Jans Corner: Et par ting fra overdrevet

Det er én af de tidlige uger, hvor jeg ikke når inden deadline at få ugens europæiske kampe med. Onsdag formiddag drager jeg selv afsted til en Europa League-kamp, så vi må klare os med, hvad der i øvrigt ligger på blokken.

Weekendens kampe i superligaen kastede ikke det helt store af sig, bortset fra en enkelt situation for absolutte nørder, nemlig i kampen mellem FC Nordsjælland og Brøndby.

Her skete der det i den hektiske slutfase, hvor Brøndby pressede på, at der pludselig lå to Nordsjælland-spillere i græsset tæt ved eget straffesparksfelt og måtte have behandling. Da behandlingen var overstået, fik de lov til at blive inde, til stor fortrydelse for hele skaren af inkarnerede Brøndby-fans, der befandt sig bag målet. Det var i hvert fald en pibekoncert, der gik rent ind på mit TV. Normalt vil vi jo – når vi bevæger os over breddefodboldniveau – se spillere skulle ud at vende, når de har modtaget den nødvendige behandling på banen. Den nødvendige behandling er i princippet den, som sætter dem i stand til at kunne forlade banen, hverken mere eller mindre – i praksis bliver det ofte til lidt mere end det. Men der er undtagelser, hvor spillerne ikke behøver forlade banen efter behandlingen, hvis de i øvrigt er i stand til at fortsætte.

Det sker, hvis det er en målmand, der er skadet. Ikke fordi målmænd er mere eller mindre sarte end andre spillere, men fordi der ellers skal skiftes trøje med en markspiller osv., og rent bortset fra, at det også tager tid, vil det være en uforholdsmæssig stor straf for holdet. Det gælder også, hvis det er målmanden og en markspiller fra det andet hold, der er involveret – ud fra den lige beskrevne særregel for målmanden lader man i den højere retfærdigheds navn begge blive inde, for ingen ville kunne forstå, hvis målmanden måtte blive, mens markspilleren skulle ud. Og så er det, hvis det er to spillere fra samme hold, der er behandlet. Tanken bag er, at det ikke er rimeligt, at holdet i en kort periode vil skulle spille 9 mod 11, blot fordi f.eks. to forsvarere er stødt sammen. Dette er undtagelserne (og der er, modsat hvad mange tror, altså ingen pardon, hvis det er en markspiller fra hvert hold, der behandles samtidig) – og så kom der fra 1. juli en ny til, nemlig, at hvis en spiller skal behandles, fordi der er begået en forseelse mod ham, som er straffet med gult eller rødt kort, så får spilleren også lov til at blive inde. Igen ud fra et retfærdighedsprincip: det kan ikke være rimeligt, at en spiller er blevet savet midt over, modspilleren har fået en advarsel – og som belønning får synderne lov til at spille 11 mod 10. Nok ikke så længe, for de spillerne må i princippet kaldes ind af dommeren igen, så snart spillet er sat i gang – dog ikke på en måde, så de brager direkte ind i spillet, men når bolden er et andet sted. Skal de ind igen under spillet, kan det ske fra et hvilket som helst sted på sidelinjen – sker det under et stop i spillet, må de også komme ind over mållinjen, hvis de skulle have lyst til det.
Det er relativt sjældent, at man ser situationen med de to skadede medspillere, så der er måske ikke noget at sige til, at den ikke lå forrest i hukommelsen på tilskuerne. Sådanne forglemmelser sker i de bedste familier – men det var mindre heldigt, da et kollektivt hukommelsessvigt for få år siden ramte seks dommere i en Champions League-kamp mellem PSG og Barcelona. Der var vilde protester fra Barcelona over, at begge spillere blev sendt ud – PSG var uhyre tæt på at score på hjørnesparket, men til gengæld gjorde de det efter et umiddelbart følgende frispark, hvor spillerne var kommet ind igen. Det skete i en situation, som var pivende offside, og jeg vil tilskrive denne kikser nr. 2, at alle i dommerteamet stadig gik rundt og spekulerede på, hvordan det lige var, at reglerne med de skadede spillere var. Hvilket fører til den næste morale – som lyder nem, men kan være uhyggelig svær – at man altid skal kaste de dømte situationer om i rygsækken og koncentrere sig om det, der sker her og nu: det, som er dømt (rigtigt eller forkert) kan man alligevel ikke lave om på.

