KFD
Jans Corner

Jans Corner: Når vejret tager over

Det slår sjældent fejl, at der opstår nogle ganske besynderlige situationer, når efterårsvejret og vintervejret tager fat. Helt almindelige kampsituationer kan få et ekstra twist, når blæsten kommer med. Det er noget af det vanskeligste overhovedet for en dommer at vurdere, når spillerne vælter rundt i hinanden i blæsten, for var den kropskontakt, der opstod, nu også forsætlig eller bare noget, der skete ? Rent tekniske ting som vurderingen af en offside-position kan også få nyt liv, fordi en aflevering i modvinden er længere om at nå frem end normalt, så spillerne kan nå at flytte sig rigtig meget fra spilleøjeblikket, hvor positionen vurderes – og frem til det punkt, hvor spilleren modtager bolden.

Kampen mellem SønderjyskE og FC Midtjylland søndag aften bød på en pæn lille håndfuld af sådanne situationer, og jeg priste mig lykkelig over at kunne nøjes med at overvære slagets gang foran TV efter at være blæst hjem fra en 1. divisionskamp om eftermiddagen. Jeg syntes, at vi havde godt med vind hos os – men dette overgik det med adskillige længder. Men før vi begynder at se på de tre situationer, som har givet mest snak, bør jeg nok lige runde den gamle klassiker: hvorfor aflyser dommeren ikke, når det nu er pløkumuligt at spille fornuftig fodbold ? Og svaret er det enkle, at det har han ikke lovhjemmel til. Den stadionansvarlige kan selvfølgelig under ekstreme vejrforhold til hver en tid aflyse, hvis han ikke vil have ødelagt sit græs – men dommeren har kun to muligheder: hvis banen ikke overholder fodboldlovens krav (typisk, hvis alle streger er regnet væk, og det vil være håbløst at tegne nogle nye), eller hvis forholdene er farlige. Og det vil nok så meget blæsevejr uhyre sjældent være, medmindre vi kommer ud for lavtflyvende reklameskilte eller mål, som letter fra deres forankring.

Den første situation fører til udvisningen af André Rømer, da Mikael Uhre er sluppet afsted i en omstilling i modvinden, som giver et lidt atypisk bevægelsesmønster. Jeg skal blankt indrømme, at min første indskydelse foran TV i naturligt tempo var, at her faldt Uhre selv uden kontakt udefra. Men de efterfølgende billeder viste klart, at der var en lille kontakt mellem benene på de to løbende spillere: Uhres ene ben strakt bagud i naturlig løbestilling, Rømers strakt frem i lige så naturlig løbestilling. Det efterlader os groft sagt med tre muligheder: er det Uhre, der selv fremkalder kontakten ved at stikke benet bagud (film), er det Rømer, der med sit fremstrakte ben bringer Uhre til fald (benspænd), eller er det bare noget benfletteri, der skal vurderes som tilfældigt sammenstød ? Vi kan hurtigt eliminere film-teorien, for hvorfor i alverden skulle Uhre fremkalde den situation, når han egentlig er sluppet forbi Rømer ? Men hvis den mulighed er væk, er det så tilfældigt, eller er det Rømer, der er den skyldige ? Med i billedet skal det også, at Uhre momentet forinden er skåret ind foran Rømer i dennes bane, men uden decideret at presse sig ind – der er altså plads. Og selv om fodboldloven ikke som færdselsloven har en bestemmelse om, at man skal holde bremseafstand, må Rømer vide, at hvis han fortsætter sit løb, udsætter han sig selv for den risiko at ramme Uhre. Så fortsætter han løbet, tager han en kalkuleret risiko – og her ender det galt. Med andre ord kan man sagtens forsvare at dømme frisparket. Så er der spørgsmålet om den kortfarve, der skal følge med – og her bon’er stort set samtlige kriterier for berøven af en oplagt scoringsmulighed ud, så kortet – når først frisparket er dømt – vil være rødt. Det er helt korrekt som også fremført, at det hverken er vildt eller voldsomt, faktisk et meget lille frispark – men her er det ikke selve udførelsen, men resultatet, som man skal se på, og resultatet er, at den oplagte scoringsmulighed er væk, uanset at berøringen er minimal. Så surt show, og jeg kan sagtens forstå, at nogle vil synes, at det er uretfærdigt – men sådan er reglerne nu engang. Så kan man mene, at reglerne er forkerte, men det er jo ikke dommerens departement.

