Naturligt eller hvad?

“Morten Nordstrand ser rødt for en egentlig helt naturlig reaktion.”

Jeg tror ikke, at det er sket før, at det har været en artikel i selveste nærværende hæderkronede organ, der har trigget en klumme – men det bliver det så i denne uge. Anledningen er et af spørgsmålene til smagsdommerne i tirsdags-udgaven. Faktisk var dagens første kop kaffe ved at tage turen i den gale hals, da jeg læste spørgsmålet.

Skulle det have undgået nogen, var spørgsmålet ‘Morten Nordstrand ser rødt for en egentlig helt naturlig reaktion. Er dommerne i færd med at udrydde alle former for emotion og følelsesudbrud i Superligaen ?’. Tak for kaffe. Spørgsmålet rummer to præmisser: at Morten Nordstrands sparken ud efter Thomas Gaardsøe var en naturlig reaktion – og at dommerne er herrer over spillernes følelsesudbrud. Begge præmisser er pivende forkerte, og gudskelov for det.

Jeg vil godt pointere, at jeg i det følgende overhovedet ikke går ind i Gaardsøes rolle i sagen. Dels fordi den sag i skrivende stund ikke er slut endnu, og jeg vil aldrig kommentere på en verserende sag. Men nok så væsentligt, fordi det ingen forskel gør for dommeren, når han skal vurdere Nordstrand. Det gør næppe heller nogen forskel for Nordstrands reaktion, for han ligger på jorden med ryggen til, da Gaardsøe kommer bagfra – han har ingen chance for at vurdere, om det er med vilje eller ej, men det gør da lige pokkers ondt alligevel.

Det er én af fodboldlovens grundpiller, at den ikke gør forskel på folk, når det kommer til forseelser. Uanset, om de er provokerede eller ej, om situationen kommer i første eller sidste minut, foregår inden for eller uden for straffesparksfeltet, stillingen er 1-0 eller 10-0, om det er en målmand eller markspiller: forseelsen skal vurderes for det, den er – isoleret fra alt andet. Og det bliver forhåbentlig aldrig nogensinde en ‘naturlig reaktion’ at sparke ud efter en modspiller inden for kridtstregerne. Uden for stregerne har man straffeloven til at tage sig af den slags. Tankegangen er ellers interessant: var Zidanes skalle på Materazzi i VM-finalen 2006 så også en naturlig reaktion, fordi der blev sagt nogle grimme ting om hans mor ? Eller ville den naturlige reaktion kun have kunnet strække sig til et ordentligt puf i brystet, eller…?

Forseelser skal vurderes fuldstændig uafhængigt af hinanden. Hvis A begår et groft advarsels-benspænd på B, som umiddelbart rejser sig op og slår A i gulvet, bliver resultatet en advarsel og en udvisning, for det giver ikke i fodboldlovens system rabat at være blevet provokeret. Når det kommer til karantæneudmåling, kan det i helt specielle tilfælde måske være noget andet, men det er dommeren ligeglad med. Han skal bare følge fodboldloven – og er der vold involveret (som der er, når man sparker ud efter en modspiller, mens bolden er ude af spil), er der kun én vej.

Reaktionen er måske forståelig, men den hører bare ikke hjemme i en fodboldkamp – derfor kan man ikke komme uden om udvisningen til Nordstrand. Det er et til hudløshed gentaget mantra, både hos UEFA og herhjemme, at man som dommer altid skal huske at få provokatøren med i beregningerne, så han også får sin velfortjente straf. Men det forudsætter jo, at man som dommer ser, hvad der går forud – ganske som Materazzi i finalen slap ustraffet fra Zidane-episoden.

At kunne beherske sig, når man føler sig forulempet eller frustreret, burde være grundregel nr. 1 for fodboldspillere (og også alle andre på denne jord). Men vi ser jo desværre ofte, at det er stamgæsterne, der ryger i fælden. Fra de seneste uger kan jeg da huske Balotelli fra Manchester City. Og her skal det så retfærdigvis siges, at Nordstrand slet ikke hører hjemme blandt ‘the usual suspects’.

Tilbage til spørgsmålet til smagsdommerne: rent bortset fra, at det er ude i skoven at kategorisere et forsøg på spark som ’emotion eller følelsesudbrud’, er følelser da fuldt ud tilladt. Det er det, som fodbold lever af – de skal bare helst være hentet fra den positive ende af bogen. FIFA har specifikt pålagt nogle ting omkring grænserne for scoringsjubel – det kan man så lide eller lade være.

Men ellers er der da masser af følelser – også dem, som dommeren bare overhører. Fodboldlovens § 12 med alle forbrydelserne foreskriver en advarsel til en spiller, ‘som ved ord eller handling protesterer’. Tog dommerne det for pålydende, spillede man formentlig five-a-side efter 1. halvleg. Når vi andre banker hammeren ned over fingeren i stedet for sømmet, er det jo ikke ligefrem Grundtvigs Salmer, bind 2, der kommer ud af munden – og på fodboldbanen tager dommeren også højde for den slags. Men det kan aldrig nogensinde blive ham, der har som opgave eller overvejelse at ‘udrydde emotion og følelsesudbrud’ . Han skal bare efter at have konsulteret fodboldloven og sin sunde fornuft reagere på det, som han oplever – så simpelt er det.

Med det stillede spørgsmål synes jeg, at det var imponerende, at i hvert fald de to af de tre smagsdommere kom meget nuanceret rundt om situationen. Og det var spændende læsning.

Man står til enhver tid til ansvar for sine handlinger – og kvajer man sig, betaler man ved kasse 1. Det gælder for spillere, dommere – og nu skal jeg nok lade være med at skrive ‘og journalister’, men jeg kan jo i stedet skrive ‘og klummeskrivere’. Det ved jeg i hvert fald passer.