Røre eller ikke røre?

Under valgkampe – og dem har vi trods alt nogle stykker af herhjemme, både kommunalvalg, folketingsvalg og EU-valg (hvorimod menighedsrådsvalg plejer at gå lidt mere stille for sig), kan man nogle gange få fornemmelsen af, at de forskellige partier har en hærskare af studentermedhjælpere siddende for at formulere nogenlunde enslydende læserbreve til alle medier. Absolut intet ondt i det – som bekendt gælder alle kneb, også i politik – men det er nu ret gennemskueligt. Jeg har følt mig lidt i samme situation i den forløbne uge, uden at jeg på nogen måde mistænker, at der er noget koordination i det, men ikke desto mindre er der dukket en god håndfuld henvendelser op, som alle går på mulighederne for at forhale tiden i forbindelse med en igangsættelse.

Det er måske ikke så mærkeligt, nu hvor vi alle har siddet og fulgt med i VM i håndbold, hvor der jo er en ‘ikke røre’-regel, når der er fløjtet (hvilket selveste Mikkel Hansen kom til at føle i den kvartfinale mod Egypten, som er blevet beskrevet som episk, og som i hvert fald gav voldsomt forhøjet blodtryk her på matriklen. En fuldstændig vanvittig forestilling, som ingen instruktør kunne have iscenesat bedre – og hvis man på skrivebordet havde udtænkt den, ville man være blevet fejet af banen, for sådan noget sker aldrig). Men håndbold, fodbold og for den sags skyld alle andre sportsgrene har det til fælles, at der indimellem sker noget, som ingen havde kunnet forestille sig. Mantraet i denne klumme har i mange år været, at det eneste, der overgår fantasien, er virkeligheden. Det holdt så også her.

Men sammenligningen med håndbold er alligevel ikke så simpel. Banen er mindre, spillet er hurtigere, omstillingerne giver hurtigere resultat osv. Derfor giver det rigtig fin mening, at håndbold har en ‘ikke røre’-regel, når spillet er afbrudt, for enhver berøring vil kunne forhindre en potentiel hurtig omstilling.

Fodbold er med en bane på 105 x 68 meter i sagens natur en noget større ting at bokse med. Og der er ikke nogen ubetinget ‘ikke røre’-regel i fodbold. Man må ikke forhale en igangsættelse – men det forudsætter jo, at der er nogen, der har lyst til at foretage en hurtig igangsættelse. Hvilket der langtfra altid er i fodbold, hvorimod det i håndbold nærmest er alfa og omega. Med andre ord kommer advarsel for at tjatte bolden væk først i spil i det øjeblik, hvor den faktisk betyder, at der er forhalet noget. Det kan man så lide eller lade være, men det er den internationale fortolkning. Og den læner vi os til hver en tid op ad. Gjorde vi ikke det, ville vi sælge både de danske dommere og klubber, som skulle ud i Europa. Andre lande ynder på nogle områder at køre med egne fortolkninger, men her er vi herhjemme frygtelig kedelige ved at lægge os lige oven i midterstriben og gøre det samme som UEFA og FIFA siger. Vi tror stadig, at det tjener dansk fodbold som helhed bedst. Der har været gyselige eksempler på det modsatte (f.eks. Premier League).

Derfor har vi heller ikke implementeret en ‘ikke røre’-regel i Danmark, selv om jeg da gerne skal indrømme, at det kan irritere mig mindst lige så meget som læserne, når man som spiller refleksmæssigt lige losser bolden et par meter væk. Da man i sin tid internationalt startede med reglen, var ‘ikke røre’ oppe at vende, men når man ikke indførte det, var det fordi man også lige havde 180 grader-situationen inde i billedet. Et hold er bagud kort før tid, begår et frispark og har selvfølgelig en interesse i at få sat bolden i spil så hurtigt som muligt. Et tjat eller spark, som sender bolden hen på åstedet, ville således også skulle straffes, hvis man havde en ‘ikke røre’-regel. Og det ville ikke være rimeligt.

Når det er sagt, er der jo masser af andre spændende måder, som man kan forhale en igangsættelse på, og som skal medføre en soleklar advarsel. Man kan have spilleren, som stiller sig direkte foran bolden, så vi ikke kan komme hurtigt igang – eller den klassiske variant, hvor forsvarsmuren egentlig er stillet op, men hvor en spiller kommer luskende tilbage og vil være med, men samtidig lige krydser ind mellem sparkeren og muren.

Her er der ingen tvivl om advarslen – men det bliver der altså ved de tilfælde, hvor en spiller tjatter eller sparker en bold nogle meter væk. Her skal dommeren vurdere, om der virkelig forhindres en hurtig igangsættelse eller ej. Endelig har dommeren selvfølgelig altid vurderingen af, om dette er usportslig opførsel eller ej. I så fald ligger der stadig en advarsel og venter på spilleren, men der er altså på ingen måde nogen automatik i, at en spiller, som rører bolden efter en afbrydelse, skal advares.

Ellers er vi jo inde i en periode, som temperaturmæssigt kan stille voldsomme udfordringer. For nogle få uger siden var jeg rundt om de regler, som man kan støde ind i omkring kulde og varme, og om banen er farlig eller ej. Men der er forskel på, om man synes, at det er sjovt, eller om vi er ude i omstændigheder, som fodboldloven direkte nedlægger veto imod. Og her taler vi om farlighed. En frosthård bane kan være farlig (men behøver ikke være det). Det duer heller ikke, hvis sneen gør, at man ikke kan se banens linjer. Det er i alle tilfælde op til kampens dommer at afgøre. Jeg skal blankt indrømme, at jeg for min egen behageligheds skyld priser mig lykkelig for, at jeg torsdag aften kl. 20 sidder i en i øvrigt ekstremt varm VAR-vogn (det er så aftenen før, at denne udgave af Tipsbladet kommer på banen) og ikke som min observatørkollega sidder i fri luft. At dømme efter billederne fra Odense onsdag aften har det været en giftig oplevelse, men til gengæld fik vi nogle fine røde streger på banen. Det er heller ikke hverdagskost på disse kanter.

Men vi har, ganske som man må forvente på denne tid af året, fået de traditionelle spørgsmål, om spillerne må have sorte strømpebukser eller tilsvarende under deres shorts. Der er jo den grundlæggende regel, at undershorts skal have den samme grundfarve som de shorts, der er uden på. Her kommer den regel til at gælde, som gennemsyrer enhver form for dommervirksomhed: sund fornuft. Uanset den grundlæggende regel er det jo sådan, at vi allesammen skal kunne overleve, og det er her, at den sunde fornuft kommer ind. Så træningsbukser, strømpebukser og whatever er OK, så længe dommeren stadig kan adskille de to hold fra hinanden. Det siger sig selv, at hvis alle spillere er sorte fra bæltestedet og nedefter, er der et problem.

På mange måder fægter vi os jo frem fra tue til tue i øjeblikket. Det gælder fodbolden – og det gælder i den grad også resten af samfundet. Lad os da endelig være taknemlige for, at det overhovedet kan lade sig gøre at afvikle turneringer – selv om vi uden tvivl alle mangler tilskuerne. Men dog hellere en knap så god vare end slet ingen vare…