Næste kontroversielle situation var annulleringen af et SønderjyskE-mål, da Johan Absalonsen sendte et hjørnespark direkte i mål godt hjulpet af vinden – men målet blev annulleret for et frispark begået på målmand Johan Dahlin. Der stod ganske rigtigt en SønderjyskE-angriber direkte foran Dahlin, da hjørnesparket blev taget, og i den helt indledende fase, da bolden er på vej indover, er der en lille holde-situation. Men uden at vide, hvad målet rent faktisk bliver annulleret for, kunne jeg forestille mig, at det lige så meget er næste fase, der er problemet. Det er helt i orden, at en angriber stiller sig foran målmanden. Han har ret til at stå på nøjagtig den græstørv, hvis han vil. Problemet opstår, hvis han begynder at foretage sig noget aktivt for at forhindre, at målmanden kan nå frem til bolden. Ganske vist er det tilladt at spærre en modspiller vejen til bolden, hvis bolden er inden for spilleafstand (dvs kan spilles i næste skridt), og man har front mod bolden – det er det , som også kaldes at obstruere lovligt – men det er vi heller ikke ude i, for tingene sker, før bolden kommer så tæt på. Til gengæld kan det på TV-billederne godt se ud til, at SønderjyskE-spilleren læner sig lidt bagover og derved får kontakt med Dahlin og nærmest presser ham tilbage. Det kan man efter temperament kalde for et puf eller at bremse en modspiller med fysisk kontakt – men under alle omstændigheder er det et direkte frispark, hvis det er det, der sker. Så igen kan man sagtens med fodboldloven i hånd forsvare at annullere målet, hvis det er den måde, som dommeren ser situationen – andre vil måske se den anderledes, men tingene er sjældent sorte eller hvide.

Og endelig den tredje situation, som ikke er lige så sprængfarlig, men snarere hører til i den komiske ende – men til gengæld er én af dem, som vi teoriinstruktører elsker: Dahlin sparker et målspark direkte op i modvinden. Bolden bevæger sig en 25-30 meter ud på banen, og så er den jo i spil, når den har forladt straffesparksfeltet direkte. Så langt, så godt. Men nu kommer den tilbage igen mod Dahlin, og det udløser en situation, som man kan bruge en hel teoriaften på. Dahlin tager bolden med hænderne, og dermed gør han sig skyldig i gentagelsesspil. Det samme ville være tilfældet, hvis han havde rørt bolden med alt andet end hænderne – efter en igangsættelse må sparkeren først røre bolden igen, når den har rørt en anden spiller. Hvis bolden nu havde været på vej i mål, og Dahlin havde stoppet den, skulle han så have været udvist for berøven ? Nej, for gentagelsesspil er ikke en forseelse, som kan udløse en udvisning på den konto. Hvad hvis Dahlin slet ikke havde rørt bolden, men den var gået direkte i mål ? Så havde der været hjørnespark, for man kan ikke score direkte i eget mål på et målspark. Hvis Dahlin nu havde rørt bolden, men den derfra var gået i mål, kunne man så have brugt fordelsreglen og dømt mål ? Nej, for der er stadig kun én spiller, der har rørt bolden, og man ikke score direkte i eget mål på et målspark. Vi havde måttet tage gentagelsesspillet og det indirekte frispark. Hvad hvis det havde været et udspark og ikke et målspark ? Ja, så havde bolden jo været i spil, så snart den var sparket og klart bevægede sig, og så kunne der sagtens være blevet et selvmål ud af det. Hvis målmanden havde taget bolden med hænderne igen, var der i så fald et indirekte frispark, fordi han ikke må røre bolden med hænderne igen, før en anden spiller har rørt den – men derimod gerne med alt andet end hænderne: så er det så at sige bare en aflevering til sig selv, omend en utraditionel én af slagsen.

Man skal virkelig holde tungen lige i munden – hvilket dommeren heldigvis også gjorde – når denne situation kommer forbi med uhyggelig lange mellemrum. Og så er weekendens godtepose ikke engang tømt endnu, for AaBs reduceringsmål mod FC København fredag fører ud i nogle offside-overvejelser, som man også sjældent ser. Det bliver i næste uge, hvis ikke der kommer noget og overhaler indenom. Lad trommehvirvlerne begynde…

Hi, I’m Ruben Christensen