Jans Corner: Nærkampe ved dødbolde

Denne årlige periode, hvor turneringerne langsomt ebber ud (og ofte med nogle drabelige kampe, når de sidste brikker skal falde på plads), er altid en tid med skisma og en dybt overtegnet kalender. For mens jeg selvfølgelig gerne skal holde mig ajour med, hvad der nu måtte dukke op i det virkelige liv, er det også årstiden, hvor de sidste fingre bliver sat på den nye udgave af fodboldloven. Så med fare for at blive lynchet af feriehungrende danskere, der snare gerne vil se mere til sommeren, end at der lige står juni på kalenderen, har jeg af og til ikke så meget imod, at der også er dage, der notorisk er bedst egnet til indendørs sysler. Jeg har tidligere været rundt om de væsentligste af de ændringer, der dukker op i den nye fodboldlov. Det er langt fra så revolutionerende som sidste år – men en enkelt markant nyskabelse er det nu blevet til efter ufattelig mange års tilløb, nemlig en officiel blåstempling af anvendelsen af tidsbegrænsede udvisninger i bl.a. breddekampe. Det kommer jeg til at bruge en klumme på én af de kommende uger, for selv om langt det meste ligner noget, som vi kender i forvejen, er der et par ganske afgørende nyskabelser. Og eftersom breddekampe pudsigt nok er dem, der involverer de fleste spillere, ledere, trænere og dommere, kunne det godt formodes at have en vis interesse. Men det må altså lige vente et par postgange.

Weekendens runde i VM-kvalifikationskampene kastede ikke de helt store kontroversielle ting af sig – bortset fra, at vi i kampen mellem Moldova og Georgien ved scoringen til 2-0 havde en bold, som var væsentlig længere ude over mållinjen (og ikke blev dømt det), end vi så mellemFC Nordsjælland og FC Midtjylland tidligere på foråret. Og linjedommeren i Moldova-kampen var i øvrigt blevet sat med noget, der lignede en tre meter, hvor placeringen i den danske kamp egentlig var, som den skulle være.

Men så er det jo godt, at man kan gribe i bunken med læserhenvendelser, som har ligget og ventet på bedre tider. Bunken er i øvrigt blevet noget tyndslidt efterhånden, så nye forslag modtages yderst gerne. Interessant er det, at der er problemområder, der med usvigelig sikkerhed dukker op med pasende mellemrum. Måske er det sådan, at ligesom man påstår, at der kun findes syv grundlæggende vittigheder, har fodboldloven også et vist antal emner, der bare bliver ved med at være centrale og kan varieres i det uendelige. En læser har stillet sig op i køen (hvor jeg også selv står) med folk, der er virkelig irriterede over al den holden og puffen, der foregår omkring dødbolde – i særdeleshed ved hjørnespark. I denne omgang er det superligadommerne, der ifølge læseren er skurkene (ordet ‘pinligt’ indgår også), og det har, som vedkommende bemærker, den triste effekt, at fænomenet går igen i ungdomskampe, fordi spillernes ræsonnement er, at når man kan slippe godt fra det i Superligaen, kan man vel også gøre det i ungdomskampe. Jeg tør nu heller ikke helt udelukke, at der kan være en ungdomstræner eller to, der kunne finde på at lade det indgå i det taktiske oplæg, men det er en helt anden historie.

Irriterende er det i hvert fald – men problemet starter endnu højere oppe, nemlig i de højt profilerede internationale kampe, hvor man nogle gange kan undres over, hvad en trøje dog kan holde til, selv om den bliver trukket i. Og så synker unoderne længere og længere ned gennem rækkerne. Så selv om det er fristende at spørge, om dommerne ikke tør dømme for de lovovertrædelser, som er synlige for enhver, er det lidt af et Sisyfos-arbejde, man kommer på. For mig er der ingen tvivl om, at indsatsen er nødt til at komme helt ovenfra, altså fra de internationale turneringer., hvilket også er prøvet med vekslende held i flere omgange. Det er nemt nok at sige, at man herhjemme bare kunne tage og dømme for det hele i det første par runder, og efter nogle få straffespark ville spillerne nok indse, at dette ikke var en farbar vej, hvorefter tingene ville lande fornuftigt. Men skulle et enkelt land finde på i sine retningslinjer at fare frem med brask og bram, ville man sælge de hold, som så efterfølgende skulle spille internationalt og mødte den linje, hvor mere var tilladt. Reglerne er for så vidt klare nok: man må ikke holde eller puffe en modspiller, men til gengæld er det ikke rigtigt, som det alt for ofte siges, at der bliver overset 3-4 straffespark ved hvert hjørnespark. Det er stadig en forudsætning, at bolden skal være i spil (dvs bolden klart bevæge sig), før vi kan lande med et straffespark – begås uhyrlighederne, før bolden er i spil, kan vi kun tale om personlige straffe i form af en eller anden kortfarve, og så derefter fortsætte med hjørnesparket. Mange spillere er ekstremt dygtige til den ædle kunst at give slip på det helt rigtige tidspunkt, netop når sparket tages.

