Fortællinger fra dommerverdenen – af Talha Kücükavci

Efter at ha’ læst opslaget på KFD’s hjemmeside, tænkte jeg at jeg også burde skrive min historie som fodbolddommer:-)

Min historie er lang, men jeg vil gerne prøve at gøre den kort som muligt. Det hele startede i 2009, hvor jeg gik i 10.  klasse for at forberede mig godt, så jeg kunne blive optaget på STX på Hvidovre Gymnasium (dengang Avedøre Gymnasium). I 10. Klasse gik jeg på “sports linjen”, hvor jeg havde idræt hver dag de første to timer. I min fritid havde jeg et fritidsjob som frugt- og grøntmedarbejder i Bilka. Som hobby spillede jeg fodbold i fodboldklubben FC Toros, som dengang var en lokalklub i Avedøre Stationsby.
Hele mit liv var præget af at spille fodbold, fodbold og fodbold.

Jeg var så meget optaget af at spille fodbold, at jeg glemte at jeg havde en kronisk sygdom (nyre sygdom). Lægen dengang fortalte mig, at jeg ikke måtte blive for udmattet og træt, da mine nyrer ikke var i stand til håndtere dette. Som 16 årig, da jeg var en ung knægt, kom min sygdom tilbage. Det betød, at jeg måtte hverken dyrke motion eller arbejde i min fritid. Så tænkte jeg, hvad skal jeg gøre ved dette? Jeg kendte Yasin Seker, som anbefalede, at jeg skulle tage dommer uddannelsen. Jeg tænkte: “Fedt, både motion og fritidsarbejde som en kombination”. Så jeg valgte at tage uddannelsen og blev fodbolddommer.

Efter at have startet som dommer gik mine besøg hos lægen, ned fra 3-4 gange om ugen til 1 gang om ugen.  Og mit medicinforbrug blev næsten formindsket til næsten ingenting, og lægebesøgene faldt yderligere til én gang pr. måned og herefter en gang hvert kvartal. Lægerne begyndte at forstå hvor vigtigt det var for mig at dyrke motion, da jeg var en meget aktiv dreng, som var meget livlig. Jeg har kæmpet siden jeg var en 8 årig dreng til jeg var 20 år med min kroniske nyre sygdom(nefrotisk syndrom). Jeg har sammenlagt været indlagt på hospitalet i flere måneder og gik bl.a. på hospitalskole. Så faktisk var hospitalslivet en normal hverdagsliv for mig. Men jeg kæmpede og kæmpede, indtil jeg kunne være glad igen, uden at tænke på at spise de ca. 8-10 stk. piller om dagen, som jeg skulle spise i en en ung alder.

I 2013, hvor jeg stoppede med alt medicin, valgte jeg at prøve et helt nyt liv i Tyrkiet, hvor jeg havde bestemt mig at studere på universitetet i Ankara. Tilsammen blev jeg i studieophold ialt 1,5 år, hvor jeg fik nye venner og omgivelse. Jeg spillede på skolefodboldholdet, og faktisk blev topscorer i puljen;-)

Efter 5-6 måneder blev det dog lidt surt for mig, da jeg gerne ville dømme fodbold i Tyrkiet. Jeg kørte forbi Fodbolddommer Forbundet i Tyrkiet, hvor jeg viste mine dokumenter så jeg kunne dømme fodbold på et eller anden niveau i Tyrkiet. Men svaret var klart: NEJ!!! De ville ha’ at jeg skulle starte helt forfra med dommerkurser mm. Takket været Frank Kanlund, som var daværende formand for KFD, hjalp han mig med flere dokumenter som jeg kunne fremvise, men det afviste det tyrkiske dommer forbund også. Hvorfor? Ja, fordi jeg var dansk statsborgerskab… mere kunne jeg ikke sige til det;-)

Jeg holdt ud ca. 1 år mere, men fordi jeg savnede min familie også, gik det op for mig at jeg faktisk ikke have lyst til at være dernede længere. Jeg savnede min familie og savnede også at gøre det som jeg elskede og stadig elsker rigtig meget, nemlig at dømme fodbold!

I vinteren 2015 vendte jeg så hjem igen og fik lov til at dømme fodbold igen. 2 uger efter fandt jeg mit livs kærlighed og giftede med hende efter 1,5 år. Nu er hun min største støtter i mit liv, også til min dommergerning, da hun bakker mig op hver gang.

En anden vigtig faktor i min dommergerning er nemlig, at KFD har været en rigtig betydningsfuld del af mit liv. Jeg har lært rigtig mange gode mennesker at kende, både som venner, men også faktisk som brødre og endda som en slags far. Der er nogen som jeg ser ligesom min far og nogen jeg ser ligesom mine brødre, da vi kan dele alt.

Som afslutning på min “korte historie” vil jeg anbefale de unge dommere at søge ind på KFD’s talentprogram. Det gør jeg, fordi man får nogen rigtige sande og gode venner, især hvis man har været på træningslejr eller blot lært dem at kende i hverdagen. På den måde kan man også blive et bedre menneske og endda en bedre fodbolddommer, fordi man snakker tit om situationer eller ser hinandens kampe…

Med venlig hilsen
Talha Kücükavci