Vi bliver godt underholdt

Det er godt nok nogle forrygende fodboldkampe, der bliver leveret i øjeblikket – og det gælder både herhjemme og internationalt. Den langtrukne duel mellem Manchester City og Liverpool er jo i sig selv fantastisk, og herhjemme var søndagens klassiker mellem FC København og Brøndby noget af det mest intense og underholdende, som jeg kan mindes at have oplevet på dansk jord. Og så blev det hele alligevel toppet af kampen mellem Liverpool og Barcelona tirsdag aften. Jeg skriver dette før den anden semifinale mellem Ajax og Tottenham, men kan den bare hænge på i halvt omfang, er man godt nok blevet underholdt ud over det sædvanlige. At der så har været nogle ret interessante situationer set fra et dommermæssigt synspunkt, gør det jo ikke mindre spændende – i hvert fald for mig.

For at starte bagfra, så var Liverpools 4-0 mål mod Barcelona jo en lille genialitet – rent bortset fra, at det ubarmhjertigt udstillede, at selv på dette niveau kan et helt forsvar kollektivt tabe koncentrationen. Det dommermæssigt interessante er, at der godt nok er en ekstra bold på banen, som måske har fået nogle til at tænke på andet end det hjørnespark, der skulle tages, men den bold er væk igen. Alexander-Arnold, som skal tage hjørnesparket bevæger sig først et par meter op ad sidelinjen, men fanger så ubalancen i forsvaret, vender rundt og sender sparket indover uden større tilløb eller betænkningstid. Herinde rammer Origi så bolden så perfekt, som man kun sjældent vil gøre det, mens hele forsvaret tilsyneladende står og overvejer, hvem der skal dække hvem, uden at få registreret sparket, før det er for sent. Den ekstra bold har ikke generet udførelsen, så den kan vi se bort fra, og den er som sagt i øvrigt væk igen. Der er ikke noget forbud mod at finte ved et hjørnespark, og Alexander-Arnolds aktion er heller ikke usportslig opførsel (først at lade, som om han ikke vil tage sparket – og så gøre det alligevel). Det er snarere et eksempel på, at de kloge narrer de mindre kloge. Og endelig er der ikke noget krav om, at der skal fløjtes, før et hjørnespark kan tages – bare dommeren har kontrol over igangsættelsen. Det er der ikke tvivl om, at han har – og der er heldigvis heller ikke skyggen af protester.

I Parken til kampen mellem FCK og Brøndby fik vi blandt mange andre hæsblæsende situationer også én af de mere groteske, nemlig udførelsen af FCK-straffesparket efter blot 8 minutter. Selve straffesparket var for et helt unødvendigt og ret åbenlyst puf, mens bolden var på vej indover, og kortet er kun gult og ikke rødt, fordi N’Doye ikke har kontrol over bolden og heller var lige ved at få det, med den afstand der var imellem ham og bolden, som desuden var i luften. Og så er der selve udførelsen, da Robert Skov sparker. Jeg var selv i Parken og så situationen fra samme side som linjedommeren og anede ikke uråd – men TV-billeder viser jo ret ubarmhjertigt, at Skov glider nærmest i sparkeøjeblikket, så venstre fod sparker bolden ind på højre fod og derefter i mål. Ingen tvivl om, at der her foreligger det, som fodboldloven kalder gentagelsesspil (man kunne også bare kalde det dobbeltberøring) – og er det så noget, som dommerne burde have set ? I den bedste af alle verdener selvfølgelig ja – men med den bemanding og placering, som man har i situationen, har de faktisk ikke en kinamands chance. Linjedommeren er på mållinjen for at holde øje med målmandens placering, helt efter bogen og standardinstruktionen. Hverken fjerdedommer eller for den sags skyld linjedommeren i den anden ende kan vurdere situationen, for der er simpelthen alt for mange spillere mellem dem og bolden, rent bortset fra afstanden. Dommeren befinder sig til venstre for sparkeren, længere nede mod målet, og skal holde øje med, om der er spillere, som løber for tidligt ind. Så ingen er rigtig koncentreret om sparkeren, men han er normalt heller ikke det store problem, allerhøjst med en ulovlig finte, og det er typisk så åbenlydt, at det nok skal blive spottet. Men i sparkeøjeblikket, fordi dommeren er til venstre for sparkeren, og Skov sparker med venstre, vil venstre fod dække for både bold og højre fod, samtidig med, at man umuligt kan høre

dobbeltberøringen i larmen fra 31.000 tilskuere. Havde Skov nu sparket med højre fod (og ind på venstre), ville der have været en større chance for at registrere forseelsen.

