Benspænd, film eller tilfældigt

Selv om mere og mere bliver afklaret, både herhjemme og i den store verden, resterer der heldigvis stadig en god del opgør med stor spænding på. Afslutningerne i både Superliga og 1. division lørdag bliver ikke for svage sjæle – og så skal vi igang med playoff-kampe, både om Europa League-plads og de to sidste pladser i næste sæsons Superliga. For ikke at tale om de to Europa-finaler. Tingene går selvfølgelig ikke stille af, og det er helt naturligt, at nerverne sidder godt og grundigt uden på tøjet hos alle – og det er jo også her, at dommerne ud over at dømme rigtigt får brug for et kursus i psykologisk sans for viderekomne, for det er ikke altid sprogets smukkeste gloser og de ord, som står forrest i ordbogen, der bliver bragt i anvendelse.

Men med den tiltagende intensitet dukker der jo også giftige situationer op til vurdering, og her er det stadig sådan, at det er den samme type situationer, der kommer forbi med passende mellemrum. Det indebærer selvfølgelig også risikoen for, at jeg kommer til at gentage mig selv – men dels er den menneskelige hukommelse jo kort, så en enkelt gentagelse i ny og næ er måske ikke at foragte, og dels kunne der jo være nye læsere på banen. Så selv om jeg for godt ni måneder siden havde fat i, hvad det egentlig var, dommerne så på, når to ben rørte hinanden ude på banen, vover jeg en tur mere i karrusellen.

Der har i hvert fald været to situationer det sidste par uger, som er faldet i øjnene, og hvor vurderingen har stået mellem straffespark for benspænd, måske film eller bare en tilfældighed. Dels én i kampen mellem FCM og FCK i forrige uge, og dels én i pokalfinalen få dage senere mellem Brøndby og FCM. I kampen i Herning er det en situation efter 80 minutter, hvor Robert Skov bevæger sig ind mod feltet og får kontakt med Rasmus Nicolaisens ben. Her blev ikke dømt noget, og det fik i den grad ekspertkommentatoren op i det røde felt med ord som ‘glasklar’ og almindelig harcelleren over, at hverken dommer eller linjedommer kunne se straffesparket. Der er bare ét problem – der har aldrig været straffeespark (det var sikkert også derfor, at det ikke blev dømt), og jeg sad faktisk i den behagelige stol hjemme og overvejede, om ikke den situation burde klippes til brug ved en dommereksamen, for den var en ualmindelig smuk illustration af teorien bag det problem, som fremgår af ugens titel.

Da Skov med bolden på tæerne er på vej ind mod Nicolaisen, stikker denne klart benet ud – men han gør det i så god tid, at der endda er tid til at sætte foden i jorden. Momentet efter kommer Skov ind og får kontakt med det ben, som altså allerede er solidt plantet. Der er ikke tale om, at benet stikkes ud så tæt på Skov, at kontakten er uundgåelig (for så ville det stadig have været forsætligt, al den stund Nicolaisen var skyld i kontakten), og der er heller ikke tale om film, for det virker ikke, som om Skov på nogen måde forsøger at spille på kontakten. Det lander smukt i afdelingen for tilfældige sammenstød – og et af disse eksempler, der viser, at valget ikke bare er mellem straffespark og film. Jeg har min egen lille tommelfingerregel, der spørger, ‘Hvis ben var der først ?’, for det vil i langt de fleste tilfælde være ham, der har retten på sin side. Eller sagt på en anden måde: forskellen på et straffespark eller ej vil typisk være, om forsvarerens ben aktivt vælter angriberen, eller angriberen falder over det allerede placerede ben. I første tilfælde strafbart, i andet tilfælde ikke. Nu er tommelfingerregler lige akkurat det, som navnet siger, og man kan godt finde eksempler ude i hjørnerne, hvor de ikke passer – men denne sad lige i skabet.

I pokalfinalen er det en situation midt i 1. halvleg, som stjæler opmærksomheden. Paul Onuachu er på raid ind i straffesparksfeltet, da han møder Hjörtur Hermannsson og går omkuld. Her er dommerens vurdering, at Onuachu filmer, så det bliver til en advarsel i stedet

for straffesparket. Egentlig kan jeg godt forstå ham, for fra min plads – denne gang ikke i lænestolen, men som helt almindelig tilskuer i Parken – syntes jeg også, at Onuachus fald så meget mærkeligt ud, næsten som om han var forberedt på kontakten og tidligt på vej ned. Men TV-billederne afslører jo ret så ubarmhjertigt, at Hermannsson sparker ind på Onuachus ben, så her ville straffesparket have været den rigtige løsning. Hvilket bare beviser, at det ofte er svært at vurdere i normalt tempo, uanset hvor godt forberedt man er på, at nu kommer der nok en kontakt.

