Usportslig opførsel – og lidt mere

Uanset datoforvirringen omkring jul må det være klart, at dette bliver enten den sidste klumme i 2020 eller den første i 2021, afhængig af temperament. Jeg håber, at alle er kommet velbeholdne gennem julens strabadser – selv om det for mange, inklusiv mig selv, blev den mest utraditionelle jul nogensinde. Men et eller andet sted er det også sundt at få brudt nogle traditioner – normalt vil man gerne selv have lov til at bestemme det, men her kom der så højere magter ind og dikterede vilkårene. Hvilket måske i virkeligheden er lettere, for ellers fik man det måske aldrig gjort. Nå, det må være lommefilosofi nok til en enkelt klumme – så lad os komme til sagen. Emnet skal være usportslig opførsel, som efterspurgt af flere læsere fra hver deres vinkel.

Men før det skal vi lige en ekstra tur omkring VAR i forbindelse med Boxing Day-kampene fra England. Nærmere bestemt Chelseas reduceringsmål mod Arsenal. Det blev i første omgang underkendt for offside, men efter VAR-gennemsyn fik Abrahams træffer lov til at stå. Nu har jeg været efter Premier League adskillige gange det seneste år på denne plads, men dette er faktisk et kongeeksempel på, hvordan VAR bør virke. Chelseas Abraham er i en meget mistænkelig mulig offside-position, da han sætter scoringen ind med brystet, men de efterfølgende offside-linjer viser, at han akkurat er onside. I modsætning til så mange andre tvivlsomme afgørelser er denne lige efter bogen. Vi taler om måske maksimalt 10 – 15 centimeters onside, idet det er Abrahams knæ, der skal måles mod Arsenal-forsvarerens bageste fod. Men pointen er, at de to spillere står meget tæt på hinanden, der er ikke andre spillere imellem, og det er muligt at fastfryse det nøjagtige afleveringstidspunkt. Som vi siger herhjemme, skal usikkerheden i placeringen af linjerne overtrumfes af sikkerheden i den efterfølgende vurdering, for at det hele giver mening. Og det gør det her. Der er ingen spillere, der skygger, kameravinklen er fornuftig, og det nøjagtige spilletidspunkt ligger på en frame i optagelsen. Så nogle få centimeter kan som her sagtens være grundlag for at fastslå en onside-position eller det modsatte, så længe der ikke er forstyrrende faktorer indover. Hvilket netop er grunden til, at vi ikke kan og vil sætte et bestemt centimetermål som en tilladt tolerance, hvilket ellers rigtig mange har bedt om. 10 centimeter kan sagtens være en klar og åbenlys afgørelse, hvis betingelserne er til stede – hvis spillerne står langt fra hinanden, og vurderingsgrundlaget for at sætte linjerne rummer usikkerhed, kan de 10 centimeter slippe igennem filteret, så man godtager dommerens oprindelige kendelse. Man skal stadig huske, at VAR skal kunne komme med den rygende pistol til dommer og linjedommer og sige, at den oprindelige kendelse er klart og åbenlyst forkert. Det var den her, og derfor fik Chelseas mål lov til at stå. Det skal også med, at linjedommeren gjorde nøjagtig, hvad han skulle, nemlig at vente med at vinke, til bolden lå i målet – for var der vinket og fløjtet før, havde man jo ikke kunnet genskabe situationen, hvis det skulle vise sig at være forkert. Så her fungerede VAR 100 % efter bogen.

Og så til usportslig opførsel, som jo i mange henseender er fodboldlovens brokkasse. Kan man ikke finde andre steder at putte tingene hen, kan man altid proppe i den kasse, som man kan synes er bundløs eller måske snarere udvider sig efter behov. Fodboldloven lister 12 eksempler på usportslig opførsel – og understreger, at det kun er eksempler, så der er udvidelsesmuligheder. I virkeligheden bliver, vil jeg helt uvidenskabeligt tro, pænt over 90 % af alle advarsler givet for usportslig opførsel. Det kan være – for nu bare at nævne nogle – den hensynsløse tackling, det kan være for at bremse et lovende angreb, forsøge at score med hånden, filme, omgå loven i forbindelse med tilbagespilsreglen til målmanden ved at indlade sig på en åbenlyst unaturlig spillefacon, distrahere en modspiller ved tilråb, eller de mere kuriøse som at lave uautoriserede afmærkninger på banen, typisk målmanden, som laver sine

egne hjælpeafmærkninger ved en fordybning i græsset for at markere midten af målet, så han til enhver tid kan orientere sig. Og så er der brokkassen i brokkassen (det er næsten som en kinesisk æske eller en russisk Babusjka-dukke): at vise manglende respekt for spillet. Den sidste var den, som vi havde gang i for relativt nylig i forbindelse med en Bundesliga-kamp, hvor en angriber på selve mållinjen ventede med at sparke bolden ind, til modspilleren kom halsende ned.

