I sidste uge fik to af KFD’s kvindelige dommere et FIFA-skilt i julegave, da FIFA valgte at følge DBU’s indstilling til kommende FIFA dommere. Dermed kan Tinna Høj Christensen kalde sig FIFA dommer og det kan du læse mere om her. Sidst – men absolut ikke mindst – kan Katrine Wulff Stensholm fra årsskiftet kalde sig FIFA linjedommer. KFD ringede til Katrine og ønskede tillykke og fik en snak om dommerkarrieren og fremtiden.
Det er kun et ½ år siden, at du valgte at gå ”linjedommervejen” (læs mere om det her) og nu er du blevet FIFA-linjedommmer. Hvordan føles det?
Det føles fantastisk. Det startede som en drøm for mange år siden, med tiden blev det til et mål, og nu er det indfriet – virkelig dejligt.
Hvad er forskellen på at være henholdsvis dommer og linjedommer?
Der er stor forskel. Som dommer er det dig der leder teamet og sætter dagsordenen. Som LD indretter du dig i hver kamp efter en ny dommer, der gør tingene på deres måde. Du er der 100 % for at hjælpe dommeren, og sørge for den bedst mulige opbakning til at få afviklet en god kamp.
Hvad er forskellen på dame- og herrekampe?
Den største forskel set fra LD-øjne er helt klart hastigheden. Det går meget hurtigere i herrekampene, og det kræver utrolig meget at kunne følge med på højt niveau.
Har du sat dig nye mål?
Ikke endnu, det er stadig meget nyt. Først og fremmest glæder jeg mig til at få debut med skiltet på en gang næste år. Men drømmen må helt klart være at Danmark kan sende en trio afsted til en slutrunde inden så mange år, og den håber jeg da at blive en del af…
KFD ønsker Katrine tillykke med titlen som FIFA Linjedommer og glæder os til at følge dig fremadrettet.
I forvejen er Mathilde Abildgaard jo også FIFA linjedommer. Så fra årsskiftet kan KFD faktisk stille en kvindelig FIFA-trio – og så ikke mere snak om det stærke køn…..