Jans Corner: Noget om bukser

Som skrevet i sidste uge består fodboldloven af sølle 17 paragraffer, og det kunne jo godt forlede én til at tro, at der så måtte mangle en god del – for der må da til stadighed forekomme ting og sager, som ikke er dækket ind.
Men det fikse er, at fodboldloven langt hen ad vejen er en såkaldt rammelov, så godt nok er der forhold og forseelser, der er beskrevet yderst minutiøst og detaljeret. Men der er også nogle gode store rummelige kasser, som kan bringes til at omfatte de situationer, hvor lovgiverne simpelthen ikke har haft fantasi til at forestille sig, at nogen kunne finde på at gøre ligge akkurat dette. Igen skal man huske, at fodbolden i sit udspring er en sport for gentlemen og stammer fra det engelske kostskolemiljø. Ingen havde tænkt sig, at en spiller f.eks. kunne finde på at sætte tænderne i en modspiller. I nogle af de allerførste love står der faktisk i de ledsagende bemærkninger, at ingen gentleman naturligvis kunne så meget som overveje at overtræde nogle regler med vilje. Derfor er der heller ikke brug for en dommer oprindelig – anførerne taler sig simpelthen til rette, hvis der dukker noget suspekt op. Næste trin er, at man uden for banen har en neutral dommer, som anførerne kan appellere til, hvis de undtagelsesvis ikke kan blive enige – men det er altså ikke en person, som af sig selv kan skride ind for en mulig overtrædelse. Han er der kun, for at man kan referere til ham, hvis man får brug for råd, hjælp og en afgørelse (heraf ordet ‘referee’). Først i 1891 får vi en dommer og to linjevogtere på banen med magt til selv at træffe afgørelser. I øvrigt samme år, som straffesparket og diverse andre spændende ting bliver indført – men det er en ganske anden historie, som jeg også nok skal komme forbi engang.

Men det er meget godt, at fodboldloven har nogle rummelige bestemmelser, som kan strækkes til at dække de mere usædvanlige ting. For af og til optræder det utænkelige. Jeg har i mangfoldige år, når jeg har rejst rundt med diverse teorigennemgange, haft som fast mottto, at ‘Fantasien overgås kun af virkeligheden’. Det ville jeg igen have fået brug for i forbindelse med VM-kvalifikationskampen mellem Grækenland og Bosnien-Herzegovina i søndags. Her løb udeholdets Dzeko ind i sin 2. advarsel og dermed udvisning for en forseelse, som i hvert fald ikke er hverdagskost. Bosnien fører 1-0 med 78 minutter spillet. Der er en ganske heftig duel i den græske forsvarsende, hvor Dzeko og skiftende grækere river og flår grundigt i hinanden. Til sidst går Dzeko omkuld og får tilsyneladende tilkendt et frispark.

Stadig liggende på jorden holder han nu godt og grundigt fast i bolden – det er der for så vidt heller ikke noget galt i, for det er jo hans hold, der om et øjeblik skal sætte spillet i gang igen. Med 12 minutter igen og en føring på udebane har Dzeko dog ikke travlt – og dette er nok selve problemet. Alt det bliver for meget for grækernes Sokratis, der forsøger at vriste bolden fra Dzeko. Faktisk står han nærmest og skræver over den liggende Dzeko, mens han forsøger at få fat i bolden. Dzeko føler sig åbenbart lidt indespærret – i hvert fald rækker han nu op og trækker bukserne ned på Sokratis. Og ikke bare som en affektreaktion – det forgår fuldt bevidst og overvejet og nærmest i to tempi. Nu står Sokratis med bukserne nede om knæene og fremviser ufrivilligt noget nydeligt undertøj (dog uden reklamer fra bettingfirmaer eller andre). Dzeko får snoet sig ud mellem benene på Sokratis, rejser sig op og puffer Sokratis omkuld – hvilket heller ikke kan have været svært, eftersom bevægeligheden og balancen ikke er i top med et par shorts hængende på knæene.

