Klubhuset

Jannick Plytsgaard (singledommer):

Hvis du har en trykluftmåler, så bliver de fleste trænere meget positivt overrasket. Champions League-fløjten siger alt. Hvis du bruger den fløjte, som de bruger i Champions League kampe, så kan spillerne også mærke, at du tager din dommergerning seriøs. Dommerspray (som vi desværre ikke må bruge) gør også, at spillerne føler, du er en seriøs person.

David Nissen (Triodommer og Futsal-dommer):

Det mest diplomatiske svar her må være, at det er en smagssag.  Men nu er jeg ikke kendt for mit diplomatiske jeg, så i min verden er god lir helt klart fløjter, der matcher kampdagens trøje og strømper. Hvis man ydermere kan krydre det med samme farve svedbånd, vil jeg mene man klart er på rette kurs med italiano style!

Jannick Plytsgaard (Singledommer):

Jeg går hen og tager kontakt til begge trænere for at præsentere mig og fortæller kort, hvordan jeg er som dommer, så vi har afstemt forventninger fra første sekund.

Per Bilstrup (Singledommer):

Jeg indfinder mig typisk på spillepladsen 20 minutter før kampstart, og som det første tager jeg kontakt til begge trænere, som jeg hyggesludrer lidt med. Herefter besigtiger jeg banen. Ved lodtrækningen har jeg en nogenlunde fast frase, som i udgangspunktet indeholder følgende tre elementer:

1. Min positive tilgang til, at vi skal have en god kamp.

2. Inddrager lidt omkring holdene f.eks. seneste kampe, placering, tidligere indbyrdes kampe, kampe jeg har dømt holdene eller lignende.

3. Lidt forventninger til, at anførerne medvirker til, at det bliver en god fodboldkamp.

Casper Thorsøe Jr. (Triodommer):

Jeg varmer stort set op på samme måde hver gang. Jeg bruger ca. 20 minutter på opvarmning.

Jeg starter altid med at løbe en omgang rundt om hele banen (så får jeg set hele banen og evt. mærket stemningen på tilskuere pladserne). Det har jeg lært fra England. Derefter bruger jeg den ene halvdel af banen. Her kører jeg et program, hvor vi løber, mens vi laver en øvelse (starter med hælspark) på halvdelen af banehalvdelen, den sidste del løber vi almindeligt. Nå vi rammer enden, gør vi samme øvelse igen, hvorefter jeg skifter øvelse, når vi rammer midterlinjen. Imellem øvelserne holder vi pauser, så der er plads til at strække ud.

Dette gør jeg sammen med mine linjedommere. Det er vigtigt for mig, at vi gør det samme, da jeg gerne vil give et godt og seriøst udtryk til dem, der evt. kigger på os.

Efter en samlet opvarmning, sender jeg linjedommerne ud og mærker deres linjer. Imens løber jeg tre lange diagonaler fra hjørneflag til hjørneflag, hvor de sidste 20-30 meter er baglænsløb.

10 minutter før kampstart går jeg ind.

Jonathan Bak Dragsted (Triodommer):

Jeg varmer så vidt muligt op 30 min. før kampstart. Det foregår samlet, sammen med mine linjedommere, men vi laver ikke nødvendigvis den samme opvarmning. Opvarmningen varer som udgangspunkt 20 min. Det giver tid til lige at få pulsen ned og skiftet trøje inden kampstart. Jeg slutter altid opvarmningen af med tre spurter, som mine linjedommere og jeg skiftes til at "klappe i gang".

René Thunø (Singledommer):

Jeg starter med opvarmningen senest 20 minutter før kampstart, så jeg har i hvert fald et kvarter til opvarmning. Jeg starter med at løbe stille og roligt, så jeg får varmet benene godt op. Det gør jeg typisk i omkring 10 minutter. Jeg bruger ofte tiden på at komme rundt på banen, så kan jeg samtidig få kontrolleret om alt er, som det skal være.

Efter de ti minutter holder jeg en kort pause, hvor jeg får lidt vand og snører støvlerne en ekstra gang, og så tager jeg et par ture med lidt armsving og lidt gadedrengeløb, inden jeg slutter af med fem stigningsløb.

