Jans Corner: Forbrydelse og straf

Der er altså et eller andet med de superstjerner, som formår at trække overskrifter stort set hver weekend. Selvfølgelig hører det med til historien, at pressen følger dem nådesløst, så overskrifterne er ikke langt væk, men det er, som om de rigtig store simpelthen bare suger situationerne til sig.  Når det ikke lige handler om de efterhånden fuldstændig uhyrlige transfersummer, eller hvor karrieren mon skal gå videre, når næste kontrakt skal indgås, er det heldigvis som oftest de positive ting, det handler om. Flotte detaljer, scorede mål eller tilsvarende. Men på besynderlig vis synes det, som om de samme stjerner også har en mørk side, der engang imellem kommer frem i lyset som en grim trold, der stikker hovedet frem. Vi har set det med dem alle efter tur, nogle oftere end andre – og i den forgangne weekend var det Neymars lod, der kom op af tombolatromlen, da han blev udvist i PSGs kamp mod Marseille.

Situationen var den, at Neymar  allerede havde raget én advarsel til sig undervejs, og PSG var bagud med 2-1, samtidig med at Neymar også havde fået en halvhård medfart nogle gange, så det var ikke lige den søndag aften, hvor det hele spillede. Så begik Marseilles Lucas Ocampos et frispark på Neymar, der var i fuld fart fremefter med bolden på midten af banen – og nærmest i samme sekund, som fløjten lød for det, lagde Ocampos ham for en sikkerheds skyld ned med et ekstra benspænd. Det fik Neymar til at rejse op og i irritation sætte skulderen i brystet på Ocampos – og så var det Ocampos tur til at falde til jorden som et fældet træ. Efter den obligatoriske panik og massekonfrontation, som godt kunne have kastet flere kort af sig, løste dommeren så situationen med en advarsel til hver – men da det var Neymars anden, var det tidligt i bad for hans vedkommende. Og ganske som forventet satte det gang i kommentarerne rundt omkring – for vi vil jo alle sammen gerne have, at de spillere, som giver os oplevelserne, også spiller fuld tid.

Der er sådan nok at tage fat på i situationen – selv hvis man ser bort fra massekonfrontationen, som jo ideelt skulle kaste mindst én yderligere advarsel af sig til hvert hold. Ocampos kan i hvert fald ikke beskyldes for at underdrive kontakten, så man kunne for den sags skyld også have overvejet to advarsler til ham, én for selve frisparket og én for at forsøge at påvirke dommeren (film), så de to herrer kunne have fulgtes ad ud af banen. Men det ses trods alt yderst sjældent, selv om det er en lovmæssig mulighed.  Faktisk også relativt sjældent at se denne variant, hvor to spillere trækkes til side, skal have en advarsel hver, men den ene har én i forvejen, så resultatet bliver ubalanceret. Men det var helt korrekt i situationen.

Selvfølgelig ligger det i følelserne, at det føles blodig uretfærdigt, at det er det oprindelige offer, der betaler den højeste pris., men det er en naturlig konsekvens af den måde, som fodboldloven er indrettet på. Der gives ikke på banen nogen rabat for, om en spiller er blevet provokeret til sin handling – men handlingerne skal klinisk vurderes hver for sig. Ocampos forseelse er til en advarsel (for at bremse et lovende angreb, hvis ikke tacklingen i sig selv er nok) – og Neymars udfald mod ham efterfølgende er lige så selvklart til en advarsel, eftersom spillet er stoppet, så man skal bare lade modspillerne være og ikke yppe kiv. Dér hvor den provokerede eventuelt kan få lidt rabat, er måske (og også kun måske) i den efterfølgende strafudmåling, når man disciplinært skal tildele karantæne – det er der i hvert fald nogle gange set eksempler på – men for så vidt angår tildelingen af gule og røde kort, er det udelukkende forseelsens karakter, som det handler om, ikke de omstændigheder, der ligger før og efter.

Et argument, som man ofte hører, er at der bestemt ikke er noget at sige til, hvis Neymar (eller hvilken af stjerne det nu måtte være) mister tålmodigheden, så mange mere eller mindre pæne forseelser, der er blevet begået mod ham forinden. Og det er faktisk et af de steder, hvor man godt moralsk kunne have en sag – bare ikke fodboldlovjuridisk. Ingen tvivl om, at dommerne – som det også ofte høres – skal beskytte de gode fodboldspillere, så de ikke lider overlast, men dette er et af de steder, hvor loven faktisk ikke hjælper dommeren. Jeg plejer at sige, at her har fodboldloven et moralsk sort hul. For mens én af advarselsforseelserne hedder ‘gentagne gange overtræder spillets love’, således at man kan straffe den tilbagevendende synder –  virker det ikke den omvendte vej, således at man kan straffe, hvis Neymar er blevet nedlagt et vist antal gange. Ikke  hvis det vel at mærke er sket af forskellige spillere, og den enkelte forseelse i sig selv ikke er en advarsel værd.

