Sidste omgang VAR og lovændringer

Søndag var finaledag for både kvindernes VM-turnering og Copa Americana, og VAR fik igen en hovedrolle. Men efter de noget mystiske episoder tidligere i turneringerne var der heldigvis ikke meget at rafle om i finalerne. USA‘s straffespark mod Holland var lige efter bogen, og i Brasilien var der også et par straffesparkssituationer. Det til Peru vender jeg tilbage til længere nede i klummen, for det illustrerer helt fint én af årets tydeliggørelser omkring hands. Brasiliens straffespark i overtiden – for et angreb skulder mod skulder uden nogen tanke for at spille bolden – var sådan set teknisk korrekt. At jeg så personlig synes, at det er under niveau for en kamp af denne kaliber – i straffesparksfeltet skal det altså helst være noget, der er til at tage og føle på – er en anden historie. Så var der udvisningen af Jesus, og selv om nogle tilsyneladende forventede, at VAR også skulle indover her, var det helt efter regulativerne, at det ikke skete. VAR checker kun ved direkte røde kort – ikke ved udvisninger som denne for to gule kort. Det vil man måske undre sig over, men egentlig er det logisk nok: hvis man skulle bruge VAR til at vurdere rigtigheden af den anden advarsel, skulle man jo retfærdigvis også have gjort det ved den første – så derfor er det kun de direkte røde kort, som er omfattet af VAR-konceptet.

Ellers er vi jo efter en fire-fem uger ved at være ved vejs ende i gennemgangen af de vigtigste af de lovændringer, som træder i kraft ved turneringsstart, og som vi derfor kan se i Superligaen allerede i denne weekend. Vi mangler at rundenogle nyheder omkring forsvarsmuren – og så er der som altid hele spørgemålet om, hvornår en kontakt mellem bold og hånd skal straffes. Det sidste bliver man nok aldrig færdig med, men der er igen i år gjort et tappert forsøg på at tegne rammen tydeligere op, så man kan komme lidt nærmere en ensartet fortolkning. Ingen tvivl om, at det er dette område, hvor der er størst forskel på vurderingerne – dels mellem forskellige lande, hvor der både er noget geografisk og kulturelt, der spiller ind – men faktisk også mellem forskellige dommere fra det samme land. Det er i hvert fald et evigt tilbagevendende tema herhjemme, og jeg ved, at det samme er tilfældet hos vores nordiske kolleger.

Men først forsvarsmuren. Jeg skrev i en tidligere klumme, at ændringerne meget er drevet af IFAB’s ønske om at gøre tingene logiske – ’What does football expect ?’. De senere år har vist en tendens til, at angriberne på en eller anden måde forsøger at infiltrere en forsvarsmur ved frispark – enten ved direkte at stille angribere ind i muren eller ved at lade et par stykker stille sig op bag ved den og bevæge sig op mod muren, inden sparket tages (for ellers vil der jo hurtigt væreoffside). Begge dele kommer lynhurtigt til at give nogle konfliktsituationer – vi har alle set de tilfælde, hvor en angriber og en forsvarer i samme mur nærmest er i brydekamp eller står og puffer irriteret til hinanden, fordi de begge partout vil stå på den samme græstørv.

Det gider man ikke se på længere – også fordi det sjældent tjener noget andet formål end at irritere modparten – så fremover er det et krav, at alle spillere fra det modsatte hold skal være mindst én meter væk fra muren, indtil bolden er givet fri igen. Hvis de, i det øjeblik sparket tages, ikke er en meter væk, koster det et indirekte frispark til forsvarerne (men derimod ikke nogen advarsel, som man ellers ser det ved flere andre afstandsregler). Det kræver lidt definitioner, for ellers kan kreativiteten hurtigt komme til at råde. En forsvarsmur er ikke bare en tilfældig samling af forsvarsspillere, der står i nærheden af hinanden.  En mur er noget, som man stiller op 9,15 meter fra bolden i forbindelse med et frispark, typisk mellem åstedet og målet, så man udgør en hindring for et skud på mål eller et indlæg. Og IFAB var valgt at definere, at der skal være mindst tre spillere, før man kan tale om en mur. To forsvarere er altså ikke en mur i fodboldlovens forstand. Det skal blive spændende at se, hvilke taktiske krumspring der kan komme ud af det her, når først holdene får vænnet sig til det. Specielt varianten med at stille angribere op bag muren kommer under pres. Spillerne kan ikke længere løbe op mod muren, før sparket tages. I hvert fald kan de højst komme op til en meter fra muren – og det betyder på den anden side, at de sædvanligvis ikke kan komme ud af deres offside-position og dermed løber risikoen for at genere, når sparket tages.    

