Jans Corner: Så kom vi endelig igang

Jeg plejer at mumle, at det er lidt en kliché, når folk siger, at en turnering først begynder, når vi er igennem gruppespillet og når til knald eller fald-kampene. Der kan sagtens være højintense gruppekampe, især når det hele står på spil til slut – og omvendt findes der også frygtelige pokalkampe.
Men ved denne turnering vil jeg slutte mig til koret. Der har været langt imellem snapsene i de indledende kampe. Island har tilføjet sin egen dimension, men ellers har meget været frygtelig taktisk. Godt hjulpet på vej af et uigennemskueligt turneringssystem, hvor regnestykket om at komme blandt de bedste treere i den grad har tilskyndet til at undgå at lukke mål ind frem for at åbne op og få scoret nogle. Det virker heller ikke, som om trænerne har haft det store styr på regnestykket, som ganske rigtig også kræver en større matematikeksamen – ikke mindst fordi de afgørende kampe strakte sig over adskillige dage. Resultatet var besynderligt: det kan ikke have været en ønskedrøm for hverken Tyskland, Italien eller Spanien at havne i samme lille kasse, hvor kun ét hold ville gå videre til semifinalen.

Bevares, der har været hæderlige undtagelser i gruppekampene – karakteristisk nok er det nogle af de små og undervurderede hold, der har sat mest fut i løjerne: Island, Ungarn, Wales, Nordirland osv. Men helt ærligt er det højst en lille håndfuld kampe fra gruppespillet, som har gjort dybere indtryk på mig. Selve turneringssystemet med 24 hold og fordelingen af kampe har også haft besynderlige konsekvenser, hvor nogle hold har haft væsentlig flere hviledage end andre.. Jeg håber i den grad, at man finder på noget andet næste gang – man kan nok ikke nå det med antal hold, men så med fordelingen af kampene.

Og så begyndte vi på ottendedelsfinalerne – med en temmelig grufuld start. På grund af andre gøremål fik jeg på førstedagen kun set det allersidste af Schweiz og Polen samt den sene kamp mellem Portugal og Kroatien, og den sidste var godt nok noget af en ørkenvandring. Jeg mindes aldrig før at have set et skilt, der viste nul afslutninger til begge hold kort før de 90 minutter. Da jeg klagede min nød til en kollega dagen efter, sagde han, at så skulle jeg være glad for, at jeg ikke havde set Wales og Nordirland, for det havde været meget værre. Svært at forestille sig. Men så kom der mere gang i mekanikken søndag. Tyskland spillede en flot kamp mod Slovakiet, og Frankrig vågnede efter forskrækkelsen mod Irland og kom fint tilbage. Og så viste Belgien – endelig – noget af det, som vi ved, at de kan, mod Ungarn. Kulminationen kom mandag aften med to forrygende kampe, selv om der ikke er skønhedspris for nogen af dem: Italien – Spanien og selvfølgelig England – Island, som forekom som et rent eventyr. Her lykkedes det endelig at komme helt ude på kanten af stolen. Men mon vi så ikke også er derhenne, at kvartfinalerne bliver god underholdning – det er i hvert fald nogle kampe, som på papiret ser fine ud, men som ikke kan nå at komme med i denne uge på grund af deadline-djævelen.