Christian Hansen (Triodommer):

Jeg har en meget fast indledning på lodtrækningen. Jeg kigger altid efter to ting før samtalen.

1) Banens tilstand (for evt. at advare mod glidende tacklinger hvis den er meget tør eller lignende)

2) Vejret (som jeg ofte mener er godt til fodbold)

Herefter indleder jeg med min snak, som fast lyder:

Jeg/vi har set frem til at være en del af dagens kamp. Vejret er fantastisk til fodbold, og banen ser godt ud. Vi vil gøre vores bedste for at få en god kamp ud af det, og det håber jeg også I vil.

Herefter vælger udeholdet altid først, og jeg kaster mønten.

Jonathan Nilton (Triodommer):

Jeg præsenterer mig selv, og skriver anførernes navne og nummer ned på mit scorekort (hvis jeg skulle glemme det, og har brug for deres hjælp senere). Så fortæller jeg dem at de skal spille videre indtil jeg fløjter, og at jeg forventer vi kan have en dialog – ikke over 40 meter – men ved at runde hinanden hvis der skulle opstå et behov for det. Jeg lader udeholdets anfører vælge bold eller bane på min mønt – med en bemærkning om at han/hun får lov at vælge da, de kommer længst væk fra. Til sidst giver vi hinanden hånden og ønsker god kamp.

David Nissen (Triodommer og Futsaldommer):

For mit vedkommende er det vigtigste for mig, at der er ro. Med ro mener jeg, at hvis der bliver begået et frispark, som er til en påtale, siger jeg lige til mig selv: "Pust ud, og slap af". Herefter kalder jeg spilleren til mig, enten ved to korte fløjt, eller med rolig, men bestemt stemmeleje: ” Nr 7, kom hen til mig”.
Herefter har jeg altid tre påtaler klar. De er indøvede, så jeg i kampens hede ikke skal opfinde den dybe tallerken og kommer til at sige noget dumt, fordi min puls er høj.

Samtidig under snakken er det i min verden vigtigt, at man i monologen ikke åbner for en debat eller stiller et spørgsmål. Det kunne eksempelvis være "er du med?” eller "er det forstået?”.  Så giver man nemlig spilleren mulighed for at svare nej, og hvem har så tabt?

En af de tre påtaler jeg bruger er:
”Du har (gentagne gange)overtrådt spillets love, og det skal stoppe nu.” (Jeg ser spilleren bestemt i øjnene og bruger gerne den klassiske afværgemarkering.)

Søren Kusk Pedersen (Singledommer):

En effektfuld påtale skal have et klart budskab. Oftest, når der er tale om dobbeltpåtaler, så vil den ene part ofte mene, at det er den anden skyld. Derfor understreger jeg altid, at det gælder dem begge to, med en formulering a la: "I skal stoppe med at hive/genere/skubbe hinanden, ellers så ender det bare med et frispark den ene eller den anden vej, når bolden er i spil. Drop det - begge to!" - den sidste bemærkning med "drop det" bruger jeg som regel for at undgå en situation, hvor spilleren forsøger at argumentere frem og tilbage. Det er en indirekte, pænere måde at sige: "og det er noget jeg bestemmer".

Christian Hansen (Triodommer):

Allerede før påtalen skal det klart tilkendegives til hele banen, er her noget du skal håndtere, så spillet ikke pludselig starter bag din ryg. Det gøres bedst ved at ændre sit kropssprog og lave et tydelig fløjt.

Herefter starter en situationsbestemt påtale, alt efter trænerens mentale tilstand. Min faste procedure er:

”Nu skal du lytte og tie stille. Jeg er ikke kommet herud for at høre på dig, men kun for at gøre mit bedste. Du skal koncentrere dig om dit eget hold, og ingen andre.

Yasin Seker (Triodommer):

Først og fremmest så er det vigtigt at man ikke taler ned til dem og møder dem i øjenhøjde, og derfor skal man gå helt ud til dem, så der ikke er en særlig stor afstand fysisk. Derefter vil jeg sørge for at påtalen foregår på min præmisser, altså jeg bestemmer hvor længde påtalen skal vare og typisk vil jeg anvende en envejskommunikation, hvor jeg vil give klart og tydeligt besked på at jeg ikke vil acceptere mere fra deres side. Det kan være ved brug af en sætning som:

"Nu har jeg virkelig hørt nok på dig, hvis du skal blive ved med at være på bænken, så skal jeg ikke se lignende handlinger fra din side. Det stopper nu!" (ikke noget med at stille spørgsmål til dem, da det åbner op for en diskussion. Jeg har brug for at givet en kort og kontant melding også kan de selv vurdere om de vil handle derefter eller at jeg tager næste skridt med en bortvisning.)

