KFD
Jans Corner

Jans Corner: Det årlige jobopslag

Læsere, der har været med i nogle år, vil vide, at oktober måned er signal til årets reklamespot og forsøg på at få nogle af de mange sofadommere ud i det virkelige fodboldliv. Om ganske få uger starter serien af årets dommergrundkurser – og selvfølgelig er det breddefodbolden, som man starter i. Men dommergerningen er til gengæld også et af de steder, hvor man kan komme ganske hurtigt frem i geledderne, hvis talentet er der, og man ikke lader sig kyse væk forinden.

Nogle vil mene, at timingen for indlægget kunne have været bedre efter sidste weekends voldsepisode på Lolland-Falster (hvor det ellers er umindelige tider siden, at man har prøvet sådan noget). Omvendt er man nødt til at holde fast i, at med den mængde breddekampe, der afvikles hver uge, er det forsvindende få tilfælde, der ender i ballade. Jeg er tæt på at påstå, at det er mere farligt at gå over vejen uden for et fodgængerfelt end at dømme en breddekamp – og selv som helt uskyldig kan man fredag aften på vej hjem fra byen pludselig være det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Så det er altså ikke det, der skal skræmme interesserede væk – selv om der ikke er tvivl om, at hver eneste voldsepisode er én for meget. Skulle man mod alle odds løbe ind i sådan én, er der også professionel hjælp at hente.

Der er lidt over 3.700 dommere på landsplan tilmeldt DBU, heraf godt 100 kvindelige.  Efter nogle år med en noget vigende tendens, er kurven heldigvis knækket inden for de seneste år. Det lyder jo egentlig som et pænt stort antal, men ikke desto mindre er der hver weekend mange kampe, der afvikles uden autoriserede dommere. Det er jo ikke alle 3.700, der står og tripper hver uge for at komme til, og arbejde, familie og andre gøremål skal jo også passes ind. Så det er ikke alle på listen, som er lige aktive, og generelt er der en tendens til, at dommere tager færre opgaver, end de gjorde engang – også fuldt forståeligt med alle de andre gode tilbud, som der er. I de gode gamle dage – hvornår det så ellers var, men så lad os da sige ‘i min tid’ –  var det ikke noget særsyn, at en dommer klarede to kampe lørdag, to kampe søndag og så lidt aftenkampe i løbet af ugen, men det er nok en dommertype, der er en truet dyreart. Og så er der selvfølgelig modpolen: de dommere, som findes overalt i landet, og som nærmest mentalt og fysisk altid har dommertasken pakket.

Men det er nok en kendsgerning, at samfundsstruktur og familiemønstre har ændret sig, og det har mentaliteten og de mulige tilbud måske også,  så hvis man kan sidde hjemme i varmen og lænestolen og lege elitemanager på pc’en i den nyeste FIFA-udgave, kan det være svært at sælge idéen om regnvejrskampen udendørs en tidlig søndag morgen med en flok spillere med vidt forskellige forudsætninger og indstillinger. Så alt dette gør, at der dels skal kæmpes mere for at tiltrække nye dommere – og ikke mindst kæmpes for at få dem til at blive i gamet bagefter. Der bliver rekrutteret et pænt antal dommere hvert år, men det er stadig svært at holde trit med afgangen – for der falder jo også nogle fra i den anden ende efter et langt livs tro tjeneste. Faktisk er der nu ikke nogen formel aldersgrænse, så man kan blive ved langt ud over de 70 år – ligesom fodboldspillere – hvis man i øvrigt lige klarer en årlig test, som har til formål at kontrollere den fysiske basisformåen, også af hensyn til dommerens eget helbred..

Hvilken målgruppe skal man så forsøge at indfange ?  Det er jo ikke dommere omkring de danske fodboldbaner, som vi mangler. Problemet er bare, at dem med det øjensynlig største overblik tit befinder sig uden for kridtstregerne. Det ville være herligt at kunne lokke nogle af dem ind på den anden side af linjen – men andre målgrupper er nok mere sandsynlige, selv om sidelinje- og tribunedommerne skal være hjerteligt velkomne, hvis de tør.