Akkurat som med holdene er det også tyndet ud i dommerne, idet man vanen tro reducerer bemandingen et par gange undervejs. Selvfølgelig handler meget her om dommerpræstationerne – men der er også andre ting, der spiller ind. Man skal have nogle neutrale med hele vejen, så de dommere, hvis hold går rigtig langt, er ilde stedt. Man vil også gerne dække verdenshjørnerne rimeligt. Der er måske også dommere, som er ved at falde for aldersgrænsen osv osv. Der er mange hensyn, der spiller ind ud over lige det, som sker på banen. Nogle kalder det politik, men hensynene kan såmænd undertiden være relevante nok til at supplere det på banen, som stadig er det vigtigste. Denne gang ser der nu ikke ud til at have været meget slinger i valsen. Næsten ingen overraskelser i første retursending efter gruppespillet. Det var de unge og dem nederst i hierarkiet, som forsvandt. Ingen havde for alvor spillet sig af banen, men der var oplagt nogle stykker, som var med for at snuse til atmosfæren, og som får en hovedrolle senere. Jeg er f.eks. spændt på at se, hvad unge franske Turpin kan blive til. Måske lidt overraskende, at Kralovec fra Tjekkiet røg hjem allerede her. Det har næppe været den besynderlige udskiftningsseance mellem Ukraine og Nordirland, der gjorde det alene – ingen ville eller måtte komme ud, det tog enormt lang tid, og så endte det med en mærkelig advarsel – men der var heller ikke rigtig nogen chance for at brænde igennem i de kampe, som han havde (den anden var Rumænien – Albanien). I næste udskilningsløb efter ottendedelsfinalerne forsvandt til gengæld et par prominente navne, Velasco Carballo (Spanien) og Cakir (Tyrkiet). Begge fremragende og meget rutinerede dommere og kendt for at være nogle, der kører med højt niveau. Det fungerede bare ikke uden mislyde her, uden at noget på nogen måde blev tabt på gulvet. Velasco var meeeeget længe om at få fat i kortene, da han dømte Kroatien og Portugal – og Cakirs traditionelt rolige ledelsesstil bed ikke rigtig på Italien og Spanien. Hvordan Conte fik lov til at blive på Italiens trænerbænk efter i slutfasen at have halvflugtet en bold adskillige meter væk, kunne jeg godt tænke mig engang at få en forklaring på. Atkinson røg desværre også med i puljen – det kan umuligt være på hans præstationer, men snarere, fordi Clattenburg også har gjort det rigtig godt. Og der er ikke tradition for at have to fra samme land med helt fremme – faktisk har der de seneste mange år ikke været to dommere fra samme land med ved slutrunden overhovedet, så bare det, at både Atkinson og Clattenburg er med, er flot. En fin cadeau er det også, at man har beholdt unge Marciniak som reserve, hvis der skulle ske uheld. Hurra for det.

Ser vi på antal udvisninger har vi efter min kugleramme før kvartfinalerne haft tre. De to af dem er for to advarsler, og det er der ikke så meget at sige til. Den tredje til Irlands Shane Duffy i kampen mod Frankrig var en klassisk berøven af oplagt scoringsmulighed uden for straffesparksfeltet, og sådan én skal jo stadig automatisk give rødt, så intet galt i det. Jeg mangler stadig at se det dér helt glasklare eksempel på anvendelse af den nye regel, hvor man kan nøjes med advarsel for en berøven-situation inde i straffesparksfeltet – men jeg vil ikke udelukke, at jeg kan have blundet: som antydet i starten har det ikke alt sammen været lige ophidsende. Godt nok er der faldet gule kort i forbindelse med straffespark, men det kan såmænd lige så vel være for at bremse et lovende angreb, som har en lang række kriterier tilfælles med berøven-forseelsen, men hvor der bare ikke er den oplagte scoringsmulighed. Måske en scoringsmulighed – men ikke en oplagt én af slagsen.

Nu havde jeg jo forud proklameret, at det nok navnlig var målmændene, der ville vinde på den nye regelfortolkning, så jeg var godt nok spændt på, hvad der ville ske, da den islandske målmand nedlagde Stirling allerede efter 3 minutter. Det lignede nærmest en forseelse med kroppen, så i princippet kunne udvisningen stadig være i spil. Men der faldt slet ikke noget kort, og det var også helt korrekt i min optik. Vi er ikke i nærheden af oplagt scoringsmulighed, for Stirling har retning vinkelret på målet ude på kanten af, men langt nede i, målfeltet. Og det er også et spørgsmål, om dette overhovedet er et lovende angreb, for vinklen bliver uhyre spids, og der er ikke nogen til at følge op. Så det var fint nok ikke at få noget kort her. Men vi når forhåbentlig at få en situation til instruktionsbogen, inden turneringen slutter, selv om der nu kun er syv kampe tilbage at få det i.