Det betyder selvfølgelig og desværre, at tilpas kyniske trænere kan spille på det. Man starter med forsvarsspiller nr. ét til at tage sig af Neymar, og når hans kvote af forseelser er opbrugt, skifter man markeringsspiller til forsvarsspiller nr. to, som fortsætter, hvor nr. ét slap osv.  Jeg kan også sagtens føle, at det er unfair og uretfærdigt, men fodboldloven opererer bare ikke med kollektiv straf på den måde. Det kunne meget vel være, at det var én af de ting, som man skulle prøve at propagandere for, når der skal diskuteres lovændringer under IFABs ‘Play Fair’-strategi, hvor man netop kaster fodboldloven og mulige ændringer op i luften for at tilgodese respekt, fairness og spillets tiltrækningskraft. Det er jeg i hvert fald parat til at forsøge at slå et slag for på de steder, hvor man kan det. Problemet vil uden tvivl være at formulere det på en nogenlunde skudsikker måde – men det er der forhåbentlig fodboldelskere nok til at hjælpe med. For det er i alles interesse, at vi får det bedst mulige ud af de gode spillere – og at de ikke kynisk sættes ud af spillet. Det fritager selvfølgelig ikke d’herrer stjerner for at bevare roen og ikke tabe kasketten, selv om de føler sig som jaget vildt..

I den fysisk mindre dramatiske afdeling fik vi en forrygende afslutning på en ellers umanerlig søvndyssende kamp mellem Randers og AaB mandag aften. Hvis man havde ventet med at indfinde sig til otte minutter før tid, var man såmænd ikke gået glip af noget – men så skete der ellers ting og sager. Føringsmål til AaB og udligning på kampens sidste berøring, da der var spillet 4:45 over de 90 minutter. Diskussionspunktet bagefter var, at der kun var signaleret fire minutters ekstra tid, og der havde ikke været større stop undervejs i tillægstiden, kun nogle lidt langsomme igangsættelser fra AaB, der ikke havde travlt. Så hvor kom de 45 sekunder fra (som endte med at blive noget mere, fordi bolden lige skulle gives op igen – hvilket i øvrigt heller ikke er nødvendigt) ?   Med andre ord tillægstiden til diskussion igen – og for en gangs skyld ikke med spørgsmålet ‘Hvorfor er det altid tre minutter ?’.

Der er i fodboldloven angivet en hel del ting, som dommeren skal lægges tid til for (for en sikkerheds skyld  suppleret med et sidste punkt, som hedder  ‘anden årsag’). Essensen er, at der skal kompenseres for større ophold, uden at det bliver til decideret effektiv spilletid. Men det centrale her er, at den viste tillægstid på fire minutter skal forstås som ‘MINDST fire minutter’. Eftersom der ikke er decimaler på tavlen, kan fire minutters tillægstid i princippet dække alt fra 4:00 til 4:59. Det eneste, som er helt sikkert, er, at dommeren ikke må spille kortere tillægstid end den angivne. Hvis tillægstiden inde i hovedet på ham er 4:30, nytter det altså ikke at vise fem minutter på tavlen, selv om 4:30 er mere end fire – og så fløjte af efter 4:30. Derfor vil tiden ved ‘skæve tal’ altid blive længere end det, som stod på tavlen. Det gør det ikke lettere at sluge, når det er ens eget hold, som det går ud over – men forkert er det ikke. Rent bortset fra, at det altid er dommerens ur, der tæller – og ham, der efter loven suverænt fastsætter tillægstiden.

I øvrigt er endnu ét af fokuspunkterne i IFABs ‘Play Fair’-strategi at få forøget den tid, hvor der rent faktisk spilles fodbold – ved at lade dommeren stoppe uret (eller lægge tid til) i en række tilfælde, hvor spillet er stoppet, og hvor vi bare venter på at komme i gang igen, men stadig uden at vi taler decideret effektiv spilletid. Herom uden tvivl nærmere i en klumme på et senere tidspunkt – vi fodboldlovdyrkere kommer bestemt ikke til at kede os i de kommende år, men det endelige mål er, at det er der heller ingen andre, der gør.  Vi vil alle sammen gerne have sjove fodboldkampe og nyde de gode og kreative spillere.