Noget af det mest oplagte er fodboldspillere, som løber ind i en skade, men som stadig gerne vil bevare tilknytningen til spillet og samtidig få rørt sig. Det kan godt være, at regelkendskabet fra start ikke er til guldmedalje og der skal ske noget aflæring af de ting, som man tror, at man ved efter et langt liv som spiller  – men i sidste ende hjælper reglerne ikke ret meget, hvis man ikke har følingen for fodbolden. ‘Spillets ånd’ står nu direkte i lovbogen, og  dommervirksomhed er så uendeligt meget mere end regler – det er situationsbestemt ledelse og anvendt psykologi på adskillige planer, blik for spillet, krisehåndtering og tackling af det helt uventede.  En anden målgruppe, som er perfekt at få med på holdet, er dem, der tidligt opdager, at spillertalentet måske ikke rakte helt så langt, som de havde håbet. Måske kan man på dommersiden endda nå væsentlig længere, end man ville som spiller. Man skal lige i første omgang overleve ikke længere at være medlem af et trygt holdfællesskab – og det kan være svært nok pludselig at føle sig som den ensomste mand i verden – men til gengæld opdager man, at der også er et dommerfællesskab, selv om man er alene om en kamp. Rundt omkring i lokalunioner og dommerklubber gør man rigtig meget for at holde fast i de nye og hjælpe dem over de første barrierer og frustrationsoplevelser.

Hvis man kun ser på pengene,  kan man snildt finde andre ting at foretage sig i fritiden, som kan skæppe mere i kassen, men der er nu alligevel et par pointer her. Honoraret forhandles og fastsættes efter, hvad der kan snige sig under skattereglernes loft, så det kan blive til et pænt lille skattefrit  beløb, selvfølgelig afhængig af aktivitetsniveauet.  I øjeblikket indbringer en 90 minutters-kamp 232 kroner, og dertil kommer så kørselsgodtgørelse efter den høje takst, p.t. 3,53 kroner pr. kilometer. Og pointen er, at netop fordi indkomsten ikke er skattepligtig, påvirker den heller ikke SU’en, så dommerhonorarer kan give et fint supplement for en studerende. Andre lægger beløbet i den store sparegris til familiens ferie. Men ser man bort fra pengene, er der også andre og nok i virkeligheden større fordele. Man får en god del motion og er nødt til at holde sig i nogenlunde anstændig form, og ikke mindst får man redskaber til sin personlige udvikling. Leder- og konfliktløsningsegenskaber bliver i den grad trænet med mennesker af alle aldre, faconer og kulører – og mange af de egenskaber, som man er nødt til at udvise som dommer, kan man ofte i et eller andet omfang overføre til sit civile arbejde eller sin uddannelse.

Et typisk dommerkursus afvikles over 12 teoritimer, ofte i en weekend – suppleret med en dag med praktiske øvelser. Eksamen er en multiple choice-test foran pc’en med vurdering af  videoklip og efterfølgende tilbagemelding fra en instruktør. Det vejledende beståelseskrav er 25 rigtige ud af 40 spørgsmål, og en hitrate på 60 % af kendelserne kan vel ikke siges at være decideret urimeligt, hvis man overfører det til dommerne på banen.  Tænk, hvis han kun ramte rigtigt godt og vel hver anden gang. Efter bestået prøve vil der normalt ligge nogle ungdomskampe og vente, lidt afhængig af ens egen alder – og igen vil der, afhængig af lokale forhold, være folk parat på sidelinjen til at sikre en god start.  Prisen for kursus og eksamen er det vidunderligt runde tal 1.990 kroner (her er for en gangs skyld noget, som ikke er steget den seneste håndfuld år). Det kan virke som en voldsomt stor startinvestering  – men der er rigtig mange lokale modeller rundt omkring, der kan mildne lidt på det. Ét er, at man mange steder som klubmedlem vil kunne få et tilskud (så har klubben også nogen til at hjælpe med de såkaldte dommerløse kampe, som de selv skal klare), men der findes også rabatmodeller, mulighed for afbetaling via de kampe man dømmer osv osv., sågar nogle steder tilbagebetaling af en del af beløbet, hvis man dømmer et vist antal kampe det første år. Så det er ikke startbeløbet, der skal holde én væk, hvis interessen i øvrigt er der.

Har du nu, kære læser,  fået interesse for at blive dommer eller bare klogere (eller kender du nogen, som du mener kunne trænge til at blive det), så kontakt nærmeste lokalunion for at høre, hvornår næste kursus afvikles i lige dit område. De flinke mennesker på www.dbu.dk hjælper uden tvivl gerne til med at få dig gelejdet hen på det rigtige skrivebord.  Vil man bare være klogere uden ambitioner om et dommerkursus – uanset om man er en fodboldklub, en flok avisjournalister, en TV-station eller andet – så rykker vi også gerne ud et par timer med lovmæssig førstehjælp og tager nogle typiske faldgruber eller highlights fra loven. Det behøver bestemt heller ikke være kedeligt.  Har det interesse, så kontakt enten DBU eller lokalunionen.

Hi, I’m Ruben Christensen