Hvorfor er det så kommet så vidt, for det er ganske rigtigt én af tidens store svøber ? Her er mine bud næppe hverken værre eller bedre end så mange andres, men jeg tror, at der er flere faktorer, der spiller ind. For det første er der den detalje, at en spiller i princippet har lov til at stille sig på akkurat den græstørv, som han har lyst til – medmindre der decideret er foreskrevet en afstandsregel. Det giver selvfølgelig stof til konflikter, hvis to spillere har udset sig den samme lille plet som den foretrukne – eller hvis en angriber f.eks. stiller sig foran målmanden for at gøre det mere besværligt for ham at gribe ind, hvorefter en forsvarer selvfølgelig vil gøre alt for at få fjernet ham igen. Det er lidt det samme mønster, som vi ser, når angribere begynder at blande sig med forsvarere i en muropdækning.

Det siges ofte, at dette med at holde og puffe er noget, som er kommet til i en af de senere faser i fodboldspillets udvikling. Det tror jeg er rigtigt – og hænger sammen med den den ret målrettede indsats, som på et tidspunkt blev gjort over for tacklinger af den grimme slags. I første omgang dem bagfra – og senere dem af samme kaliber sat ind forfra og fra siden, hvilket jo i virkeligheden er lige så stor en forseelse. Da man et år både internationalt og herhjemme fra turneringsstart gik radikalt til værks over for tacklinger af den type, fløj kortene godt nok tæt rundt i stærk konkurrence med eder og forbandelser, men efter få runder havde tingene fundet deres naturlige leje, bortset fra den ene tackling i ny og næ, som bare er for meget, og som vi altid vil kunne møde. Men fodboldspillere (og trænere) er jo også mennesker, og når der nu var sat en prop i over for én type forseelser, som kunne anvendes til at bremse en modspiller, måtte man jo finde en ny metode. Og herfra begyndte forbrydelserne at krybe op over bæltestedet, så armene blev brugt væsentlig mere, end man havde set før.

Endelig tror jeg også, at det kan spille ind, at spillere nu om stunder bevæger sig væsentlig friere mellem klubber, lande og verdensdele, end de gjorde for 30-40 år siden. Det giver efterhånden ikke mening at tale om, at en bestemt type forseelser trives bedst syd for Alperne, mens det er andre ting, der gør sig gældende på de britiske øer, for spillerne kommer så meget rundt, at noder og unoder bliver nogenlunde ligeligt fordelt.

To ting er i hvert fald sikre. Den ene er, at det – som bemærket af læseren – er frygteligt at se på og breder sig mere og mere ned gennem systemet. Den anden er, at der ikke er nogen lette løsninger. Hvis der var det, var problemet jo fikset for længst, for jeg tror egentlig, at de fleste fodboldelskere kan blive enige, om, at det er et uvæsen med denne kædedans før ethvert hjørnespark. Nu har det før vist sig, at man ved en stor turnering gennem en målrettet indsats kan komme langt med hensyn til at udrydde trends, der ikke pynter. Jeg har nævnt krigen mod de farlige tacklinger ovenfor – og ved sidste EM så vi f.eks. væsentlig færre tilfælde, hvor dommeren ved kritiske kendelser blev ‘overfaldet’ af en hel flok spillere, som ved en koordineret indsats forsøgte at påvirke ham. Det er selvfølgelig et fromt ønske, men det ville være spændende og forfriskende, hvis f.eks. FIFA før næste VM erklærede krig mod den overdrevne brug af hænder og arme før dødbolde. Det er fra de kanter, at løsningen må komme – ikke fra enkelte lande.