Når mundvandet sidder løst

Sådan som helligdagene lander i kalenderen i år, er det minsandten lykkedes at få knebet endnu en klumme ind. Og jeg er stadig yderst taknemlig for rare mennesker, der skriver med forslag til emner, der med fordel kunne tages op. Enten fordi det bare er noget, som man har bemærket, og kan det nu være rigtigt ?, eller fordi der er noget, der irriterer én grænseløst. Og så er der naturligvis også emner, som bare skal have en tur med drænspaden godt ned under overfladen, så man kan forsøge at forklare, hvad der egentlig er op og ned på reglerne. Hvis man har konkrete hændelser, som man gerne vil have bragt under luppen, må man også meget gerne – hvis muligt – komme med et link til situationen, hvis det er i udenlandske kampe. De danske kampe har jeg normalt ingen problemer med at finde frem, og det går i reglen også med de udenlandske, men det kræver lidt mere tid.

Så i kommende uger vil der dukke emner op som usportslig opførsel i diverse afskygninger, fjerdedommerens rolle (affødt af et par udenlandske træneres opførsel, som ikke lige var efter Emma Gads hoved) – og så selvfølgelig elefanten i rummet, reglerne for hånd på bolden: lovligt eller ulovligt ? Men alt i øjeblikket er jo planlægning fra dag til dag (vi nørkler også med plan A, B og C for elitedommernes træningslejr i slutningen af januar , alt afhængig af, hvordan forsamlingsforbuddet ser ud efter 3. januar), så der kan sagtens ske noget aktuelt og spændende, som så får førsteprioritet. Men tøv endelig ikke med at komme med forslag. De skal nok blive taget op før eller senere – eller besvaret direkte, hvis der ikke er gods nok til at bære en hel artikel.

En af de hændelser, hvor man hver gang gnider sig i øjnene og tænker ‘Skete det her virkelig ?’ er, når en spiller finder på at spytte på en modspiller. I weekenden dukkede det op i Bundesligaen, da Marcus Thuram fra Mönchengladbach fra klos hold satte en fuldtræffer af en spytklat ind på Hoffenheims Stefan Posch. Umiddelbart så det ud til at ske efter en helt banal tackling, som Thuram åbenbart ikke var helt tilfreds med. Spillet kørte videre, og da det vendte, var der stadig skærmydsler mellem de to. Dommeren fulgte af gode grunde spillet, men VAR fangede forseelsen, så dommeren afbrød spillet, da bolden var i neutralt område. I øvrigt et glimrende eksempel på, at man ikke behøver vente, til bolden af sig selv går ud af spil, før VAR beder dommeren se på noget. Det ville have været en katastrofe, hvis spillet var kørt videre, og Thuram havde nået at score i mellemtiden…

Man kan altid diskutere, hvad der egentlig er værst: at blive savet midt over i en tackling, få en lige højre til kæben eller blive spyttet på. Ser man på de rent fysiske mén, er det nok én af de to første, der vinder, men tager man det psykologiske aspekt med ind i det, tager spytte-forseelsen prisen i mit private univers. Jeg har personlig svært ved at forestille mig noget meget mere nedværdigende end at stå i den forkerte ende af en spytklat. Og i disse urolige tider er det vel lige før, at det udgør en kriminel handling med smittefare og det hele. Til trods for selve det vanvittige i handlingen var der nu alligevel nogle ting at glæde sig over i situationen.

Først og fremmest, at den blev opdaget på stedet. I sagens natur er en spytte-forseelse ikke en af de mest åbenlyse, og det glæder mig, at øjnene var så tilpas åbne, at det førte til kontant afregning. Mange husker sikkert stadig Totti / Christian Poulsen-episoden fra EM i Portugal 2004, hvor det først var video-optagelser, der sendte Totti i skammekrogen. Til forskel fra alle spytte-situationers moder, Rudi Völler og Frank Rijkaard ved VM i Italien 1990, hvor Rijkaard spyttede på Völler på vej ud af banen, da de begge var blevet udvist. Dernæst at fordømmelsen har været universel og reaktionerne prompte og éntydige. Ikke bare fra forbundet, men også

fra klubben selv, der var ude med en bøde på en månedsløn (efter sigende omkring 1,1 millioner kroner). Det kan da godt være, at der smuttede et par julegaver på den konto, men personligt synes jeg, at det er fremragende, at klubben ikke ønsker at blive forbundet med sådanne handlinger.