Så usportslig opførsel er en meget diffus affære. Det er selvfølgelig meget handy for dommerne, at meget kan lægges derhen – men det skal heller ikke misbruges, for vi har stadig mantraet om, at man ikke skal straffe tvivlsomme eller bagatelagtige forseelser. Men man møder til stadighed nye varianter over temaet usportslig opførsel. F.eks. havde vi for få spillerunder siden i kampen mellem FCK og Horsens en situation, hvor Martin Zanka Jørgensen både synligt og hørbart (takket være de manglende tilskuere) var utilfreds med, at en bolddreng forsynede Horsens med en hurtig bold til et indkast. Hvorefter han selv tog en anden bold og kastede den ind på banen, så den hurtige igangsættelse blev spoleret. Var den blevet fanget af dommerteamet, havde det været en klokkeklar advarsel. Og så til læsernes bidrag.

En læser murrer over det fænomen, at begge hold appellerer, når en bold går ud til indkast (det kunne også være et spørgsmål om målspark eller hjørnespark). Det irriterer i mange tilfælde også mig grænseløst. Fair nok, at man gør det, når det virkelig er 50/50-situationer, men meget ofte sker det også, når det er soleklare situationer. Teknisk set kunne man sagtens putte det ind under usportslig opførsel – faktisk i det samme hjørne som den såkaldte film, for paragraffen taler bare om at forsøge at snyde dommeren. Omvendt har dette foregået siden Arilds tid (eller i hvert fald siden 1970, hvor jeg selv tog min dommereksamen og betrådte græsset). I mange tilfælde tror jeg, at der er tale om en instinktiv eller nærmest reflektorisk appel – går den, så går den – og i mange tilfælde er spilleren formentlig også i god tro, hvis der har været flere ping-pong berøringer på vej ud over linjen. Men jeg tror ikke, at at der er nogen dommere, der bekymrer sig om disse appeller, men derimod selv træffer afgørelsen. Så ja, man kunne i teorien godt stange advarsler ud for det, men det ville i mine øjne, uanset hvor irriterende det er at se på, også for mig, være at skyde de stakkels gråspurve med den berømte kanon. Dermed ikke sagt, at der ikke kan være tilfælde, der er så åbenlyse og spilleren så insisterende, at en advarsel vil være på sin plads – men på det generelle plan er en automatisk advarsel no go for mig, fordi jeg i bund og grund synes, at det – normalt – er en naturlig reaktion.

En anden læser er ude efter trænernes opførsel i det tekniske område. Katalysatoren her er kampen mellem Manchester City og Liverpool, hvor d’herrer Guardiola og Klopp opførte hver deres soloshow. Efter at have beundret fjerdedommerens tålmodighed og overbærenhed, når han er i minefeltet mellem to folk, der åbenlyst mener, at de kan klare tingene bedre end vor mand på midten af banen, synes han også, at disse to positive egenskaber bare er for meget, og at fjerdedommerne er for blide. Uden at have fået tilladelse vil jeg citere læseren for bemærkningen om, at selv hans forkælede børnebørn, når de er værst, opfører sig bedre end de to trænere. Touché. Læseren foreslår sågar en nytårs-hitliste over de ti værste trænere.

Det giver basis for en hel klumme i det nye år om fjerdedommeren – for mange har jo stadig den opfattelse, at det bare er ham, der holder skiltet i vejret, når der skal skiftes ud eller vises tillægstid. Men der er en del mere i posen… Hvad trænerne angår, er jeg langt hen ad vejen enig. Det er en evig balance mellem følelser og provokation, for vi skal jo være der

allesammen, og kan træneren komme af med noget galde, går han måske ikke efterfølgende hjem og sparker naboens hund eller det, der er værre. Det sjove er, at når vi har de årlige dialogmøder med trænerne, ved de det udmærket godt og beder faktisk ofte om en mere restriktiv linje, og vi har sågar klubledere, som kommer forbi og spørger, hvorfor vi dog finder os i så meget. Faktisk synes jeg, at det er blevet bedre i denne sæson. Muligvis fordi der nu kan vises gule og røde kort til trænerne, så alle kan se, hvor grænsen er – og fordi kortene nu har konsekvenser, idet der spares op på kontoen, ligesom hos spillerne. Tidligere var det kun regulære bortvisninger, som kostede minimum en spilledags karantæne, mens påtaler, venlige snakke osv ikke talte nogen steder. Det spiller måske også ind, at vi nu af forskellige årsager er uden nogle af de mest flamboyante superligatrænere – både dem der var trælse og charmerende og dem, der bare var trælse.

Men som sagt: fjerdedommeren får en tur engang først i det nye år – og så vil jeg benytte lejligheden til at ønske alle trofaste læsere, der har holdt ud så længe, et rigtig godt nytår. Havde der været en byttemærkat på 2020, havde jeg forlængst sendt det tilbage – men lad os nu se fremad mod nye og positive oplevelser.