Ellers dukkede der en lille sød historie op i Jyllands-Postens netavis i sidste uge – om den argentinske arbejderklub Liniers fra Buenos Aires, som i over 30 år havde spillet på en hjemmebane, som havde skal vi sige alternative dimensioner. Fodboldloven foreskriver godt nok, at en bane skal være rektangulær, men her var vi nærmest i afdelingen for det trapezformede – så meget, at den ene mållinje var 54 meter, den anden 48 meter. Alt sammen nådesløst afsløret af et foto på Google Maps. Og så gik den ikke længere – klubben har fået frist til den 15. december til at lade banen få et mere autoriseret udseende. Når man ser på billedet, ligner det også grangivelig, at man simpelthen har kilet banen ind på den plads, som var til rådighed. Jeg har også andre steder i verden set fodboldbaner med spektakulære beliggenheder og i Andorra sågar et nationalstadion, hvor der direkte bag den ene sidelinje rejste sig en regulær klippe i hele banens længde.

Men har sådan en bane virkelig kunnet være lovlig ? Det hurtige svar, at efter fodboldloven er det ikke en mulighed, eftersom banen som sagt skal være rektangulær, så siderne gerne skulle parvis have samme længde. Og så skal længden være større end bredden, så den kvadratiske fodboldbane går ikke. Ser man på selve dimensionerne, er kravet, at sidelinjerne skal være mellem 90 og 120 meter lange, og mållinjerne mellem 45 og 90 meter langde. Sammenholdt med, at banen ikke må være kvadratisk, er 90 x 90 meter altså udelukket, men 91 x 89 meter principielt muligt – efter fodboldloven. Generelt er det naturligvis ikke holdbart at have alt for stor variation i dimensionerne fra bane til bane, så den gængse størrelse til turneringsbrug kredser omkring 105 gange 68 meter – en størrelse som gælder for samtlige baner til turneringsfodbold i Danmark, dog med den ikke uvæsentlige tilføjelse, at der kan gives dispensation til bestående anlæg. Jeg har da selv fungeret på danske anlæg, hvor afstanden fra straffesparksfeltet til sidelinjerne var til at overse, for det pudsige er jo, at uanset længde og bredde har banens øvrige felter helt faste mål.

Nu er det i de fleste lande tilladt at bruge kunstbaner til turneringsbrug. Det kan vi romantikere, som holder af duften af græs, jo så mene om, nøjagtig hvad vi vil, men der er ingen tvivl om, at kunstbaner har gjort rigtig meget for udbredelsen af fodboldspillet i egne, hvor sæsonen ellers ville blive mægtig kort. Og det har også højnet kvaliteten langt ned i systemet, hvor man ellers skulle kæmpe på plørede og knoldede såkaldte græsbaner i de første turneringsrunder efter vinterpausen. Til gengæld skal banen være af samme materiale over det hele – man kan altså ikke have kunststof på den ene halvdel og græs på den anden. Det burde sige sig selv – men ikke desto mindre er det nu skrevet ind i loven, så det må have været et problem.

I den mere kuriøse afdeling er spørgsmålet om hældningen på banen. Opmærksomme tilskuere vil have bemærket, at man nogle steder på især større stadionanlæg næsten med det blotte øje kan se, hvordan der er en hældning i bredderetningen, så vandet kan løbe af fra midten. For nogle år siden blev jeg ringet op af en stadsingeniør fra det jyske. Her skulle man anlægge en ny stadionbane, og han ville gerne høre, hvad den maksimalt tillladte hældning var. Jeg måtte bedrøve ham med, at der var ikke nogen overgrænse (hvilket han havde meget svært ved at tro på), men at det selvfølgelig var en forudsætning, at spillerne stadig kunne holde balancen. Igen mindes jeg fra min tid inden for kridtstregerne en bane i den københavnske Lersøpark, som havde en enorm hældning i længderetningen. Her havde det virkelig betydning, hvem der vandt lodtrækningen, også med hensyn til vinden, og jeg kan garantere for, at de lange diagonalløb op ad bakke sidst i kampen ikke var for små børn. Den bane var også anlagt, hvor der var plads til det.