Vi kom igang med det direkte frispark på åstedet, som vi skulle – for det at spytte er én af de 12 forseelser, som medfører et direkte frispark eller et straffespark. Antallet har varieret lidt gennem årene, efterhånden som man har slået nogle sammen, redigeret noget om osv., men spytte-forseelsen er faktisk én af de senest tilkomne. Der havde ganske vist i mange år været lovgivet for, at den skulle betragtes som voldsom adfærd, godt gemt væk i en international afgørelse – men det var først i 1996, at den gjorde sit indtog blandt de forseelser, der skulle give et direkte frispark. Indtil da havde frisparket faktisk i princippet været indirekte som følge af, at spillet var standset for at tildele en udvisning. Et nydeligt eksempel på, at der er forseelser, som man simpelthen ikke har haft fantasi til at forestille sig forekom så tit, at det skulle være et problem – ganske som vi alle sad og kløede os i stakken, da Suarez begyndte at bide folk. Indirekte eller direkte frispark ? I mellemtiden er spytte-forseelsen så blevet udvidet, så den nu hedder ‘ bide eller spytte’ – en rigtig lex Suarez. Sådan er det jo typisk med fodboldloven – den justeres, når spillerne finder på nye tricks eller unoder. Fodboldlovens basis-præmis helt tilbage fra 1863 er jo, at det er et spil, som spilles af gentlemen, som selvfølgelig ikke kunne finde på at gøre noget, som de ikke måtte. Der er løbet en del vand i åen siden, og så tilretter man reglerne.

Selve den lovtekniske omtale af at spytte gav os dengang nogle gevaldige overvejelser og problemer, for den oprindelige engelske formulering var således, at oversættelsen ville blive ‘spytter på en modspiller’. Og hvad så hvis man ikke ramte – ville det så stadig være ‘på’ ? I de første mange år sneg vi os udenom ved med himmelvendte øjne at hævde, at der altid måtte være nogle dråber, der ramte – men heldigvis blev den engelske formulering så i 1996 justeret, så oversættelsen med god samvittighed kunne blive til ‘spytter efter en modspiller’. Så var vi også dækket ind i forhold til forbryderen, der ikke ramte; offeret, der havde held til at undvige osv. Til gengæld er det klart, at afstanden bliver en parameter – det vil være morderlig svært for en dommer at skulle løfte bevisbyrden for, at en spiller, der står tyve meter fra en modspiller og sender en spytklat i den retning, virkelig spyttede efter vedkommende – medmindre selvfølgelig spilleren er nordisk mester i langspyt. Og det er måske meget godt, for når man i øvrigt ser de nærbilleder af spillere (og trænere), der dukker op under stop i spillet, har man indtrykket af, at mundvandet sidder gevaldig løst. Ikke specielt æstetisk at se på – men heldigvis i de færreste tilfælde rettet mod en modspiller (eller for den sags skyld en medspiller, official eller et medlem af dommerteamet). I disse Corona-tider var der faktisk folk, der i ramme alvor mente, at enhver form for spytten (selv i jorden) var en udvisningsforseelse, men dér kom besindige folk fra FIFA og IFAB heldigvis hurtigt ud og dementerede. Ellers ville vi få mange direkte frispark eller sågar straffespark – og ikke mindst udvisninger, for ved spytte-forseelsen er det enten-eller, som også Thuram erfarede.

Denne ekstra klumme giver mig så lejlighed til igen at ønske alle læsere en glædelig jul. Husk nu at holde afstand, når I skal rundt om juletræet – og pas på mundvandet, når I synger…