Bjarne Nigaard (Udvikler, Triodommer):

I virkeligheden skal den slags jo helst være den absolutte undtagelse… Men jeg har den hovedregel for en påtale, at man skal bruge den proportionale mængde af ledelse og ’power’, dvs ikke for lidt, men heller aldrig mere end det lige nøjagtigt er nok… Som oftest vil der være mere spillerum til at ’råbe og skrige’ af en spiller inde på banen, for de er pr. definition midt i kampens hede… Men til en træner, hvor man bevæger sig ud til ham i dennes tekniske område (for man skal IKKE kalde ham hen til sig inde på bane!!), skal der i udgangspunktet være en smule mere respekt og afmålthed. Undgå altid bandeord og eder, og undgå om muligt helst at råbe… HVIS en træner ikke vil sætte sig eller dæmpe sig overfor en rolig, afbalanceret leder, der står foran ham med bestemt, men rolig mine og kropssprog, så serverer han dermed en indiskutabel begrundelse for, at han skal bortvises. Så tag den med ro; lad de andre stå; så ender du med kors og bånd og stjerner på…

Yasin Seker (Triodommer):

Jeg har rigtig god erfaring med at give advarsler, hvor jeg hiver kortet hurtigt. Det kan både signalere sikkerhed og beslutsomhed. (Den eneste ulempe er selvfølgelig, at man låser sig selv med en advarsel, hvis man efterfølgende vurderer, at forseelsen er til mere end en advarsel). Hvis det er en advarsel på baggrund af en forseelse, der er lavet i frustration, så bruger jeg mere tid, hvor jeg prøver at vise empati og forståelse og på den måde lader spilleren forstå, at han ikke burde lave sådan en handling igen. Derfor tager jeg typisk en kort samtale med pågældende spiller i sådanne situationer.

 

Jonathan Bak Dragsted (Triodommer):

Den gode advarsel passer til den enkelte situation. Nogen gange er advarsler så klare, at ikke engang den mest inkarnerede fan på 38. række er i tvivl. De kan oftest gives med et smil på læben. Andre advarsler kræver langt stærkere salgsarbejde og temperament. Særligt i tilfælde, hvor modstanderen er blevet skadet, kan det være en fordel markant at markere, at grænsen absolut er nået, for hvad der tillades på banen.

Søren Kusk Pedersen (Singledommer):

Jeg har fundet min baglæns skridtlængde, så jeg altid har øje på bolden, mens jeg opmåler de 9,15. Dette gøres nemt ved at stille sig på midten eller straffesparkspletten (på en korrekt opmålt bane) og så gå baglæns, til man når buen. Min længde er præcis 13,5 skridt, og den passer hver gang. Jeg siger ikke nødvendigvis altid noget til spillerne om placering af hænder. Jeg afventer og ser, og hvis spillerne ligger en hånd på brystet eller derover, så gør jeg dem opmærksom på, at hvis bolden rammer armen højere oppe end skulderen eller ude for kroppen, så dømmer jeg hands. Vis det også altid på din egen krop, så der ikke opstår tvivl.

Yasin Seker (Triodommer):

Jeg vil altid gerne vide, hvem der sparker og forklarer denne spiller, at vedkommende skal vente på min fløjte, før han sparker.  Jeg viser tydeligt fløjten. Derefter vender jeg ryggen til bolden, så jeg står ansigt til ansigt med de spillere, der skal være 9,15 væk. Det er nemmere at rykke spillerne ansigt til ansigt, og de kan skridte med, når man skal have dem i den rigtige afstand. Hvis muren står inde i feltet, forklarer jeg dem, at de skal holde armene nede langs siden og ikke dække brystkasse/hoved med armen. (Husk at få kropsproget med) Dette for proaktivt at undgå situationer, hvor der kan være tvivl om hands eller ej og mulig straffesparksvurdering.  

