Jans Corner: Hvordan er det lige med den videodommer

Igen skal man huske, at for sådan nogle for mig er det situationen, der er det afgørende – klubberne i virkeligheden ligegyldige, så der er hverken sympatier eller antipatier på spil her.

Men denne uge er sådan en uge. I sidste uge havde jeg for første gang i umindelige tider fat i offside-reglen. Offside er noget af det, som virkelig kan bringe sindene i kog; det er et af de områder, hvor der er flest rodfæstede misforståelser – og det er en af de ting, der kan afgøre fodboldkampe, fordi situationerne i sagens natur ofte sker tæt på mål. Når det så alligevel ikke får helt den spalteplads her, som det burde, hvis man alene ser på vigtigheden, er det simpelthen, fordi det skrevne ord ofte ikke slår til. Skal man virkelig bore i offside-reglen, er det forbandet svært at gøre det uden billeder, banetegninger og hvad ved jeg – og derfor bliver den ofte stedbarn. Men i sidste uge handlede det om en mulig offside-situation, da Barcelona slog Valencia – og ved den lejlighed havde jeg fat i de tre ting, man kan blive straffet for: at indvirke på spillet, genere en modspiller, og at opnå en fordel af sin offside-position.

Så langt, så godt. I søndag aftens topbrag mellem FC Midtjylland og FC København troede FC Midtjylland, at de havde udlignet Københavns 1-0-føring, men Jonas Borrings mål blev annulleret for offfside. Ganske vist var der en Midtjylland-spiller i offside-position inde i straffesparksfeltet, da bolden blev slået højt indover, men bolden passerede hen over ham og landede hos Borring. Ingen er bagefter i tvivl om, at det var en fejlkendelse – og det er så skæbnens ironi, at der var adskillige andre giftige offside-situationer i den kamp, som blev løst lige efter bogen. Men det er linjedommerens lod, at én fejlkendelse kan farve hele billedet, og det må vi græde over en anden gang. Alle i gamet ved, at sådan er det. Når der ikke skal dømmes offside på Midtjylland-spilleren, er det i første omgang, fordi han ikke rører bolden (hvilket udelukker to af de tre strafbarheder ovenfor).

Tilbage bliver muligheden ‘at genere en modspiller’ og de fire kontrolspørgsmål: Stod spilleren i vejen for en modspillers bevægelse eller udsyn ? Angreb han en modspiller for at erobre bolden ? Forsøgte han at spille bolden og fik derved en forsvarer til at gøre noget andet, end han ellers ville have gjort – eller foretog han sig noget, som havde indflydelse på en modspillers mulighed for at spille bolden ? Med fire flueben i ‘nej’ er det klart, at spilleren ikke skal straffes.

Automatreaktionerne fra diverse kloge mennesker, herunder et par såkaldte eksperter, kom prompte: nu må vi simpelthen have den videodommer. Det hænger vi op på knagen et kort stykke tid, for vi skal lige have en anden situation med.

I Champions League-kampen mellem Manchester City og Barcelona tirsdag aften (et brag af en kamp) løb Sterling efter 11 minutter ind i en advarsel for film, da han røg til jorden i Barcelonas straffesparksfelt efter en nærkamp med Umtiti. Nærbilleder afslører ret ubarmhjertigt, at Umtiti træder Sterling over foden og derved bringer ham til fald. Det er ikke en forseelse, som ser særlig spektakulær eller opsigtsvækkende ud – ikke en tackling, der kommer over flere meter – men den er pokkers effektiv og giver også et fald, der ser ud af noget, hvilket enhver, der har haft det uheld at træde sig selv over foden, vil vide. Fordi forsvarerens bevægelse er så lille – han skal bare sørge for at sætte sin fod oven på modspillerens – og fordi faldet kommer til at se så voldsomt ud, er det sådan set forståeligt nok, at dommerens første tanke er film (stort fald uden påviselig grund). Det lader til at være lidt af en trend, som vi har fat i her. Jeg har hørt fra de indre linjer, at netop denne type forseelse accelererede så meget under sommerens EM, at den blev et separat fokuspunkt for dommerne. Og man kan ganske rigtigt også finde en stak klip fra EM, hvor det er dette ‘step on foot’, som er i fokus. Hvad mere er, har man også i superligarunderne i efteråret kunnet se en klar stigning i den type forseelse, så det er også noget, som vi har bedt dommerne være særligt opmærksomme på, når vi har haft en af de videogennemgange, som dukker op efter et passende antal runder i løbet af sæsonen. Men den type forseelse er hundesvær at se for dommeren, fordi det går hurtigt og egentlig ikke ligner noget særligt – derfor er løsningen selvfølgelig at have ekstra fokus på det, helst uden at det går ud over noget andet. Så City blev snydt for et straffespark, men klarede heldigvis for retfærdigheden skærene alligevel – og de rituelle hyl efter en videodommer gentog sig.

