Jans Corner: Det er ikke nemt med de farver

Vi er kommet i gang med de sidste afgørende runder af Superligaen efter den meget korte vinterpause, og det er vel egentlig gået meget fornuftigt uden de helt vilde overskrifter. Bevares, der har været de obligatoriske situationer i straffesparksfelterne, som altid er til diskussion, men i betragtning af, hvor ofte de første runder har båret præg af, at der skulle bankes rust af alle parter, er det egentlig ret billigt sluppet.

I år var alle elitedommere og -linjedommere samlet til nogle dages træningslejr i det sydlige Spanien. Og det var virkelig træning i alle mulige afskygninger – dels den fysiske udenfor, men også den mentale indenfor, og ikke mindst flere sessioner med DVD-klip og diskussioner, som meget gerne skulle føre til, at der bliver dømt så ensartet som muligt. Helt ens bliver vi aldrig, uanset hvor meget man forsøger – og heldigvis for det, for det er altså mennesker, som vi har med at gøre – men de rammer, som situationerne skal vurderes indenfor, skulle gerne lægges så fast, at vurderingskriterierne er ens. Og så var der også indlagt både fysisk og teoretisk test, hvor det ved den første var en fornøjelse at få den afviklet i nogle andre temperaturer, end vi har været vant til på denne tid af året. Resultaterne var også derefter, så ingen tvivl om, at alle er toptrimmede til de sidste hæsblæsende runder, inden der skal deles op i mesterskabsspil og nedrykningsspil – og for andre rækkers vedkommende startes kapløbet i både top og bund.

Faktisk var noget af det, der kunne give flest komnmentarer på TV, at SønderjyskE havde fået en forkert strømpefarve med til kampen mod AGF mandag aften. Det gav noget ironiseren over, at dommeren insisterede på forskellige strømpefarver, mens det åbenbart var helt i orden, at bukserne havde samme farve. Nu er det fuldt ud tilladt at have et lyst livssyn, også når det kommer til fodboldloven, og ind imellem kan der også være områder, hvor man kan undres og føre munter tale – men her er der faktisk en fornuftig grund til, at reglerne er, som de er (og det er der egentlig i de fleste tilfælde). Det er lidt tid siden, at jeg sidst har haft fat i påklædningen på denne plads, så lad os bare tage en tur rundt i paragraffen om spillernes udstyr – og uden at det denne gang skal handle om, hvad der er farligt eller ej, smykker, benskinner, eller hvad der nu normalt kan få sindene i kog.

Hvad angår kulører, er fodboldloven egentlig temmelig bredt formuleret, for den fastslår bare, at ‘de to hold skal have farver, som adskiller dem fra hinanden og fra dommerteamet’. Så er der et par supplerende ting omkring målmændene, nemlig at de skal have farver, som både adskiller dem fra hinanden, fra de to holds markspillere – og fra dommerteamet. Og endelig er der den nødudgang, at hvis de to målmænd stiller op i samme trøjefarve, og det ikke er muligt at fremskaffe en anden farve, så skal dommeren lade kampen afvikle alligevel. Ganske pragmatisk: selvfølgelig skal man ikke sende alle folk hjem igen, fordi de to målmænd, som alt andet lige kun undtagelsesvis kommer i nærheden af hinanden under kampen, ligner hinanden på farven.

Men hvad vil det så sige, at de to hold skal have farver, som adskiller dem fra hinanden og dommerteamet ? Ja, taget i yderste konsekvens ville det betyde, at vi – når vi også tager målmændene med i betragtning – skulle have fem forskellige trøjefarver, fem forskellige farver på bukserne, og fem forskellige strømpefarver. Suppleret med en afvigende farve til bolddrenge, to forskellige farver opvarmningsveste – og så eventuelle fotografveste og kontrollørveste – ville man hurtigt løbe tør for farver, eller i hvert fald skulle belave sig på et meget flimrende farvebillede. Så det er ikke praktisk gennemførligt. I den virkelige verden bliver det derfor trøjerne og strømperne, som man adskiller på (og selv det med trøjerne kan være svært, hvilket er grunden til, at man undertiden ser dommer og målmand i samme trøjefarve). Og hvorfor så lige trøjer og strømper ?

