Jans Corner: Historien om målmanden – første del

Nogle har spurgt, om jeg ikke kunne lave en sammenfatning af bestemmelserne omkring målmanden. Han er jo en yderst vigtig person, parkeret som han er på øretævernes holdeplads og højt hævet over de mere subtile taktiske overvejelser – han skal primært sørge for, at bolden ikke kommer forbi ham og ender inde i mål. Han er spændende, fordi han ikke er som de andre spillere (f.eks. er han den eneste spiller, der er direkte nævnt i fodboldloven og er en forudsætning for, at en kamp kan begynde). Det giver nogle særregler og indskudte sætninger mange steder, men ikke nær så mange, som man kunne tro. Da jeg for efterhånden 40 år siden begyndte at undervise dommeraspiranter, havde han sin helt egen aften, som man snildt kunne bruge. Reglerne omkring ham var håndfaste, men der var mange af dem og mange detaljer. Det var festlige tider, specielt hvis der var en enkelt gammel målmand eller to på holdet. Vi havde sjældent samme opfattelse af reglerne.

Tiderne skifter – nu om stunder er reglerne egentlig uhyre simple, men alligevel hænger der meget af det gamle ved, og mange bidrager uden ond vilje til at komplicere tingene. Så det er nok passende at se lidt på, hvad folk almindeligvis tror – og hvordan det i virkeligheden er.
I al fairness skal det siges, at målmanden er det sted, hvor fodboldloven har ændret sig mest. Det er her, der er blevet strammet, hver gang FIFA har villet undgå unødige pauser og spild af tid – bolden skal hurtigt ud på banen igen, for ingen gider betale for at se en målmand slå bolden i jorden eller holde på den i evigheder. Derfor forsvandt målmandens ret til at røre en ’tilbagelægning’ med hænderne i 1992. Den oprindelige 4 skridts-regel blev til en 6 sekunders regel osv.

Lad os starte med kropskontakten omkring målmanden. Når målmanden har kontrol over bolden med hånd eller hænder (dvs har grebet den eller f.eks. holder den med én hånd mod jorden), er der ingen muligheder for at erobre bolden lovligt fra ham. Men så længe han ikke har sikret sig bolden, er den – med forbehold for farligt spil – frit bytte for enhver. Det er således tilladt angriberen at komme først på en bold, som målmanden ellers er ved at gribe, også hvis det betyder, at han efterfølgende får kontakt med målmanden – forudsat at denne kontakt kommer som en naturlig følge af angriberens bevægelse og vi ikke taler om f.eks. et bevidstløst spring mod bold og målmand, billedlig talt med lukkede øjne, hvor angriberen ikke aner, hvad han rammer. Det er også tilladt at angribe målmanden med skulderen, hvis det ikke er satset, hensynsløst eller med unødig stor kraft, hvis bolden er inden for spilleafstand (dvs kan spilles i næste skridt), og hvis angriberen også gør et aktivt forsøg på spille bolden. Reglerne her er fuldstændig som ved to markspillere.

Mange tror, at de kridtstreger, der omgiver målfeltet, indhegner et specielt helligt område, hvor målmanden er fredet. Ved festlige lejligheder får man også på TV rodet sig ud i noget med ‘det lille felt’. Én ting er, at det pågældende felt har ‘målfelt’ skrevet på sin dåbsattest (hvornår har man i øvrigt hørt nogen omtale straffesparksfeltet som ‘det store felt ‘?). Ikke fordi jeg sover dårligere om natten af den grund. Dybest set er det jo en navnekonvention, selv om det er ganske praktisk, hvis vi alle bruger de samme fagudtryk. Det plejer at modvirke misforståelser, og det er også derfor man (forhåbentlig) aldrig vil høre en dommer i et interview bruge betegnelsen. Men for forståelsen er det meget værre, at den eneste grund til, at man i 2017 bruger noget kridt på at afmærke et målfelt, er, at man skal have et sted at sparke målspark fra (plus et par andre igangsættelsesspecialiteter). Målfeltet har ingen som helst praktisk betydning for målmanden og har ikke haft det siden 1997. I ‘gamle dage’ gjorde det en stor forskel – men det var altså dengang. Jeg skrev i starten, at målmanden nu om stunder er simpel. Hovedpunkterne kan i folkelig form vel udtrykkes sådan: ‘Målmanden må tage med hænder i eget straffesparksfelt og holde bolden i 6 sekunder. Mens han gør det, må ingen tage den fra ham.’ Lad os prøve at se på de lidt finere nuencer i det.

