En tur med VAR og lovændringer

Det myldrer jo med slutrunder i øjeblikket, og der er i den grad nok at holde øje med. Dels er der de lovændringer, som officielt trådte i kraft 1. juni, men som man kan vente  med at sætte igang, til en ny turnering starter – dels er der VAR situationer af alle kalibre. Når de to så kommer i kombination, bliver det bestemt ikke altid lige kønt eller gennemskueligt. På den baggrund er der nok grund til at være glade for, at UEFA valgte den pragmatiske udvej at vente med lovændringerne til efter U/21-slutrunden, som kørte efter de gamle regler. Det har sværmet med VAR-situationer, som i sig selv kan være diskutable nok – men lige nu er de fleste i overskrifterne faktisk de situationer, som IKKE bliver taget op. Det giver mig anledning til lige at genopfriske to ting.

For det første er hensigten med VAR at straffe de helt klare dommerfejl i de tre kategorier scoring, straffespark og røde kort (plus lige den mere tekniske, hvor det er en forkert spiller, der har fået tildelt et kort). Det er på ingen måde hensigten at dømme kampen endnu en gang ude fra kontrolrummet. Så det betyder, at det bliver noget af det sværeste for hele dommerteamet at sætte barren for, hvornår en dommerfejl er en klar og indiskutabel dommerfejl. Sætter man den for lavt, får vi et hav af VAR-eftersyn – sætter man den for højt, smutter der måske noget med, som i virkeligheden burde have været revurderet. Så det er uhyre følsom balance, som alle skal skyde sig ind på. Jeg ved, at det i de store forbund, både FIFA og UEFA, er det, som de anser for det allerstørste problem. Ikke så meget, om VAR-dommerne kan finde ud af at vurdere situationerne, når de genser dem – men spørgsmålet om, hvornår en fejl er en så klar dommerfejl, at man skal bede dommeren have endnu et kig fra andre vinkeler. Er der ikke nogen rygende pistol, men en situation, som for VAR-dommeren ligger i gråzonen, vil han typisk ikke bede dommeren gense den.

Det er tilsyneladende også en udbredt misforståelse – jeg har i hvert fald set det formuleret på den måde i flere medier – at denne og hin situation burde dommeren have bedt VAR-dommeren gense. Men det er ikke den måde, som systemet fungerer på. Dommeren skal altid tage stilling til situationen, som om der ikke var en VAR-dommer – og så skal VAR-dommeren nok fortælle ham, hvis en situation er så betændt, at den bør genses. Kommunikationen går altså kun den ene vej – VAR-dommeren beder dommeren om at gense noget – og ikke den anden – at dommeren beder VAR-dommeren checke noget en ekstra gang. Man vil ikke have dommere, der fedtspiller og håber på, at VAR-dommeren kan klare ærterne for dem. Det var nøjagtig det, som skete ved VM i Rusland i nogle af de indledende kampe, hvor der var dommere, der ikke var så fortrolige med VAR, at de foretrak at afvente og se, om den mere rutinerede VAR-dommer ville komme som en frelsende engel. Så dommeren skal agere ud fra sit instinkt, fuldstændig som han plejer, og som om der slet ikke var hjælp at hente udefra. Situationen stiller sig lidt anderledes for linjedommeren, som skal forsinke sit flag rigtig meget, fordi man aldrig kan genskabe angrebet, hvis flaget virker sig at være forkert. Det var det, der gik galt i Danmarks kamp mod Serbien ved U/21-EM. Her var linjedommeren for hurtig, og det kostede et mål. Oftest er det den anden vej rundt, at linjedommeren forsinker flaget irriterende længe, for det er heller ikke meningen, at han skal forsinke, hvis der er adskillige meter klart og oplagt offside.

Så meget om VAR i denne omgang – og lad os så tage et par lovændringer. Jeg har i en tidligere klumme været godt og grundigt omkring den nyhed, at der nu skal vises gule og røde kort til personerne på bænken, hvis de overtræder grænserne. Bortset fra, at officials var de eneste tilbageværende personer, der ikke kunne få vist et kort (spillere, reserver og udskiftede spillere kunne godt), øger det i den grad gennemskueligheden, så en eventuel bortvisning (som så nu kommer til at hedde en udvisning), ikke kommer som en stor overraskelse for alle på stadion, fordi de færreste har fulgt med i spillet omkring bænkene. Normalt er det trods alt inde på banen, at det sjoveste sker. Og ligesom spillerne har nogle forseelser, der skal give advarsel eller udvisning, er der nu også defineret forseelser, som officials kan begå til en påtale, advarsel eller udvisning. Klare linjer og rammer – så det bliver forhåbentlig meget lettere. Nu er det ikke meningen, at alle landets dommere fra sæsonstart skal ud og foretage en hvinende opbremsning, så det hviner, således at bænken er totalt affolket efter 1. halvleg. Det handler som altid om at vise sund fornuft og se hen over de bagatelagtige forseelser – men detville nu ikke gøre, hvi skruen blev strammet lige en anelse. Det var ved at løbe løbsk nogle gange i sidste sæson – også på højeste niveau. Et lille raffinement er, at hvis synderen ude på bænken ikke kan identificeres, er det cheftræneren, som har ansvaret for sit team og betaler prisen.