Og så til hands. Nogle gange går det sådan, at jo flere ord man sætter på i sin iver efter at tydeliggøre, jo mere indviklet kan det faktisk ende med at blive. Jeg synes afgjort, at der er gode præciseringer i det, som IFAB har gjort nu – og der er også noget, hvor jeg tror, at det kommer man til at gentænke. Men på det punkt bliver vi alle meget klogere, når vi først er igang. Lige nu handler det bare om at kommunikere, hvordan begreberne er skruet sammen.

Det er en forseelse, hvis en spiller forsætligt spiller bolden med hånden eller armen, uanset om armen er i ro eller bevæges mod bolden. Det er der heldigvis ikke noget nyt i, og det er jo den klassiske forseelse, som man sjældent er i tvivl om. Det næste er til gengæld nyt – og ret revolutionerende. Man skal også straffes, hvis man erobrer eller får kontrol over bolden, efter at den har rørt hånden og derefter enten scorer i modspillernes mål eller skaber en scoringsmulighed.  Og så er det ligeyldigt, om det er med vilje eller ej – berøringen er nok.  Det samme gælder, hvis man scorer i modspillernes mål direkte fra en berøring med hånden. Begrundelsen for denne ændring er, at fodboldspillets parter ikke forventer, at en berøring med hånden skal kunne få så stor en indflydelse. Det er trods alt fodbold, vi spiller. Det interessante er, at man nu er landet på det, som fodboldspillere gennem generationer har brølet til dommeren: ’Han fik fordel af det !!’   Og en lille afledt effekt er det også, at målmanden ikke længere kan score ved at kaste bolden direkte ned i modspillernes mål…

Det er også stadig en forseelse, hvis en spiller har gjort sig unaturligt høj eller bred, og der derefter opstår kontakt mellem bold og hånd. Her er der kommet den supplerende fortolkningtil, at hvis armen er over skulderhøjde, har man forladt det naturlige bevægelsesmønster, og så løber man som spiller en risiko og bliver straffet, hvis der opstår en hands. Der kan i sjældne tilfælde blive en gråzone, hvis bolden kommer fra spilleren selv og derefter ryger op på armen over skulderhøjde – men den altoverskyggende hovedregel er, at arme i den højde skal straffe.

Så er der selvfølgelig også de tilfælde, hvor der ikke skal fløjtes. Bortset fra de eksempler, som jeg lige har været igennem, vil det normalt ikke være en forseelse, hvis bolden rammer hånden direkte fra en berøring af spilleren selv eller en anden spiller, som står tæt på. Det er heller ikke en forseelse, hvis hånden og armen er tæt på kroppen og dermed ikke med til at gøre spilleren unaturligt højere eller bredere. Og endelig bliver det nu præciseret, hvordan man skal vurdere de tilfælde, hvor en spiller f.eks. falder eller går ned i en glidende tackling, selvfølgelig har armen et eller andet sted, og hånd og bold mødes. Hvis armen blot er en støtte for at tage fra, er det straffrit – forudsat at armen ikke strækkes væk fra kroppen i nogen retning. Så koster det. Med andre ord: en nogenlunde lodret arm som støtte er OK, men strækkes armen f.eks.  bagud eller ud til siden, væk fra kroppen, skal der dømmes. Og det var akkurat det, som skete vd Perus straffespark mod Brasilien. Godt nok gik forsvareren ned i en tackling eller blokering, men armen var strakt pænt ud til siden og straffesparket dermed i orden.

Så i den korte udgave: det er ikke muligt at score, hvis sidste berøring var med hånden,  eller at få en stor fordel (scoring eller scoringsmulighed) på samme måde – uanset om det er forsætligt eller ej. Har man hånd eller arm over skulderhøjde, løber man som spiller en stor risiko – omvendt er det tilladt at tage fra, når man falder eller tackler, hvis armen ikke strækkes væk fra kroppen. Og nogle gange kan det være umuligt at undgå kontakten, hvis bolden kommer fra en spiller, som er tæt på (eller fra én selv).

Pyha – det må vist være teoretisk skoleridt nok for denne gang. Lad os nu komme ud og se noget fodbold i det virkelige liv – der er som sagt premiere i Superligaen den kommende weekend. Fortsat god sommer til alle – og god ferie, hvis man er så heldig at have sådan noget.