Jans Corner: Man bliver aldrig færdig med offside

I sidste uge var det vejret, der havde tiltaget sig hovedrollen, da en storm (muligvis ikke i streng meteorologisk forstand, men voldsomt så det ud) på langs ad banen gav en række mere eller mindre syrede situationer i kampen mellem SønderjyskE og FC Midtjylland. Helt så dramatisk bliver det ikke i denne uge, men det betyder ikke, at der ikke har været sælsomme situationer at tage stilling til. Det er altid en kilde til undren for mig, at disse situationer fra teoriens overdrev ofte dukker op nærmest i flok. Der kan gå lange tider, hvor der intet sker ud over det sædvanlige – og så pludselig kommer det bare. Ikke ulig den effekt, der indtræffer, når man med møje og besvær har fået skred i en nyåbnet ketchup-flaske, og det hele så pludselig kommer væltende.

Jeg havde en lille cliffhanger fra sidste uge, hvor jeg lovede at ville vende tilbage til en interessant mulig offside-situation i kampen mellem AaB og FC København – faktisk scorede AaB i situationen, og der var ingen problemer i selve kampafviklingen. Eftertanken meldte sig først dagen efter hos et par medier, men der er egentlig ikke blevet gjort det store ud af det – så nu tager vi den her i stedet. Før jeg kaster mig ud i selve situationen, er jeg nødt til at tage noget af den kedelige teori, så vi har den ramme, som det hele skal sættes ind i. Det er ikke nogen overraskelse (håber jeg), at det i princippet er gratis at stå i en offside-position, hvos man i øvrigt ikke gør noget yderligere, der gør placeringen strafbar. Det kan man gøre på tre måder: ved at indvirke på spillet (det vil sige at røre en bold sidst spillet af en medspiller – afgjort den hyppigste strafårsag i det virkelige liv), genere en modspiller (hvilket man kan gøre på fire forskellige måder og er den mest bøvlede og fluffy at skulle vurdere) og så den, som det kommer til at handle om i denne omgang, nemlig at opnå en fordel af sin offside-position. Og det er ikke bare den normale danske sprogbrugs opfattelse af at opnå en fordel, men et helt stringent fagudtryk i fodboldloven, som kan oversættes til at røre en bold, som sidst har rørt en modspiller, overligger eller målstang. Altså ikke en bold, som kommer direkte fra en medspiller, som vi havde det ved at indvirke på spillet.

Så langt, så godt – og så skal vi også spilde nogle ord på, hvornår en offside-position vurderes. Det sker i det øjeblik, hvor bolden spilles af en medspiller – her tager dommer og linjedommer mentalt et foto af spillernes placering, og så kan strafbarheden i princippet opstå helt frem til det øjeblik, hvor bolden næste gang spilles af en medspiller, hvor det næste foto tages. Så der kan gå rigtig lang tid, før en strafbarhed bliver aktuel. Spillerne kan have flyttet sig virkelig meget – men det er altså den oprindelige position, som er afgørende for, om det overhovedet er interessant at tale om offside.

Mange fodboldspillere, især på de lidt mere ydmyge niveauer, har en opfattelse af, at man ikke kan være offside, når bolden sidst er rørt af en modspiller. Men det kan man sagtens – hvis bolden kommer via en modspiller, skal dommeren stille sig selv to spørgsmål: var det tilfældigt (blev forsvareren bare ramt af den bold), eller var det en redning (noget, der foregåt tæt på mål med det formål at forhindre bolden i at gå i mål). Var det én af de to ting, vil angriberen stadig være strafbar offside, hvis han rører bolden – ellers fortsætter spillet. I det virkelige liv vil det ofte blive forklaret som, om forsvareren gør et aktivt forsøg på at spille bolden. Hvis han f.eks. vil heade bolden væk, men desværre sender bolden lige over til angriberen i offside-positionen, fortsætter spillet – hvis han bare bliver ramt af bolden, vil der være offside. Men forklaringsmæssigt er de to spørgsmål ’tilfældigt ?’ og ‘redning ?’ nok den nemmeste tilgang (synes jeg). Omkring redning skal det også med, at målmand og markspiller er helt ligestillede – de kan begge foretage en redning.

