Jans Corner: Fair Play er en svær størrelse

Det er sagt og skrevet mange gange før på denne plads, men nu tager vi den lige én gang til: det eneste, der overgår fantasien, er virkeligheden, og engang imellem møder man bare situationer, som man næppe turde stille op på teoribrættet. Som regel er det i mere ydmyge rækker, hvor der tilfældigt har været et kamera tilstede, men undertiden sker det på allerhøjeste niveau. Sådan et tilfælde dukkede i den forgangne weekend op i kampen mellem Ajax og Sparta Rotterdam i den hollandske Æresdivision.

Ajax er i angreb, og undervejs i angrebet går Traoré omkuld efter en sen tackling, efter at han har spillet bolden ud til Joel Veltman helt ude på sidelinjen. Veltman spotter den liggende medspiller, går ned i gear, rækker den ene hånd op i en afværgende gestus og peger ind på Traoré. Ingen tvivl om, at det under normale forhold ville signalere, at han i næste moment ville sende bolden ud over sidelinjen, så hans holdkammerat kunne blive tilset og eventuelt behandlet. Det er hans direkte modspiller, Calero fra Sparta, med på, så han bremser op og slækker på koncentrationen, hvorefter en vis herre tager ved Veltman, der sætter fuld damp på, runder den stående Calero, går mod mållinjen og smækker bolden indover. Han skal nok være lykkelig for, at ingen af de medspillere, som var i fin position inde foran mål, fik udnyttet muligheden, for ellers vil jeg vædde på, at Sparta-spillerne havde pelset ham på rekordtid. Nu fuser situationen ud i ingenting, og der er tilsyneladende ikke engang nogen reaktioner af betydning.

Jeg har ved andre lejligheder bandet stygt og inderligt over det såkaldte ‘fair play’-begreb, som i sit udgangspunkt var en udmærket ting, men som nu er blevet et tomt ritual. Man sparker pænt bolden ud af banen, hvorefter modspillerne lige så pænt returnerer bolden ved igangsættelsen. Eller når dommeren lader bolden falde, sendes den ned til det hold, som havde bolden oprindelig. Man kan så diskutere, hvor fair det i virkeligheden er, for bolden afleveres uden undtagelse længere tilbage på banen, end den oprindelig var, så der skal i et eller andet omfang begyndes forfra – men det er en historie for sig. Hvis alle kender deres roller, er det jo ret uskadeligt – men panikken indtræder lynhurtigt, hvis den ene part ikke gider spille med, selv beholder bolden e.l. Skrækeksemplet på allerhøjeste plan er Adriano i CL-kampen mellem FC Nordsjælland og Shakhtar Donetsk for en håndfuld år siden. Og problemer giver det i den grad – dommeren får i hvert fald rigeligt at se til de kommende minutter, for nu er der ondt blod, og han er totalt magtesløs, for fodboldloven er jo ikke overtrådt, når bare igangsættelsen er foretaget korrekt, og bolden er kommet i spil. Det, som er blevet overtrådt, er spillernes selvbestaltede ridderlighedsbegreber, som ikke er nedfældet nogen steder, og en mundtlig aftale er som bekendt ikke det stykke papir værd, som den er skrevet på.

Men denne situation er anderledes, fordi bolden er i spil, og fordi Veltman åbenlyst indlader sig på en spillemåde, som kun har til hensigt at snyde modspilleren ved unfair midler. Han slog det oven i købet i efterfølgende interviews hen med, at det bare var et trick – og han syntes uden tvivl selv, at det var vældig smart. Men der havde i fin stil været lovhjemmel for dommeren til at give en advarsel for usportslig opførsel (men trods alt så heller ikke mere). Det skete ikke, men det skulle ikke undre mig, om der er lagt i kakkelovnen til Veltman ved nærmest givne lejlighed. Hverken spillere eller fans glemmer så let…