Den vigtigste rettighed, som målmanden har, er selvfølgelig, at han som den eneste må spille bolden forsætligt med hænderne på et afgrænset område af banen. Det betyder, at han er den eneste spiller, der kan score forsætligt med hånden (hvis man ellers kan tænke sig et udkast, der når hele vejen ned i den anden ende af banen). Det er faktisk sket – men kræver ud over en formidabel kasteteknik nogle ekstreme vejrforhold eller en meget uopmærksom kollega i det modsatte bur. At bruge hænderne er et levn fra Englands rugby-kultur. I de allerførste fodboldregler var brug af hænderne tilladt for alle, men det blev snart begrænset til en enkelt person på hvert hold. Området har også ændret sig. I 1878 måtte målmanden tage bolden med hænder over hele banen, hvis det var ’til forsvar for eget mål’. I 1886 blev det indskrænket til egen banehalvdel – og i 1913 til eget straffesparksfelt.

Men selv det kan give problemer, især når målmanden bruger hænderne helt ude i feltets grænseområder. Det giver nogle herlige reaktioner fra tribunerne, når en hel sektion af tilskuere ser målmanden uden for feltet. Pointen er, at det kan målmanden sagtens være, for det er boldens placering, der er afgørende. Man kan forestille sig en målmand på skovtur uden for straffesparksfeltet, hvorefter han med hænderne tager en bold, der befinder sig inde i feltet – mens det modsatte vil være ulovligt. Holder vi fast i det og samtidig husker, at en fodbolds diameter er omkring 22 cm, at linjernes bredde er maksimalt 12 cm, samt at linjerne hører med til de felter, som de afgrænser, kan vi få situationer, som ser vilde ud, men som er helt efter reglerne. Vi parkerer en bold på straffesparksfeltets yderlinje, sådan at den absolut yderste runding af bolden ‘i luften’ flugter med det absolut yderste af stregen. Så anbringer vi målmanden endnu længere ude på banen, liggende på jorden og med en hånd på det absolut yderste af bolden. Målmanden rører nu bolden på et punkt, som vel er ca. 35 cm uden for det grønne græs i feltet – men det er lovligt ! Bolden er teknisk set i straffesparksfeltet, og så har målmanden lov til at tage den med hænderne – selvfølgelig også den del af den, som reelt er uden for feltet, eftersom man ikke kan dele en fodbold i to. Det er samme princip, som afgør, om en bold er i mål eller ej – har hele bolden sluppet hele stregen ? Dette med boldens placering gør sig også gældende ved udspark. Mange målmænd har tillagt sig den teknik at have bolden i hænderne lige til stregen, kaste den lidt fremefter og så sparke til den uden for feltet. Det er OK, for bolden er kun rørt med hænderne, mens den var i straffesparksfeltet.

Hvem er det så, som har lov til at tage med hænder ? Det er den spiller, som har målmandstrøjen på – den trøje, som i parentes bemærket skal adskille sig fra alle andre spilleres, helst også den anden målmands, samt dommerens. Og for at udvide parentesen: hvorfor i alverden er målmandstrøjefabrikanter så fantasiløse, hvad angår farver ? Det er efterhånden reglen snarere end undtagelsen, at man internationalt og i Superligaen møder trøjesammenfald mellem målmand og dommeren, som trods alt er det mindste onde. Det kan ofte ikke undgås, fordi der simpelthen er for få farver til rådighed. At rettighederne følger trøjen, betyder også, at det selv ved et ulovligt målmandsskift (lovligt sker det under en standsning i spillet, dommeren skal have besked, og trøjen skal skifte ejermand) er ham med trøjen, der må tage med hænder. Man kan stadig engang imellem ved teoriaftener få dommere til at dømme straffespark, hvis målmand og markspiller har byttet plads i smug, og den nye målmand tager bolden med hænderne. Den rigtige løsning er at lade spillet fortsætte og uddele to advarsler til synderne, når bolden er ude af spil næste gang. Og sådan har det været de sidste 50 år…

Men så er der nogle begrænsninger på målmandens ret til at tage bolden med hænderne – typisk i forbindelse med forsætligt tilbagespil fra en medspiller (som vi plejer at kalde det i mangel af bedre). Det bliver startpunktet næste gang.