David Nissen (Triodommer og Futsal-dommer):

I min verden afhænger det helt af, hvad niveau man fløjter på. For en ting er, når man er ude alene, og en anden ting er at have to kompetente linjedommere med ud. For mit vedkommende er jeg så heldig at have mine linjedommere med, og en af de ting, de får at vide i instruktionen inden kampen er, at ved frispark holder de øje med bolden. Det vil sige, at når jeg har fløjtet frisparket og bestemt, hvor bolden skal ligge, så vender jeg ryggen til bolden og rykker muren 9.15 væk. Imens har en ene Linjedommer øjne på bolden. Når det så er på plads, er der jo muren. Et godt råd er aldrig at placere muren på linjen, der afgrænser straffesparksfeltet, for hvis bolden rammer en arm, så står man med en meget vanskelig vurdering, der bliver svær at sælge.

Hvis der bliver stillet en mur, er det som regel fordi, det er et "kristisk" sted på banen, og her er ro kærkomment. Tag dig derfor tid og få ro på. Der er ikke nogen grund til at stresse.

Per Bilstrup (Singledommer):

Jeg spotter ham eller dem tidligt, nogle gange allerede under opvarmningen. I begyndelsen af kampen forsøger jeg at være meget tæt på situationerne med den pågældende matchspoiler for på den måde at lukke ham ned med tilretteanvisninger. Dette fungerer normalt fint, men nogle gange kan de simpelthen ikke nås og må håndteres derefter.

Jonathan Nilton (Triodommer):

I sekunderne efter forseelsen er det vigtig for mig at virke sikker og beslutsom. Det er ikke til diskussion, da en forseelse, som er tvivlsom, aldrig resulterer i en udvisning. Er spilleren uforstående over for udvisningen giver jeg altid en kort forklaring af, hvad jeg oplevede. Derefter spørger jeg om spillerens navn og noterer det på mit scorekort. Samme dag indberetter jeg forseelsen og bruger lovens ord til at beskrive hændelsesforløbet.

Sebastian Bay-Pihl (Singledommer):

Er spilleren ophidset, højrystet eller diskussionslysten fortæller jeg ham ellerhende, at vi ikke har noget at tale om, og at vi ikke skal diskutere det. Fortsætter spilleren, gentager jeg. Når spilleren indser, at det ikke nytter noget og går væk fra mig, kan jeg forlade banen.

Er spilleren derimod nede på jorden, forklarer jeg, hvordan jeg opfattede situationen. Spilleren er velkommen til at spørge ind og komme med sin opfattelse af situationen. Som oftest accepterer spilleren min forklaring, og så afsluttes samtalen positivt.

Casper Thorsøe Jr. (Triodommer):

Det er selvfølgelig vigtigt, at man har mulighed for øjenkontakt med sine linjedommere, hvilket ens placering skal kunne give en.

Mit løbemønster er varieret, men ofte med meget dybe placeringer. Tidligere var jeg meget yderlig med mit s-løb, det er jeg stadig til tider, men nu bruger jeg en mere afgrænset skrå diagonal. Da man kan komme for langt ud med sit s-løb og vil have svært ved at nå ind i s-felterne.

Når et hold er meget spilstyrende, er jeg ikke dybt i banen, men holder mig mere tilbage i banen, så jeg undgår at komme i vejen for deres ”trekant” spil med venstre back, venstre midt, midt og evt. angriber. På kontra spil er jeg ofte løbet før, da jer hurtig ser, at de vil sparke diagonalt eller langt. Dermed vil jeg være meget tæt på den nye spilfase, hvilket kan være afgørende på disse kontra situationer.

Jonathan Bak Dragsted (Triodommer):

Det gode løbemønster er det, der i situationen giver den mest optimale placering, så jeg undgår at komme i vejen for spil og spillere, og som samtidig giver mig det mest optimale overblik. Typisk vil jeg søge bredt modsat min linjedommer, sådan at jeg har spillet mellem mig og linjedommeren. Det øger muligheden for, at vi får fat i den rigtige kendelse.

Udover det bruger jeg en del baglæns løb, det giver ro og overblik over kampen.