Og så starter festlighederne ellers med en massekonfrontation, der vil noget, og med det meste af dommerteamet involveret samt diverse ledere, som forsøger at få stoppet kamphandlingerne. Efter et par minutter kan vi nå til afregningens time: der er gult kort til én fra hvert hold (det er den faste mindstetakst ved en massekonfrontation). Der er direkte rødt til en græker, som undervejs har slået – og så er der gult til Dzeko for bukse-stuntet. Han har desværre et gult kort i forvejen, så han er heller ikke med mere. Nu er dette en ualmindelig giftig massekonfrontation at skulle udrede, så man kan ikke forlange, at alle detaljer kommer med, men ingen kunne have brokket sig, hvis i hvert fald Sokratis, som starter hele showet ved at forsøge at få fat i den bold, som ikke tilkommer ham, også havde set gult. De fleste aviser, som jeg har set, beskriver udvisningen som den mest bizarre, som de har oplevet, og det er svært at argumentere imod. Den kan i hvert fald snildt opnå en plads på top 10. Gribende har det også været at høre en yderst uskyldig Dzeko slet ikke fatte, hvorfor han skulle vises ud, og hvordan det kunne være ham, der startede det hele – for han lå jo bare på jorden !

Hvor er vi egentlig henne rent lovteknisk ? Der er seks forseelser, der kan straffes med en advarsel, og der er næppe tvivl om, at det er den store rodekasse, ‘usportslig opførsel’, vi skal have fat i her. Det dækker i hvert fald fint: det kan ikke betegnes som specielt sportsligt at løbe rundt og trække bukserne af modspillerne. Men i virkeligheden kunne dommeren med lige så stor ret have udset sig én af de syv mulige forseelser til udvisning, nemlig ‘bruger fornærmende, hånende eller upassende sprog eller tegn’. Sprog omfatter også kropssprog – og handlingen at trække bukserne af en modspiller er vel både fornærmende, hånende og upassende. Sat på spidsen kunne en anden af de syv, nemlig ‘voldsom adfærd’, også være kommet i spil.

Kan dommeren så bare vælge den af kasserne, som han synes er rimeligst ? I princippet ja – når vi er derhenne, hvor vi har en situation, som ikke er direkte beskrevet i loven (og som er så langt ude, at der næppe er blevet undervist i den på diverse topdommerkurser og en facitliste stanget ud). Man kan sige, at det for selve kampen selvfølgelig ikke betyder noget, om udvisningen sker med direkte rødt kort eller som følge af to gule. Men ved udmåling af karantæne bagefter kan det faktisk gøre pokker til forskel. Nu var det (heldigvis for alle) ikke mig, der stod midt på banen i den kamp, men jeg ville nok personlig have foretrukket det direkte røde kort. Under alle omstændigheder ville vi have fået en munter diskussion efter kampen, hvis jeg havde været udvikler på den – der er intet forkert i det, som dommeren gør, og der er fuld lovhjemmel for det, men derfor kan man jo godt udfordre kendelsen (det er faktisk noget af det, som vi SKAL gøre) og høre bevæggrundene for, at det blev den ene løsning og ikke den anden.

Denne situation er som sagt godt nok sjælden – jeg har dog set den en enkelt gang tidligere, hvor der hverken faldt den ene eller anden farve kort – men der er åbenbart et eller andet med de bukser. Ingen grund til at tvære mere rundt i Bendtners Paddy Power-show, men jeg husker også en situation fra Serie A for en håndfuld år siden, hvor en målscorer i sin jubelscene tog bukserne af og svingede dem over hovedet. Det må have været ifølge en egen særpræget logik, for omkring scoringsjubel står der jo kun, at der automatisk skal falde en advarsel, hvis man tager trøjen af eller dækker sit hoved med den. Så hvorfor dog ikke prøve med bukserne og se, hvad der sker ? Desværre har vi også her en rammebestemmelse, der siger, at godt nok er der nogle jubelscener, som pr. definition skal give advarsel (f.eks. at klatre op ad hegnet, iføre sig en maske eller tilsvarende) – men rammen er, at scoringsjubelen ikke må overskride de almindelige grænser for opførsel på en fodboldbane. Og det må det trods alt siges at være at tage bukserne af og svinge rundt i luften med dem. Spilleren her havde også en advarsel i forvejen – så han lærte på den hårde måde, at fodboldloven er således indrettet, at bare fordi der ikke står, at noget specifikt er forbudt, kan man ikke deraf konkludere, at så er det tilladt…