkens del af festen af med ottendedelsfinalen mellem Kroatien og Spanien, vel EM’s bedste kamp indtil videre (hvis vi lige fjerner de rød-hvide briller for et øjeblik). 

Ser vi på holdene, har der været nogle gedigne overraskelser undervejs. Den malerisk benævnte ‘dødens pulje’ med Portugal, Tyskland, Frankrig og Ungarn fik tre hold videre til ottendedelsfinalen, men de forsvandt alle efter mere eller mindre blodfattige indsatser. Så enten var puljen ikke så dødelig endda, eller også fik man slidt hinanden op i gruppespillet, så der ikke var mere benzin på tanken til knockout-fasen. Jeg var specielt overrasket over Frankrigs totale kollaps mod Schweiz, og måske var der endda en smule poetisk retfærdighed i, at Schweiz reddede sig op af graven med et par sene scoringer, når man tænker tilbage på Danmarks 3-3 kamp i Schweiz, hvor vi var bagud med 0-3 med et lille kvarter igen. Eventyr kan godt gennemleves flere gange og stadig gå i opfyldelse. 

Dommerpræstationerne har stadig været på et højt niveau uden de helt eklatante kiks, der har ramt overskrifterne efterfølgende. Bevares, der har da været ting, som også jeg godt kunne have ønsket mig anderledes, men ingen katastrofer, som har været kampafgørende. Det har også været et relativt rent EM med ret få udvisninger – det hænger måske også sammen med, at spillerne nu udmærket godt ved, at VAR står i kulissen og er parat til at samle svinestregerne op, hvis de ikke bliver fanget i første omgang. Selv udvisningerne har været af den mere uskyldige slags og ikke nogen grimme tilfælde. Det tætteste kom man vel tirsdag aften, da Sveriges Marcus Danielson kom alt for sent i sit forsøg på at cleare en bold og fik truffet en ukrainer med strakt ben, knopperne forrest og kontaktstedet i knæhøjde. Det så ikke så voldsomt ud i real time, men gentagelserne fik det til at se virkelig grimt ud, selv om det uden tvivl ikke var hensigten. Og det er lige akkurat dér, VAR har sin berettigelse. Der er ikke noget at sige til, at dommer Orsato ikke fanger konsekvensen i første omgang og nøjes med gult – men så har han heldigvis landsmanden Irrati siddende i VAR rummet. Irrati er vel én af de mest rutinerede VAR-dommere overhovedet (han var også den, der havde flest kampe ved VM i Rusland, og som et kuriosum var han også i rummet, da FC Midtjylland via et straffespark i to forsøg fik klaret Slavia Prag i Champions League-kvalifikationen). 

Og lige akkurat det med Danmark og Tjekkiet kommer selvfølgelig til at fylde meget de næste dage. Nu er jeg så privilegeret at skrive dette onsdag eftermiddag med god tid til lørdag, og så kan man jo skrive hvad som helst. Men mens min første indskydelse var, at det var godt, at det ikke blev Holland, er jeg ikke så sikker længere. Tjekkiet er altid en svær størrelse, og vi kan godt få brug for en dåseåbner til at lirke forsvaret op. Holland er mere forudsigelige og havde vist svaghedstegn, selv om gruppespillet var imponerende. 

Og så er der lige spillestedet. Baku er der sagt og skrevet mangt og meget om, og der er da ingen tvivl om, at man politisk godt kunne komme med nogle harske kommentarer. Men hvis man skulle gå ned ad den landevej, er der måske i sidste ende ikke så mange lande tilbage at spille i. Jeg har været i Baku to gange med otte års mellemrum, og der er virkelig sket meget positivt på de otte år. Hvis man kan leve med den konstante lugt af olie i næsen (og den har det med at blive hængende, selv efter at man er kommet hjem igen) og ikke mindst den for en dansker giftige temperatur, er det faktisk en ganske charmerende og ikke mindst virkelig grøn by, hvor den gamle bykerne og de fleste af de moderne bygninger og en flot havnefront spiller fint sammen. Omvendt er det også et af de lande, hvor de rige er virkelig rige, og de fattige er virkelig fattige, og det skal man lige indstille sig mentalt på. Det bliver spændende lørdag kl. 18 – men forhåbentlig ikke alt for spændende. Her onsdag eftermidddag er der endnu ikke påsat dommere på kampen, men vi kan roligt gå ud fra, at nu er det de tunge drenge, der er tilbage, så det er i de bedste hænder. 

Jeg har fået en del spørgsmål på de ‘sene flag’ fra linjedommerne, og som lovet i sidste uge griber jeg fat i dem nu. Først og fremmest skal man huske, at offside-reglen er, som den hele tiden har været – og også i kampe uden VAR har linjedommeren skullet ‘vente og se’, al den stund en offside-position ikke i sig selv er strafbar: spilleren skal foretage sig et eller andet, der gør ham strafbar, og der kunne jo komme en kollega bragende bagfra, som overtog bolden. Så i relation til alt andet end kampe med VAR er der ingen ændringer overhovedet. 

Men det specielle omkring kampe med VAR (og dette er igen for at sikre en så høj grad af retfærdighed som muligt) er, at VAR jo nu udgør et ekstra sikkerhedsnet. Hvis linjedommeren straks vinker en meget snæver offside, hvor der ellers var en scoringsmulighed, og den bliver fløjtet, er der jo ingen mulighed for at spole tilbage og rekonstruere angrebet. Hvis han til gengæld undlader at vinke offsiden – og vi taler altså om de snævre, ikke dem på adskillige meter – og bolden ender i mål, vil flaget komme, og så vil VAR jo automatisk checke scoringen og verificere, om offsiden var korrekt eller ej.. Så linjedommeren vil i sådanne tilfælde melde ‘delay’ i headsettet til dommeren, så dommeren er forberedt på, at der kan komme et flag lige om lidt. Men kun i tilfælde, hvor der er en friløber eller tilsvarende med muligt indløb i straffesparksfeltet eller en mulig berøven af oplagt scoringsmulighed.. Bliver chancen så ikke realiseret, kommer flaget – for ellers ligner linjedommeren set udefra jo et får, som bare har overset en offside. Der kan selvfølgelig tænkes undtagelser, f.eks. hvis målmanden har bolden og kan igangsætte et lovende angreb, men principielt skal linjedommeren markere (og dommeren eventuelt vinke ham ned, hvis han synes, at det er en større fordel at køre videre). 

Det er en helt anden måde at tænke på som linjedommer (og i mindre grad også som dommer), og det kræver lige lidt forandringsparathed. Specielt, hvis man har været i branchen i mange år. Forandringsparatheden udstrækker sig også til trænere, tilskuere osv. 

Kalendermæssigt er vi godt og vel halvvejs i EM. Kampmæssigt resterer der kun syv, eftersom der (heldigvis) ikke spilles bronzekamp. Trods ekstremt vanskelige omstændigheder på 

grund af pandemien synes jeg, som skrevet i starten, at vi er blevet forkælet med underholdning. Måtte det fortsætte resten af vejen – og da gerne med Danmark helt fremme. Men lad os nu ikke glemme, at vi allerede er kommet længere, end nogen havde drømt om – og så efter den start. Målt på moralen er vi afgjort i toppen af denne turnering, og vi har trukket de mest positive overskrifter siden VM i Mexico 1986. Comebacket efter Eriksen-episoden i den første kamp er ikke just gået ubemærket hen.