Søren Kusk Pedersen (Singledommer):

Løbemønster er vildt svært. Simpelthen. Mit bedste råd er, at du skal lære af dine fejl. De gange, hvor man får for stor afstand på sine kendelser, så skal man gå hjem og overveje, hvad man kunne have gjort bedre. Det centrale, jeg tænker over, når jeg dømmer, er, at man skal have en vinkel på spillet. Kommer man til at løbe lige bag boldholder, ser man sjældent spillet særligt godt. Få vinkel på ved at komme på ydresiden af spillet er som regel et godt mantra. 

Jannick Plytsgaard (Singledommer):

Øvelse, øvelse, øvelse. Når man forsøger at lave et løb, som gør, at man havner der, hvor bolden er, så har man lært, at det ikke er der, man skal være. Så jeg holder altid øje med, hvor spillernes øjne er, da det typisk er der, hvor de gerne vil spille bolden hen

Sebastian Bay-Pihl (Singledommer):

Det handler for mig om at finde mønstret i spillet. Hvordan ønsker holdene at spille? Jeg er glad for diagonalen, men det er bare ikke i alle kampe, den kan bruges.

Jeg prøver at forudse et eller to træk frem for på den måde placere mig rigtigt i forhold til at få en god vinkel på situationerne. Spilles der i små områder, er jeg generelt tættere på spillet, end hvis der spilles med lange afleveringer.

Rune Tychsen (Triodommer og Linjedommer):

Jeg holder typisk lidt afstand til spilleren når denne modtager sin behandling. Så man ikke fremprovokerer noget hvis den skadede spiller er irritabel. Samtidig bruger jeg tiden på at få kommunikeret med de andre spillere. Dette kan både være med alvors ord, til en man lige vil irettesætte, eller med en joke for at skabe stemning.

Sebastian Bay-Pihl (Singledommer):

Når spillet er stoppet, løber jeg over til spilleren og spørger om han/hun ønsker hjælp. Ønskes der hjælp, vinker jeg hjælpen ind. Hvis ikke, vinker jeg afværgende til hjælpen og hjælper gerne selv, hvis det er en krampe, eller der behøves udstrækning eller en hånd op.

Christian Hansen (Triodommer):

Som triodommer skal man forsøge at have spillerne mellem sig selv og sin linjedommer, så man altid har muligheden for at skabe øjenkontakt med linjedommeren. Herudover skal din vinkel til spillerne i feltet helst afspejle, hvor du forventer bolden vil lande (se efter hvor de høje spillere er placeret). Som solodommer kan du lettere variere dine placeringer, og det vil jeg klart anbefale, så spillerne aldrig kan føle sig tryg i feltet. Men undersøg gerne, hvor de hovedstødsstærke spillere er.

Lars Gerner (Udvikler og tidligere superligadommer):

Vigtigt for mig ved placering på hjørnespark er, at spillerne ikke ved, hvor de har dommeren. Så det kan både være ude i straffesparksfeltet og tæt inde i målfeltet på mållinjen. Især hvis der er mange "nærkampe". Det kommer naturligvis også an på, om det er en triokamp. I så fald skal dommeren normalt ikke så mange gange på mållinien og på dommerens fysiske niveau.  Nogle vil, som mig, gerne spare de 16,5 meter ved et kontraangreb.

Rune Tychsen (Linjedommer):

Kommunikation mellem dommer og linjedommer er rigtig vigtigt. Et godt samarbejde kommer via kommunikation. Det kan både være verbalt eller med små håndtegn. Det er vigtigt, at dommeren tør uddelegere opgaver til sine linjedommere, så man derved får et godt samarbejde. Bed gerne linjedommeren om også at kommunikere, gerne verbalt ellers med håndtegn. Så kan spillerne se, man er tre om opgaven, og det giver respekt hos spillerne, hvis samarbejdet bare kører i dommer trioen. 

Lars Gerner (Udvikler og tidligere superligadommer):

dommer/liniedommersamarbejdet er en af mine kæpheste.  Jeg vil inddele det i tre niveauer alt efter hvor stor rutine man har.
   
Hos nye liniedommere skal der først være styr på indkast, hjørnespark og offside.  At kunne følge næstbagerste forsvarsspiller er et "most", og man skal have klare og tydelige markeringer. Så må selve samarbejdet mellem dommer og linjedommer vente til om et par kampe.