Pyha – jeg håber, at læseren hænger på endnu, for nu kommer vi til situationen fra Aalborg. Vi har en AaB’er, som sparker på mål nogle meter uden for straffesparksfeltet. Vel 10 meter længere fremme i boldens bane står Thomas Delaney, som bliver ramt. Der er så stor kraft på skuddet, at bolden nu rikochetterer 10-15 meter tilbage på banen, hvor den som i et bedre flipperspil rammer en lige så sagesløs William Kvist og tager hele vejen retur forbi Delaney og hen til Frederik Børsting, som var i offside-position, da der oprindelig blev sparket på mål. Og Børsting sender bolden i mål. Det hele er foregået inden for 2-3 sekunder, og der har altså været to FCK-berøringer på bolden undervejs, ligesom bolden vel har bevæget sig en 25-30 meter i skiftende retninger. Er Børstings offside-position strafbar ?
Vi tager de to checkspørgsmål igen – og kan med det samme udelukke redningen som interessant, for vi er ganske enkelt for langt fra mål til, at man kan tale om en redning. Så spørgsmålet ved begge berøringer bliver, om de er tilfældige, eller der er et forsøg fra forsvareren på at kontrollere bolden. Begge berøringer ser ualmindelig tilfældige ud – der kunne lige så godt have stået en telefonpæl – og det betyder, at Børsting stadig er i sin oprindelige offside-position og burde være straffet. Målet kom heldigvis ikke til at betyde noget for det endelige resultat, da det handlede om en reducering til 1-2, og der ikke skete yderligere.
Det, som nok forvirrer begreberne, er, at der er hele to berøringer, at bolden faktisk tager en ret lang rejse – og at det hele alligevel sker så relativt hurtigt. Situationen viser også, at det er livsfarligt at bruge begreber som, at der foreligger en ny spilfase (hvilket vi ellers hyppigt gjorde indtil der blev skruet på reglen for et par år siden). For de færreste vil nok bestride, at der foreligger en ny spilfase, så meget som bolden har bevæget sig – men offsiden er der endnu.

I den mere kuriøse afdeling er situationen, som optrådte mellem Esbjerg og FC Nordsjælland. Esbjergs målmand er sikker på, at bolden er på vej ud, da den har kurs mod hjørneflaget, og beder bolddrengen bag målet om en ny bold, så han kan få sat målsparket hurtigt i gang. Men ak, bolden rammer hjørneflaget og forbliver i spil – så en FCN-spiller snupper den og kan nu drible ind mod målet, mens målmanden står med bold nr. 2 i hænderne. Det er selvfølgelig ikke holdbart. Han vælger at sparke den overskydende bold ud på banen, hvor den lander omkring straffesparksfeltets lange linje. Spillet får lov til at fortsætte, og det er også godt nok, for den ekstra bold har ingen som helst indflydelse på spillet i øvrigt. Men det er én af de situationer, hvor man som dommer virkelig kunne ønske sig at være tankelæser. Er det med gustent overlæg, at Esbjerg-målmanden sparker bolden ud på banen igen for at forvirre begreberne og få fremprovokeret en spilafbrydelse (han kunne jo lige så godt have sendt bolden ud over mållinjen igen, så den ikke var i vejen). Eller går han simpelthen så meget i panik, at han bare skal af med den bold, koste hvad det vil ? I det første tilfælde ligger en advarsel for usportslig opførsel lige for (også selv om bolden i sidste ende ikke får nogen praktisk betydning) – i det andet tilfælde skal man nok have et hjerte af sten for at give advarslen (som ingen vil kunne forstå – og hvor igangsættelsen, hvis spillet blev stoppet for at give advarslen, vil være på kanten af målfeltet, hvilket lyder som en virkelig giftig situation). Teorien kan være underfuld – og dommeren, som ikke var tankelæser, gav ikke advarslen. Fornuftigt nok, synes jeg.

Og så vil jeg ellers ikke spilde mange ord på weekendens Mourinho-bortvisning (igen, igen), denne gang for at give en vandflaske et ordentligt los. Automatreaktionerne har stået i kø – fodbold er spil med følelser osv osv. Hvis vi ser bort fra, at en fyldt vandflaske sparket med fuld hammer på må og få kan være et ret farligt våben, er kravene til folk i det tekniske område jo ganske simpelt. De skal ‘udvise ansvarlig opførsel’. Og meget kan man mene om at sparke til vandflasker, men specielt ansvarligt og rollemodel-agtigt er det vel ikke.