Der kommer en interessant ændring omkring straffespark. I den mere kuriøse afdeling er det, at nogle målmænd har excelleret ilige at daske til overliggeren eller gynge i den før et spark, så den vibrerer og kan distrahere sparkeren. Nu skal både målnet, stolper og overligger være i ro. Men det interessante er, at kravet om, at målmanden skal have en del af hver fod på mållinjen, indtil der er sparket, blødes op. Med de nye regler skal en del af den ene fod enten være på linjen eller i luften over den. Med andre ord lovliggør man nu det, som reelt har været praksis – uanset lovteksten – nemlig, at det første skridt frem før sparket var gratis, mens nummer to typisk kostede (så var man også ude midt i målfeltet). Så for en gangs skyld går en lovændring ikke ud over målmanden, men han får lidt ekstra spillerum. Argumentet er, at det ikke er helt rimeligt, at målmanden skal stå klistret til stregen, mens sparkeren godt må lave diverse hundekunster i sit tilløb.    

Og gaveposen til målmanden er slet ikke tømt endnu. Hidtil har det været sådan, at hvis en målmand nøjedes med at parere en bold med hænderne, som han lige så godt kunne have samlet op, og han derefter rørte bolden med hænderne igen, blev det takseret som gentagelsesspil og et indirekte frispark, fordi han havde haft kontrol over bolden to gange med hænderne, uden at en anden spiller havde rørt den. Det var typisk situationer, hvor et blødt skud på mål ville gå ved siden af mål, målmanden bøjede sig ned og satte begge hænder på, foddriblede lidt – og samlede bolden op igen. Det blev sjældent dømt – og når det endelig blev, var en vis herre løs. Så den regel er næppe nogen kede af at slippe af med.  

Endelig får målmanden nu lov til at røre en bold med hænderne igen, selv om den forsætligt er sparket til ham af en medspiller, hvis han har forsøgt at cleare den med fødderne først, og dette er kikset. Dog er det en forudsætning, at bolden er kommet derhen, hvor andre spillere har haft en reel mulighed for at få fat i bolden, så det er ikke en regel, som målmanden kan begynde at spekulere i. Idéen er, at målmanden jo ved sit spark til bolden vitterlig har signaleret, at han ikke havde til hensigt at spille den bold med hænderne, og så skal det ikke gå ud over ham, at han rammer bolden skævt.

Der er også en lille gave til dommerne i forbindelse med markeringen for indirekte frispark – armen, som er strakt i vejret. Hidtil har det været sådan, at armen skulle blive i vejret, indtil bolden var sparket og den var rørt af en anden spiller eller gået ud af spil igen. Nu kommer der den lille tilføjelse på, at armen også godt må tages ned, hvis det er klart, at et mål ikke kan blive scoretdirekte fra frisparket (for det var jo hele ideen med markeringen: at vise, at bolden ikke kunne sparkes direkte i mål og der blive et mål ud af det). Enhver dommer, der har prøvet at skulle markere et indirekte frispark for en offside langt nede i forsvaret, og hvor frisparket så fører til en lang bold og en omstiling, vil værdsætte denne ændring. Nu er man fri for at skulle spurte 60 meter med armen i vejret, hvilket dels ser fjollet ud, og heller ikke just er det mest aerodynamiske, man kunne foretage sig.

Nu er vi efterhånden hen over tre uger ved at være igennem de væsentligste ting, som den almindelige spiller eller tilskuer vil registrere. Petitesserne og de mere nørdede ting er jeg skøjtet henover. Men der mangler stadig et par større ændringer: endnu en omgang med hands (det tema, som aldrig dør), og så er der også nogle interessante ting omkring forsvarsmuren ved frispark. Dem når vi i næste uge – lige før Superligaen starter igen. Det var den sommer.