Når man ser på de situationer, som kan give størst diskussion i løbet af en kamp og de mest knivskarpe afgørelser, er det oftest ved benene og overkroppen. Ved benene kan det være et spørgsmål om, hvem der skaber kontakten med hvem, hvilket kan betyde forskellen på et straffespark og et direkte frispark til det andet hold – eller måske slet ingenting, hvis det er et tilfældigt sammenstød. I den mere banale afdeling – men ikke desto mindre også noget det, der kan give endeløse diskussioner – er spørgsmålet om, hvis ben der sidst har rørt bolden, før den forlader banen. Det betyder noget for retningen på indkastet – eller om der skal være målspark eller hjørnespark. Derfor er det et krav, at strømperne på de to hold skal være forskellige.

Tilsvarende skal trøjefarverne på de to hold være forskellige – og det er der nu normalt heller ikke nogen, der vil bestride. Men et ganske særligt problem, som man ikke altid er opmærksom på, er de tofarvede trøjer, hvor en del af ærmet har en afvigende farve. Det kan virke ret så uskyldigt, men det kan være gift for en linjedommer, som skal vurdere offside-positioner ved at se spillerne fra siden. Godt nok tæller armene ikke med ved vurderingen af en offside-position, men de forskellige farver kan være en hjælp til at få overblikket over, hvad det er for en krop, der gemmer sig bag armen. Og her er det noget rigtig skidt, hvis ærmefarven på det ene hold begynder at ligne den på det andet hold – også selv om de to trøjefarver ved første øjekast er vidt forskellige. Ud over offside-vurderingerne kan trøjefarverne også have betydning for at afgøre, hvilken farve og dermed hvilket hold, der spillede bolden med armen eller ej – og måske gemmer der sig et straffespark her. Så kravene til farverne er i vid udstrækning dikteret af, at vi meget gerne og i alles interesse skulle have de rigtige kendelser – og ikke af, at tingene skal se pæne og æstetisk korrekte ud. Sammenlignet med trøjerne og strømperne er det væsentlig sjældnere, at buksernes farve får nogen praktisk betydning for vurderingen af en situation. Bevares, de kan være interessante i forbindelse med vurderingen af en offside, men her kan så strømper eller trøjer typisk hjælpe godt med, så det ikke alene er buksernes farve, der afgør. Derfor lever man normalt helt fint med, at de kan risikere at være ens.

En anden ting i forbindelse med kampen mellem AGF og SønderjyskE, som gav nogle kommentarer, var tidstillægget i begge halvlege, hvor der havde været nogle gevaldige pauser forud for et frispark, hvor der skulle tildeles advarsler og gemytterne bringes ned på jorden igen. Og her kan der sagtens være en pointe. Fodboldloven foreskriver, at dommeren skal kompensere for den tid, som mistes på grund af udskiftninger, skadesbehandling, forhaling af tiden, tildeling af følgestraffe, evt. drikkepauser – og så for en sikkerheds skyld også ‘anden årsag’. Det kunne f.eks. være en scoringsjubel, som tager lidt rigeligt tid.

I IFABs nye Play Fair-strategi er et af hovedmålene at få mere effektiv spilletid, og én af de ting, som man faktisk kunne indføre helt uden lovændringer, hvis man ellers var enige om det, er at standse uret i en række tilfælde. Ved straffespark fra sparket er tildelt, til det er udført; ved scoring fra bolden er i mål, indtil begyndelsessparket tages; ved skader fra dommeren spørger spilleren, om han skal have hjælp, indtil spilles genoptages. Ved røde og gule kort fra kortet vises, til spilles genoptages; ved udskiftning fra dommeren giver signal til den, indtil spillet genoptages – og ved frispark fra det øjeblik, hvor dommeren starter udmåling af 9,15 meter og indtil han giver signal til sparket. Der er den forskel fra f.eks. tidsforbruget ved indkast, som jeg var efter i sidste uge (og det kunne såmænd også have været andre igangsættelser), at det i disse tilfælde er dommeren selv, der i et eller andet omfang er herre over størrelsen på tidstabet.

Jeg prøvede for sjovs skyld at bevæbne mig med stopuret og tage alle kampe i en tilfældig superligarunde (runde 18), og oven i det, som rent faktisk blev lagt til tiden, ville ovenstående retningslinjer give en forøgelse, som strakte sig fra nul (i en kamp, hvor der ikke skete en bjælde ud over det sædvanlige), til lige knap syv minutter. Det er som sagt noget, som vi kunne gøre herhjemme ganske gratis og uden lovændringer, hvis klubberne ellers er med på det.

Men for at komme tilbage til udgangspunktet: når det er spørgsmål som strømpefarver og tidstab, der optager sindene, og ikke som i Brasilien i weekenden ti røde kort i samme kamp eller en spiller, som overfalder en bolddreng, står det vel ikke så helt galt til.