Jans Corner: Det kommer i byger

Som skrevet så ofte før kan man gang på gang blive forbløffet over, hvordan ting samler sig i klynger. Her mod slutningen af året synes de bizarre situationer at stå i kø, og der lader til at være gået mode i at rage flere røde kort til sig pr. kamp. Og så skriver jeg endda dette før onsdagens og torsdagens afgørende gruppekampe i Champions League og Europa League, og det skulle såmænd ikke undre mig, om der skulle dukke lidt ekstra op dér. Men det må så komme under behandling senere.

Tirsdagens kampe bød på endnu et af de tilfælde, hvor et hold løb ind i to udvisninger, nemlig da Besiktas kollapsede totalt i kampen mod Dynamo Kiev, som ellers intet havde at spille for og ville blive sidst i gruppen uanset hvad. 6-0 blev det til – godt hjulpet på vej af de nævnte to udvisninger. Den sidste for at sparke bolden væk i frustration, når der allerede var én advarsel i bagagen, er der ikke grund til at spilde så meget tid på. Mens jeg sagtens kan forstå og sætte mig ind i, at man kan blive frustreret (også så frustreret, at låget letter- jeg kender bestemt også selv følelsen), kan det alligevel undre mig, at man ikke lige tænker ét skridt længere og undlader at sætte sig selv i en situation, hvor dommeren reelt ikke har noget valg. Én ting er selve kampen, hvor man bagud 0-4 og med en mand i undertal måske ikke har den allerstørste motivation tilbage. Men det virker ikke specielt fornuftigt at redde sig en karantæne, som nu skal afsones i de Europa League-kampe, som Besiktas skal udkæmpe til februar. Det var Aboubakar, der sikrede sig en ekstra fridag eller to på den konto. Lovmæssigt var den første udvisning til Beck lidt sjovere – den faldt for at berøve en oplagt scoringsmulighed og førte et straffespark med sig, da det foregik i feltet. Man kan diskutere, om der er frispark til forsvareren i det første sammenstød mellem de to spillere i buen foran feltet, men derefter kommer der så en hel lille serie af kontakter ved benene, da de to spillere kæmper for balancen. Den første fra Beck er indiskutabelt uden for feltet – men så kommer der et par stykker mere – den sidste lige så sikkert inde i feltet. Og dermed straffespark og et nydeligt eksempel på, at der stadig sagtens kan dømmes både straffespark og udvisning, selv om det var et af de områder, som årets lovændringer tog fat i, og hvorom der stadig hersker nogle misforståelser rundt omkring i fædrelandet. Når det handler om forseelser ved benene, vil berøven af den oplagte scoringsmulighed stadig give et rødt kort, hvis forsvareren ikke har mulighed for eller forsøger at spille bolden – og bolden er ved den sidste kontakt så langt fra forsvareren, at der ikke er gnist af chance for at spille den. Så når først vi er kommet så langt som hertil uden spilafbrydelse, ser udvisningen korrekt nok ud.

På et lidt mere ydmygt plan har The Championship i England også i den sidste uge givet et par spektakulære tilfælde af to udvisninger til samme hold. Jeg tror i det hele taget, at jeg skal prøve at nå at se lidt flere af de kampe, hvis chancen overhovedet er der, for der er godt nok smæk for skillingen. Ikke alt er lige kønt, men der er virkelig nerve i foretagendet. Kampen mellem Nottingham Forest og Newcastle, som herhjemme primært trak overskrifter, fordi Nicklas Bendtner kom tilbage på målkurs (og så desuden brændte et straffespark) var ikke for sarte sjæle. To udvisninger, to straffespark som følge deraf begge brændt) – og endelig et sejrsmål på et selvmål. De to udvisninger så set fra TV ud til at være i orden, selv om billederne specielt ved den første ikke var jordens bedste. Efter en duel i straffesparksfeltet, hvor spillet efterfølgende kørte videre, valgte Jonjo Shelvey tilsyneladende at lave ‘en Christian Poulsen’ ved at sparke bagud mod en Nottingham-spiller, som heller ikke gjorde noget for at underspille situationen. Det gav selvfølgelig en udvisning – og minder om, at det er ligegyldigt for igangsættelsen, hvor bolden er, bare den er i spil. Det er stedet for forseelsen, der bestemmer dommen. Så straffespark bliver der, selv om bolden er oppe midt på banen, og det sandsynligvis er den ene linjedommer, der fanger forseelsen.

