Offside og ølkrus i nakken

Bundesliga-opgøret mellem St. Pauli og Schalke 04 blev en dramatisk affære.

Fodboldkampe er skabt til at blive afgjort på græsset.. Det er altid frygtelig ærgerligt, når man  lander i en skrivebordsafgørelse – men det kommer man til efter sidste uges bundesligakamp mellem St. Pauli og Schalke. Den blev afbrudt halvandet minut før tid, da den ene linjedommer var blevet ramt i hovedet af et fyldt plasticølkrus, kastet fra tribunen.  Det havde været et brag af en fodboldkamp – med to udvisninger (begge til St. Pauli) og et  omdiskuteret mål annulleret for offside (også til St. Pauli). Og på næste angreb blev det så 0-2 i stedet for 1-1.  Lad os starte forfra og arbejde os frem mod det dramatiske klimaks.

Relativt tidligt i kampen løber St. Paulis Kalla ind i en gennemsnitlig advarsel – én af den type, som normalt ikke vil påkalde sig overskrifter – og ham hænger vi lige op på knagen indtil videre. Kort derefter scorer Raul et drømmemål til 0-1. Herefter høj intensitet, men alt inden for rammerne, indtil St. Pauli efter 67 minutter får frispark et pænt stykke uden for straffesparksfeltet. Bolden sparkes ind i feltet, hvor en St. Pauli-spiller i marginal (men korrekt) offside-position løber et par skridt frem og strækker sig for at nå bolden, uden at det lykkes – men bolden går i mål trods målmandens sprællen. Her er vi virkelig inde i det grå område af offside-reglen,  og der er hele to mulige strafbarheder i spil.  Man indvirker på spillet, hvis man i en offside-position rører en bold spillet af en medspiller – men også, hvis man bevæger sig mod bolden og er den eneste fra sit hold, der har mulighed for at nå frem til den. Og man generer i en offside-position bl.a., hvis man gestikulerer eller bevæger sig og derved efter dommerens skøn distraherer en modspiller. Som jeg ser situationen, lægger målmanden vægten over på det andet ben, da han ser angriberens indsats, hvorefter han mangler lige akkurat dét skridt for at redde bolden i sidste ende. Eller med andre ord: jeg tror, at målmanden havde reddet bolden, hvis angriberen ikke havde ageret.  Situationen er checket med internationale kontakter, og den fremherskende opfattelse er, at der skal dømmes offside for at genere. Men igen et eksempel på, at offside-reglen ikke er en eksakt videnskab. De to eksperter i det tyske TV-studie bagefter havde nu ikke nogen indvendinger mod kendelsen.      

Herefter tager det fart. Umiddelbart efter bliver det 0-2, og to minutter efter satser Kalla (med advarslen) hele butikken og får kun fat i manden. Torskedum satsning, når man har en advarsel i forvejen – og den udvisning kan man umuligt indvende noget imod.

Det pisker naturligvis stemningen yderligere op.  Ti minutter senere trækker en Schalke-spiller på tværs foran St. Paulis felt, og her kommer Bartels alt for sent med en tackling og får direkte rødt til ganske stor bestyrtelse.   Jeg kan sagtens købe udvisningen ud fra kriterierne, at Bartels kommer med voldsom fart og fører et temmelig højt ben igennem; der er ikke kontrol over tacklingen, selv om det ikke er en ‘flyvende’ en af slagsen; bolden er spillet videre, så spillemuligheden er væk, og modspilleren udsættes for fare. På den anden side vil nogle utvivlsomt argumentere for, at det hele kommer til at se meget mere voldsomt ud, fordi vi har to spillere i fart og med modsatrettede bevægelser – men det fritager jo ikke forsvareren fra at tage hensyn. Vi skulle alle gerne kunne gå på arbejde igen næste morgen.   

Med et par minutter igen lander så ølkruset i nakken på linjedommeren (ham med offside-kendelsen), han går omkuld, og efter et lille minuts konference afbryder dommeren kampen med yderligere diskussioner fra hjemmeholdet til følge. Lovgrundlaget er dommerens ret til at ‘standse, udsætte eller afbryde kampen på grund af enhver uvedkommende indblanding’.  En hurtig tur rundt på diverse blog-fora, indenlandske som udenlandske, viste mig, at mange mente, at linjedommeren overspillede, og at det umuligt kunne være så farligt med et ølkrus af plastic. Det fortjener mindst to kommentarer: for det første skal man ikke undervurdere overraskelsesmomentet og forskrækkelsen. Vi har sikkert alle som børn prøvet at få en knaldhård snebold i nakken, mens vi overhovedet ikke var forberedte – det var en ganske voldsom oplevelse. For det andet er det egentlig ligegyldigt, hvad der kastes. Det centrale er, at det kan lade sig gøre, for hvad kommer der næste gang ?  Og hvis dommeren ikke mener, at det er sikkert at fortsætte, så skal han stoppe kampen. Der er ikke nogen internationale regler for, hvornår ting ikke er sikre længere – det er den enkelte dommers skøn. Og tyske dommere har ganske enkelt nultolerance over for angreb på dommer eller linjedommer. Vidste man det ikke før, opdagede man det ved ‘baneløber-kampen’ mellem Danmark og Sverige.  Ingen var i livsfare, kontakten var minimal, men den tyske dommer afbrød her og nu.

Nogle vil måske spørge, hvorfor kampen så ikke automatisk stoppes, hver gang der kastes en lighter eller et romerlys efter f.eks. en målmand – og her skal vi over i en anden boldgade. Dommeren og hans team er turneringsmyndighedens repræsentant ved kampen, og et angreb på dem er – om man kan lide det eller ej – en skærpende omstændighed. Ganske som vold mod tjenestemand i funktion er det uden for kridtstregerne.