Weekenden bød også på et par andre situationer, som det nok er værd at spilde nogle ord på. Begge fra Premier League, og der har uden tvivl været meget mere, men dette var så dem, som jeg lige selv oplevede. I kampen lørdag mellem Arsenal og Hull kom megen snak til at dreje sig om Arsenals føringsmål, hvor et skud på mål pareres af Hulls målmand Jakupovic, hvorefter bolden fra kort afstand rammer Arsenals Sanchez på armen og går i mål. Og så står vi der endnu engang med alle palmerne – er den hands ulovlig eller ej ? Det er som beskrevet før et af de allersværeste spørgsmål overhovedet at tage stilling til. Som udgangspunkt skal en hands være forsætlig, dvs begået med vilje. Fodboldloven betragter også en reflekshandling med hånden som begået med vilje, og det skal man endelig ikke begynde at anlægge et fysiologisk syn på – bare vide, at sådan er det. Og hvis spilleren har armene i en stilling, hvor det handler om at gøre sig unaturligt bred eller høj, betragtes det også som forsætligt, hvis bolden rammer sådan en arm. Man ser også på, hvilken fart bolden kommer med, og fra hvilken afstand (underforstået, at hvis spilleren ikke har en jordisk chance for at reagere eller undgå berøringen, trækker det mod det uforsætlige). Hvis der er selvstændig bevægelse i armen, når kontakten opstår, trækker det i retning af, at handlingen er ‘med vilje’ – og selv om der breder sig en tendens til, at arme ude fra kroppen nu oftere bliver vurderet som forsætlige, er det ikke armens eller håndens position alene, der afgør, om vi falder ned på den ene eller anden side af hegnet.

Det er en ordentlig mundfuld. Men som jeg ser det, kommer bolden retur fra Jakupovics redning fra ganske kort afstand. Sanchez har armene dér, hvor arme nu engang naturligt er, når man løber, og det er ikke sådan, at han lige giver bolden et ekstra tjat, da berøringen sker. Så jeg har det helt fint med, at der bliver dømt mål – og der er forbløffende få protester. Et andet lille fif er at se på, hvad der sker med bolden efter berøringen – springer den langt væk, er det ofte, fordi musklerne i armen eller hånden har været spændt, og så nærmer vi os det forsætlige. Her falder bolden nærmest lige ned, eller springer i hvert fald meget lidt fremad, så det peger også mod det uforsætlige. Jeg har godt set Hull-spillere citeret for, at dommer Clattenburg undskyldte før starten af 2. halvleg – men set i lyset af, at engelske dommere ikke udtaler sig til medierne, er det jo en halvgratis omgang at fremføre, for der vil ikke komme noget modsvar. Under alle omstændigheder viser det, at man sagtens kan score med hånden, bare det er uforsætligt – og uanset om man ‘får fordel af det’, som folkeovertroen siger.

Situationen mellem Bournemouth og Manchester City mandag aften er måske ikke lovmæssigt så interessant, men handler mere om ledelse, samarbejde og salg. City er lige kommet foran 1-0, da Bournemouths Joshua King på kanten af offside vrister sig fri af John Stones og sender bolden i mål. Ingen reaktion fra linjedommeren, og der går også lidt tid, før dommer Swarbrick bestemmer sig for at underkende målet. Første indskydelse er offside – og gentagelserne viser, at det er der i hvert fald ikke, vel snarere halvanden meter onside. Til gengæld har King i duellen fat i armen på Stones, så der kan sagtens dømmes frispark til City. Det underlige er så den sene reakton fra dommerteamet, og at linjedommeren bare følger med King mod mållinjen med flaget langs siden. Spørgsmålet er, hvem det er, der tager kendelsen. Dommeren er tæt på, men har ikke nogen specielt god vinkel til situationen. Fjerdedommeren er længere væk og har kun en marginalt bedre vinkel, så det tror jeg heller ikke rigtig på. Linjedommeren er til gengæld tættest på og har den bedste, om end ikke den perfekte vinkel, så ham ville jeg sætte mine penge på. Men hvorfor vinker han så ikke ? Mit bud er, at han har fornemmelsen af forseelsen og melder den ind via headsettet, men at det jo altid er dommeren, der har den endelige afgørelse. Derfor vinker han heller ikke – for det kunne jo være, at dommeren fra sin vinkel mente noget andet. Summen af det hele er imidlertid, at det bliver et lidt bøvlet salg af en kendelse, som sikkert er korrekt. Der er lidt forskellige kulturer på, hvor meget man skal bruge flaget, når man også har headsettet. Jo, naturligvis ved rene tyverier, som dommeren ikke kan se – men lige i en situation som denne, hvor ingen af parterne har den helt perfekte vinkel, er det fair nok at lade være. Så må dommeren – som altid – tage den endelige afgørelse, men prisen er altså, at markedsføringsværdien af kendelsen ikke er til topkarakter. Hvilket man så i sidste ende godt kan leve med, bare vi rammer den rigtige kendelse på bundlinjen. Der findes simpelthen situationer, som ikke kan løses perfekt.