Den næste udvisning og det næste straffespark tegner Paul Dummett sig for – og igen er det en berøven af oplagt scoringsmulighed, der er på spil. Og én af de andre undtagelser, hvor det stadig bliver til en udvisning i feltet og ikke bare en advarsel – her sættes der to hænder i ryggen på angriberen, som ellers er alene igennem, og holde / puffe er fortsat en udvisning. Som sagt synes jeg med ganske uhildede briller, at begge udvisninger snildt kan forsvares efter lovbogen -og så opdagede jeg alligevel mandag, at FA havde valgt at annullere de to røde kort. Det må de selv ligge og rode med derovre på øerne. Dels skal man med dommerkasketten på efter min mening ikke begynde at bekymre sig om karantæneudmålingen (det er kun den, der er på spil – kampen skal ikke spilles om eller andet grimt), for så begynder man at rode den dømmende og udøvende magt sammen, og det er ikke så godt i et retssamfund. Og dels eksisterer der efter min bedste hukommelse stadig et FIFA-cirkulære, der siger, at en udvisning skal give mindst én spilledags karantæne – naturligvis medmindre der er tale om en decideret lovfejl, eller dommeren vælger at krybe til korset og erkende et fejlskøn, som vi har haft et par tilfælde af herhjemme på det seneste.
To dage senere ville Preston også leve op til de to udvisninger i kampen mod Sheffield Wednesday, og det var til gengæld én af de spektakulære situationer, hvor begge udvisninger kom i samme moment – og igen én af de situationer, som er direkte dækket af årets lovændringer (det er et helt lille repetitionskursus, jeg kan få arrangeret i denne uge). Til gengæld også det tilfælde, hvor jeg under årets turné med lovændringerne har sagt, at det typisk – når det endelig indtræffer – sker på de britiske øer. Og ganske rigtigt: to medspillere, der kommer op at slås med slag, spark og det hele. Jermaine Beckford og Ioan Doyle kom ganske enkelt i infight efter et afsluttet angreb, da den ene blev sur over, at den anden ikke havde spillet ham – men en tredje medspiller, som misbrugte chancen. Rent fodboldlovteknisk var det møgærgerligt, at bolden ikke var i spil, da d’herrer røg i totterne på hinanden, for det var nemlig her, at lovændringen lå. Indtil 1. juni ville resultatet have været et indirekte frispark, fordi forseelsen skulle være begået mod en modspiller for at kunne optjene et direkte frispark – men ud fra den logik, at forbrydelsen egentlig er lige stor, uanset om man vælger at banke løs på en medspiller eller modspiller, er straffen nu et direkte frispark under alle omstændigheder. Og – for at trække det helt ud til kanten – et straffespark, hvis det foregår i eget straffesparksfelt. Jeg har slet ikke fantasi til at forestille mig, hvad det ville kunne skæppe i holdets bødekasse. Men fordi bolden ikke var i spil, kan man ikke dømme noget frispark, så man var her nødt til at starte med den igangsættelse, der var i forvejen – nemlig målsparket efter det angreb, som løb ud i sandet. Den tekniske begrundelse for udvisningerne hedder ‘voldsom adfærd’ – den første del af ordet siger næsten det hele, og griber man til voldelige midler, uden at det er i kamp om bolden, har vi den voldsomme adfærd. Ikke fordi det bliver billigere af, at man gør det i en duel om bolden – muligvis når karantænen skal udmåles, men udvisning bliver der alligevel, nu bare for det andet slemme begreb, som kaldes ‘spil, som i alvorlig grad er utilladeligt’.

Det er svært at forestille sig, at de røde kort kan fortsætte med den kadence resten af året – på den anden side har jeg taget fejl så mange gange før, at det såmænd ikke skulle undre mig. Nu kommer sæsonen for de rigtig glatte baner også, hvor ting ikke altid ender som tilsigtet, og hvor effekten af en indsats kan blive hårdere end egentlig tiltænkt, så måske… Under alle omstændigheder blev temaet denne gang i den mere dramatiske afdeling – så et par små pudsigheder fra kampen mellem AaB og Lyngby mandag aften får lov til at hvile sig på hylden i en uges tid.