Så hvad er det egentlig for noget med den videodommer, som alle taler om, men noget færre har gjort sig tanker om, hvordan kan fungere i praksis ? Først og fremmest skal det nok slås fast (igen), at selv om vi alle sammen syntes, at det var en fremragende idé, ville man ikke bare i Danmark kunne indføre det fra i morgen. For det må vi ganske enkelt ikke. Fodboldlov er fodboldlov, og her er videodommeren ikke en brik. Det kræver altså en lovændring for at kunne indføre ham – for selvfølgelig skal fodbold spilles efter de samme formelle regler overalt. Ellers går det helt galt. Fodboldens lovgivende myndighed, IFAB, åbnede – ganske revolutionerende – i februar op for, at man kan gennemføre kontrollerede forsøg efter nogle helt nøjagtigt fastsatte retningslinjer for at blive klogere på, om det er en farbar vej. Det er grunden til, at man i enkelte venskabslandskampe har kunnet se det anvendt, og der foregår anmeldte forsøg rundt omkring, f.eks. i Australien, USA, Tyskland, Brasilien, Portugal og Holland. Omkostningerne ved forsøgene ligger hos de enkelte forbund, for der er selvfølgelig også økonomi i det. VM for klubhold i december bliver ligeledes en forsøgsturnering. Alle forsøg køres efter et helt stringent og ensartet setup – og efter diverse workshops undervejs, hvor der udveksles erfaringer (der var faktisk én i sidste uge), kan man forvente en afgørelse om brugbarheden i 2018 eller 2019.

Rent praktisk er det selvfølgelig kampe med TV, der forsøges i – al den stund man kun vil bruge officielle optagelser. Videodommeren er en separat dommer, som sidder med mulighed for at se skærmen. Altså ikke – som flere minsandten foreslog – 4. dommeren, som lige kunne passe denne gesjæft også. At man kan komme på den tanke, kan kun skyldes, at man ikke ved, hvad 4. dommeren i øvrigt tager sig af – han har rigeligt endda. Både dommeren og videodommeren – men ingen andre personer – kan foranledige, at en situation skal genses (altså ingen challenge udefra), og dommeren kan i sidste ende enten acceptere videodommerens forslag eller selv se med en ekstra gang.

Det er ikke hvad som helst, der kan genses, men udelukkende potentielt kampafgørende situationer: Er der en forseelse forud for en scoring, der gør at målet skal annulleres ? Her kommer f.eks. offside ind i billedet. Er der dømt et forkert straffespark, eller skulle der have været dømt ét ? Er der tildelt et forkert rødt kort (eller skulle der have været tildelt ét) ? – og endelig en rent bogholderimæssig ting: er det en forkert spiller, der har fået tildelt et gult eller rødt kort ?
Går vi tilbage til de to situationer fra starten af artiklen, ville Sterling altså med en videodommer kunne få tildelt sit straffespark i stedet for en advarsel for film – mens Borring, som forsøgsbetingelserne er udformet, stadig ikke ville kunne få godskrevet sit mål. Man ser tilsyneladende kun på, om der er en forseelse, der gør, at et scoret mål skal annulleres – ikke den anden vej rundt, om et mål er blevet uretmæssigt annulleret. Det kan være, at man skruer på det undervejs i forsøgsperioden – men hvis vi leger med den tanke, at der f.eks. var blevet fløjtet for offside, inden Borrings bold gik i mål, var spillet jo afbrudt før scoringen, og hvordan skulle man så komme i gang igen ?

Vi går spændende tider i møde.