Jans Corner: Så er det heller ikke værre – endnu

Man har virkelig mulighed for at få firkantede og meget små øjne i øjeblikket, hvis man vil følge med i det tempo, som EM-kampene bliver spyttet ud i via diverse kanaler. Der er også en del andet at rive i lige nu, så det er for mit vedkommende mere et spørgsmål om at hænge på til så meget, som jeg nu kan nå – og så må DVD-optageren klare resten, så jeg kan indhente eventuelle kontroversielle situationer efterhånden.

Nu har jeg det seneste par uger beskæftiget mig temmelig indgående med de vigtigste af de lovændringer, der er kommet, og som får en premiere, der vil noget, ved EM. Ikke at ændringerne er lavet med henblik på EM, men ikrafttrædelsesdatoen 1. juni sikrer, at hele turneringen bliver spillet efter de samme – men altså nye – regler. Som tidligere beskrevet er det på papiret den største lovrevision i 80 år (eller nogensinde), meget er blevet kastet rundt, har byttet plads, men er blevet forenklet på papir til forhåbentlig gavn og glæde for alle. Fintæller man, er der i omegnen af 100 ændringer, men de, der har fulgt med de seneste uger kan forhåbentlig huske, at jeg har gjort en hel del ud af, at langt de færreste ændringer vil have praktisk betydning – gjorde man ikke opmærksom på dem, ville mange sikkert ikke bemærke noget som helst, eftersom rigtig mange af ændringerne er en justering af det teoretiske rammeværk til det, som foregår i det virkelige liv.

Mediemæssigt har ændringen af den tredobbelte straf, så berøven af oplagt scoringsmulighed i straffesparksfeltet ikke længere automatisk giver udvisning, fået sin del af overskrifterne – at jeg så ikke tror, at den betyder det store i praksis ud over at være en lille ekstra redningsplanke for målmændene, er en anden historie. Efter at alle hold har været i aktion tirsdag aften, og vi har haft de første 12 kampe, har jeg – i det, som jeg selv har set og ellers har hørt om – ikke oplevet en eneste kendelse, der ikke ville have set lige sådan ud for en måned siden. Lad os nu trods alt håbe, at der hen over turneringen kommer nogle berøven-situationer, så vi kan få testet linjen og fortolkningen i praksis. Foreløbig er The Board kommet op med en håndfuld DVD-klip til at belyse fortolkningen, og de ramte heldigvis 100 % spot on på det, som vi selv var nået frem til. Så der er næppe grund til den store bekymring på det felt.
Og så er det ved nærmere eftertanke ikke helt rigtigt, at man slet ikke har bemærket noget nyt – jeg har i hvert fald set flere hold med fornøjelse udnytte den nye regel om retningsfrit begyndelsesspark og ved kampens start høvle bolden direkte bagud, så der kan bygges op i fred og ro.

Hvordan er vi så ellers kommet fra land ? Helt fornuftigt, synes jeg. Bortset fra, at det generelt har været nogle underholdende og ganske positive kampe, oven ikøbet med et par gedigne overraskelser (jeg nåede lige at få Island med), har dommerne i skrivende stund ikke rodet sig i noget, der kunne give en hovedrollestatus. Åbningskampe er altid modbydelige, fordi det er her, linjen skal lægges, og fordi stort set alt fokus er dér. Det kræver nerver lidt ud over det sædvanlige at have fornøjelsen af sådan en kamp. I år var det lagt i hænderne på én af de mest rutinerede og normalt driftssikre, Kassai fra Ungarn, og han styrede begivenhederne sikkert igennem med en rolig ledelsesstil og en linje, hvor spillerne fik lov til at røre ved hinanden, uden at der blev gået i for små sko. Det kastede så nogle advarsler af sig, men uden at der var nogen ondskab i det. Vi fik også mållinjedommerne i fokus, da Rumænien fik et straffespark, som de udlignede på. En udmærket reminder for dem, der synes, at det er totalt latterligt, at der står sådan to mænd med en pind i hånden. Kendelsen kommer så tilpas sent, at der for mig ikke er tvivl om, at det er mållinjedommeren, der kalder den forseelse. Vi bliver tit spurgt om, hvad de egentlig skal hjælpe med, de mållinjedommere. Og det korte svar er ‘Alt’. De skal være dommerens ekstra vinkel, og de skal være dem, der ser derhen, hvor dommeren ikke ser, fordi han følger bolden, således at forseelser uden bold i forberedelsen til næste fase, dér hvor bolden lander om lidt, også bliver dækket ind Og indtil videre har det egentlig også været behersket med brydekampene i feltet før hjørnespark – her har de to ekstra mand faktisk en forebyggende effekt (nogle gange). Det er i hvert fald én af de ting, som vi har kunnet se herhjemme i Superligaen, hvor der kun har været mållinjedommere på udvalgte kampe.