Hvis man har nogle forholdsvis rutinerede linjedommere, så skal ovenstående være på plads og linjedommeren kan få flere beføjelser. Frispark ude i nærheden af LD skal vinkes, husk retning. Der skal være verbal og visuel kontakt mellem dommeren og liniedommerne. Verbal med anerkendende ord og visuel kontakt med små smil og/eller "tommeltotten". På dette niveau mener jeg også, at den "skjulte" markering skal foregå. Dommeren eller liniedommeren viser (skjult), hvilken retning et indkast er, inden bolden forlader spillepladsen.

Det udvidede LD-samarbejde, som jeg ynder at kalde det, er så det optimale niveau. Her kan dommeren råbe ud til sine LD`ere:  " Så er det dig + navn ", når spillet er ude i nærheden af linjedommeren, så spillerne fornemmer, at det ikke kun er to øjne, som holder øje med dem. Kan LD så svare tilbage med: ”OK, jeg har dem ", er det endnu bedre. Det virker fantastisk forebyggende og vidner om et samarbejde helt i top.

For alle tre niveauer gælder naturligvis, at hvis linjedommeren har set noget bag dommerens ryg, eksempelvis slag eller spark, skal dette selvfølgelig også meddeles dommeren, så han kan foretage det rigtige. 

Bjarne Nigaard (Talentchef, udvikler og tidligere divisionsdommer):

Ordets tre første bogstaver indikerer, hvad det væsentlige er i (sam)arbejde. Det er noget, man skaber i fællesskab, og det betyder også, at der skal være ligeværdighed og respekt omkring den fælles opgave, hvor man nok har forskellige kompetencer, men i sidste ende skal levere et fælles produkt. Det betyder også, at det gode samarbejde grundlægges ved fælles aftaler, fælles hjælp og fælles kommunikation. Selv om det er faldet i dommerens lod at træffe den endelige afgørelse ved uenighed, så skal dette jo være en undtagelse, og ikke en regel, hvor en dommer tror sig mere magtfuld end en enerådig centralafrikansk militærleder. Akkurat som man på sin arbejdsplads er afhængig af, at alle medarbejdere arbejder hen mod det fælles mål og bevarer motivationen undervejs, så gælder det samme for en trio. Og dommeren har, som direktøren har det på arbejdspladsen, ansvaret for samarbejdet, motivationen og det gode slutprodukt.

Rune Tychsen (Linjedommer):

Den gode linjedommer er en engageret type, som holder sig til den instruktion, som han eller hun har fået fra dommeren. Man skal være på fra første fløjt, følge næstbagerste forsvarsspiller konstant, samt turde tage ansvar. Sidst men ikke mindst skal man være god til at samarbejde med dommeren, via tydelige markeringer og evt. noget verbalt. 

Ruben Christensen (Udvikler og linjedommer):

Den gode linjedommer er en stabil og pålidelig hjælp for dommeren. Jeg holder meget af i mine udviklingssamtaler at bruge ordet "Assistent Referee", for jeg mener, at det dækker opgaven meget bedre. Den gode linjedommer skal fornemme dommeren og give ham eller hende den hjælp, som de har brug for, og linjedommeren skal være sin rolle kendt, således man ikke begynder at dømme fra linjen. Den gode linjedommer skal samtidig være bevidst om, at man stadig er dommer, hvilket betyder, at man skal tage ansvar for kampen og hændelser. Det er denne balance mellem ansvar og assistent, som jeg mener skaber den gode linjedommer. 

Casper Thorsøe Jr. (Triodommer):

Den gode linjedommer er ham/hende, der kan og har sin linjedommer-teknik på rygraden. Det menes, at de ikke bruger meget tid på at tænke over, hvad de gør, men bare gør det.

Hvis det er på plads, har de meget mere overskud til at hjælpe dommeren inden på banen og på deres offside-vurderinger.

Jeg kan gode lide linjedommere, der kan komme med en klar og tydelig besked til mig om en givende situation. Det nytter ikke noget, at man holder tilbage med sin mening, da en linjedommer kan bruges til rigtig meget. Jeg har oplevet situationer, hvor en linjedommer har set en tydelig advarsel, som har været skjult for mig, men da de aldrig har fortalt det videre, blev den ikke givet. Det må ikke ske. Man skal huske, det er en holdpræstation og ikke et onemanshow.