Jeg tror, at det er tredje gang, at jeg i mit fodboldliv ser denne type forseelse ved et straffespark (og første gang på stadion), og det er trods alt blevet til nogle straffespark gennem tiden. Det er altså ikke just hverdagskost. Skal man så begynde at overveje at tage ekstra forholdsregler i sin dommerinstruktion i fremtiden eller måske ligefrem at indtage en ændret placering ? Nej, det vil være ude af proportioner, selv om det selvfølgelig er skæbnens ironi, at det sker lige akkurat i en så højprofileret kamp. Der er ikke meget andet at gøre end at lægge sig fladt ned og konstatere, at det var en fejl – men at den under de givne vilkår var umulig at undgå. En mållinjedommer ville heller ikke have hjulpet – men det ville VAR til gengæld, hvis det havde været i spil. Karakteristisk var det også, at de eneste markante protester kom fra den flok af Brøndby-spillere, som stod bag Skov, da sparket blev taget, og dermed havde en vinkel, som ingen af d’herrer med fløjte og flag kunne indtage. Burde dommeren så have anet uråd, når der kommer en så massiv og samtidig protest ? Måske ja, som man ville gøre i andre situationer – men det ville stadig ikke have ændret noget, fordi ingen fra dommerteamet har observeret noget. Der skal immervæk være en voldsom sikkerhed til stede, før man begynder at ændre et scoret mål til et indirekte frispark til forsvarerne, som ville have været den korrekte kendelse.

Et enkelt medie har spekuleret over, om dette så var en urigtig anvendelse af fodboldreglerne, så en eventuel protest kunne have ændret noget. Og nej, det er det ikke. Loven siger, at ‘Dommeren træffer sine afgørelser efter bedste evne i overensstemmelse med fodboldloven og spillets ånd. Afgørelserne er baseret på dommerens skøn’. Så kendelsen er endelig, fordi den er et skøn. Hvis dommeren nu havde observeret forseelsen og f.eks. dekreteret omspark (i stedet for det indirekte frispark), havde der været en regulær lovfejl, og så havde der været noget at komme efter. Der er ikke andet at gøre end at tage det som en oplevelse, komme videre i livet og håbe, at det varer mange år, før vi møder noget tilsvarende.

Flere læsere har gjort mig opmærksom på og spurgt ind til en situation i Premier League-kampen mellem Newcastle og Liverpool i lørdags. En Liverpool-spiller redder bolden på mållinjen med hånden, men den springer straks ud til en anden Newcastle-spiller, som scorer. Alt går så stærkt, at dommeren vel dårligt når bevidst at benytte fordelsreglen, men det er sådan set uden betydning for det følgende. Liverpool-spilleren slipper uden følgestraf – og hvorfor så lige det ?

Først og fremmest skal vi have slået fast, at en ulovlig hands i modsætning til, hvad mange tror, ikke automatisk indbringer en advarsel. Der skal nogle skærpende omstændigheder til – spilleren skal enten bremse eller gribe ind i et lovende angreb, forsøge at score med hånden, eller udvise usportslig opførsel (f.eks. ved at begå et taktisk frispark). Man kunne selvfølgelig godt prøve at argumentere for, at der ‘blev grebet ind i’ et lovende angreb, men indgrebet var jo ikke specielt vellykket, eftersom bolden sekundet efter lå inde i mål. En udvisning for berøven af oplagt scoringsmulighed duer heller ikke, for scoringsmuligheden blev jo ved med at være der – bedst illustreret ved, at det jo umiddelbart ender med en scoring. Tilbage bliver spørgsmålet om usportslig opførsel – fodboldlovens store brokkasse for assorterede hændelser, hvor hvad som helst kan forsøges placeret. På TV-klip ser det ud, som om spilleren på mållinjen nærmest laver en refleksredning, da bolden sparkes nogenlunde direkte ind mod ham. Sagen ville have stillet sig anderledes, hvis han nu havde kastet sig vandret gennem luften og reddet bolden (og stadig ud til en Newcastle-spiller og derfra ind i mål). Det ville for

mig have været éntydigt usportsligt, men jeg kan godt forstå, at dommeren vælger at se bort fra advarslen her. Også fordi ingen vil savne den – tingene går lynhurtigt, og der blev scoret et mål, som stjæler al opmærksomheden. Og så er cirklen ved at være tegnet hele vejen rundt: som i Parken er dette et dommerskøn. Dommeren kunne godt have skønnet, at det var usportslig opførsel, uden at det ville have været en lovfejl – men det har min fulde sympati, at han valgte ikke at gøre det, når forseelsen trods alt ikke var mere spektakulær.