Film kan jo være mange ting. Den letteste at vurdere er selvfølgelig den, hvor der åbenlyst ingen kontakt er – men der er også alle de mellemtationer, hvor der vitterlig er fysisk kontakt, men hvor angriberen på den ene eller anden måde spiller på situationen. Det kan være ved selv at opsøge kontakten, f.eks. ved at lade benet hænge eller selv presse sig ind foran modspilleren, så kontakten er uundgåelig. Her kunne jeg godt komme op med en lille privat shortlist på en håndfuld superliganavne, som har udviklet det nærmest til perfektion, hvilket heller ikke gør det lettere for dommerne En anden variant er at overdrive den lille kontakt, der er opstået. Det kan være hundesvært at afgøre, om det er film eller en regulær forsætlig kontakt fra forsvarerens side, og så er man som dommer nødt til at prøve at læne sig op ad andre synsindtryk i situationen, f.eks. spillerens kropssprog. Den spiller, som helt klart når at tage fra med hænderne strakt frem, har nok været forberedt på kontakten, og dermed er risikoen for film større – set i forhold til den spiller, der bare falder som en sæk kartofler, når han bliver væltet.

Film skal som bekendt indbringe en advarsel – uanset hvor på banen, ikke bare i straffesparksfeltet – og så kan der også sagtens risikere at følge et kort af en eller anden art med det forsætlige benspænd. Men lad os gemme den diskussion til en anden god gang – der skal nok komme tilfælde, hvor det naturligt falder ind.

Og så bliver der også plads til lige at runde en af de mere usædvanlige situationer, som indtraf tirsdag aften i oprykningsplayoff-kampen til den franske Ligue 1 mellem Paris FC og Lens og som intet har med fysisk benkontakt at gøre. Ved stillingen 1-0 til Lens langt inde i dommerens tillægstid tager Paris-målmanden et frispark nogenlunde midt på sin egen banehalvdel. Han øser bolden fremad mod straffesparksfeltet, hvor en angriber kommer luskende tilbage fra en offside-position langt bag forsvaret. Et par spillere forsøger at få fat i bolden, men i sidste instans havner bolden hos den langsomme angriber, som nu er kommet op i en onside-position, og efter en hurtig kombination bliver bolden sparket i mål – stor jubel, men også et hævet linjedommerflag. Dommeren dømmer imidlertid mål, og nu følger en større konference mellem dommer og linjedommer, hvor det meste af tiden faktisk går med at få de protesterende Lens-spillere så tilpas langt væk, at de ikke kan høre, hvad forhandlingerne går ud på.

Det hele ender med, at dommeren holder fast i sin kendelse – og det er godt det samme, for efter rigtig mange gentagelser af TV-billederne viser det sig, at bolden lige akkurat bliver snittet videre af en Paris-spiller til vores langsomme angriberven, da han er kommet onside. Han er adskillige meter offside, da bolden sparkes af målmanden, men han når aldrig at blive strafbar på sin vej tilbage på banen, for han er ikke så tæt på hverken bold eller forsvarere, at han kan genere nogen. Og da bolden snittes videre af medspilleren, foreligger der et nyt spilleøjeblik og en ny offside-vurdering – hvor spilleren så ikke længere er i farezonen.

Linjedommeren har ikke en chance for at se det fra sin position, så det er OK, at han hæver flaget – men til alt held er dommeren rigtig godt placeret og kan overrule ham. Så fulgte der i øvrigt endnu et minuts protester, før man kunne komme igang igen, og resultatet blev, at man måtte i både forlænget spilletid og straffespark. Den straffesparkskonkurrence vandt Lens så 5-4, så mon ikke alle er blevet rimelig gode venner igen. Men moralen er som altid: spil til der bliver fløjtet, for flaget er godt nok en rettesnor, men heller ikke andet. Det er i sidste ende chefen på midten, der bestemmer – og her havde han heldigvis ret.