Den gode linjedommer skal tage ansvar og huske, at han er dommerens hjælper til hver en tid.

Lars Gerner (Udvikler og tidligere superliga-dommer):

Er der tale om triokampe, placerer jeg mig normalt over for den ene linjedommer (cirka 20 meter fra midterlinjen) i 1. halvleg og gør det samme med den anden linjedommer i 2. halvleg. Linjedommerne skal naturligvis også udvikles, derfor denne procedure. Er der tale om en kamp, hvor man forventer det ene hold er "spilførende" - så tager jeg altid og vælger den ende af banen, hvor dette hold angriber, for at få så meget med som muligt. Dette kan jeg naturligvis også gøre i kampe, hvor der ikke er linjedommere på, i singlekampe kan jeg godt finde på at gå lidt rundt om banen. 

Ruben Christensen (udvikler og linjedommer) :

Det er et super svært spørgsmål, da det kommer an på kampens udvikling samt faciliteterne omkring banen. Som udgangspunkt prøver jeg i triokampe at komme til at være placeret over begge LD'er i løbet af kampen. Jeg går aldrig bag mål i længere tid, da det næsten altid vil være en svær placering at overskue banen fra, men ellers kan jeg ikke sige, om man skal bevæge sig rundt om banen eller kun indtage en til to placeringer i en kamp. Er der uro omkring bænkene, kan jeg også finde på at placere mig heromkring for at se håndteringen af denne, men jeg er dog altid på afstand, da det aldrig må blive sådan, at holdende kan henvende sig til mig. Jeg tror, placering kommer med erfaring, og hver udvikler finder sin måde at placere sig på.

Joanthan Nilton (Triodommer):

Først læser jeg tidligere udviklinger. Derefter sender jeg de fokuspunkter for halvåret, som jeg arbejder med (med en bemærkning om at det står udvikleren frit for at bruge det til noget eller lade være) senest tre dage før kampen. I fokuspunkterne har jeg almindeligvis udvalgt tre punkter, som er nærmere beskrevet i dokumentet. Udvikleren får dermed muligheden for at give mig konkret feedback på det, jeg selv går og arbejder med fra weekend til weekend.

Bjarne Nigaard (Talentchef, udvikler og tidligere divisionsdommer):

Den bedste indledning på en udvikling er at lade være med at indlede en udvikling. En udvikler er en hjælper, ikke en eksaminator, og derfor kan det ofte være en rigtig fin idé at begynde med en snak om, hvem man egentlig respektivt er som personer: Hvad man laver, hvor man bor, hvor længe man har været dommer osv. Etableringen af et ligeværdigt tillidsforhold mellem de involverede personer betyder nemlig, forhåbentligt, at den efterfølgende aftale kan gennemføres i den mest muligt frie og afpassede tone, hvor der bliver plads for alle parter til at byde ind med tanker og spørgsmål, og dermed skabe refleksion og læring, der igen skaber fremdrift for den enkelte. Der skal naturligvis altid afstemmes konkret efter, hvem der tales med, så jargon og fremfærd virker rigtigt i situationen for alle.

Ruben Christensen (Udvikler og linjedommer):

Som udvikler indleder starter jeg oftest mine samtaler med at snakke om noget andet end kampen. Lidt smalltalk lige til at løsne stemningen lidt op. Vi må som udviklere ikke glemme, at selvom vi har udviklingen for øje, ligger der stadig et element af bedømmelse, og derfor kan stemningen godt være lidt anspændt. Herefter spørger jeg ind til, hvordan de har oplevet kampen, og om der er nogle episoder, som de gerne vil have vendt, inden vi begynder på min udvikling. Det gør jeg, da jeg selv er bevidst om, at en fejlkendelse eller lignende kan fylde så meget i baghovedet under en hel samtale, at man slet ikke hører efter indtil det punkt, hvor det så endelig bliver nævnt. Det er ikke gavnligt for nogle parter, og derfor er det bedst at få det ud af tankerne fra start. Som afslutning på min indledning giver jeg mit helhedsindtryk af kampen - om der har været udfordringer, om det var på det forventelige niveau, eller om det var gået rigtig godt.