Dette med at se et andet sted hen end dommeren viste så også sine ulemper, da Wales dagen efter ubetinget blev snydt for et straffespark mod Slovakiet, da Skrtel havde en lige løs nok arm / albue i kontakt med en waliser. Det sker kun et par meter fra mållinjedommeren, men hans blik er sikkert allerede rettet mod næste fase, når indlægget kommer – og dommeren kan ikke fange forseelsen fra sin vinkel. Så man vinder nogle og taber nogle – akkurat som det objektivt er svært at forstå, at det mål, som sendte Brasilien ud af Copa America ikke bliver spottet som en soleklar hands af bare én af aktørerne. Og dommerne skal i det hele taget være vågne – som man også kunne se det på den merie kuriøse måde, da en stakkels sagesløs polsk linjedommer blev pløjet ned af en spiller, som simpelthen gled ud i ham.

Mållinjeteknologi har vi også for første gang til et EM (det var den tidligere præsident ikke begejstret for, så formentlig derfor ikke før). Den har ikke været sat på de store prøver indtil nu, men der har dog været et par situationer, hvor man har kunnet se, at systemet virker og få bekræftet den oprindelige afgørelse.

Straffesparkssituationer – vi har haft de obligatoriske allerede, som på sin vis med teoribogen i hånden teknisk set godt kunne dømmes, men hvor det bare ville være ude af niveau med den linje, som kampen kører under, og som alle er komfortable med. De få, der er blevet dømt indtil nu, har til gengæld været fuldstændig klare, så omkring de kampafgørende situationer går det egentlig fint indtil videre.

Udvisninger – tja, der har været et par stykker, men begge for to gule kort, som der ikke er noget at sige til. Den gamle sandhed med, at man lige skal prøve at tænke sig om med en advarsel i bagagen, holder stadig, men det kan uden tvivl ikke undgås, at instinkterne engang imellem tager over. Direkte udvisninger har vi ikke haft endnu – selv om jeg godt nok på et tidspunkt under Kroatien og Tyrkiet sad og tænkte, at dette bliver da vist ikke med 22 mand på banen til sidst, og tilsvarende var der i kampen mellem Østrig og Ungarn et par østrigere, der mod slutningen lignede nogle, der kunne finde på hvad som helst, men heldigvis uden at det gik galt.

Så vi er i gang i fin stil – og nu bliver det snart spændende (set fra nørdens synspunkt), hvordan man fordeler dommerne til kampene i anden runde. Det er også tidspunktet, hvor man kan begynde at gå rundt og gætte på, hvem der ender med de afgørende kampe til sidst, når man tror at kunne læse et mønster. Det skal jeg nu nok afholde mig fra – jeg plejer at kunne indsnævre feltet ganske kraftigt, men der sker altid overraskelser. Dels fordi dommerne jo også er afhængige af deres eget lands resultater, dels fordi dommerne jo helst heller ikke skal have det samme hold alt for mange gange, så på den led er man også afhængig af, hvilke hold, der går videre. Ingen dommer er som bekendt bedre end sin seneste kamp, så et dyk her kan også give overraskelser. Endelig har politik det med at stikke sit grimme hoved frem engang imellem – ikke at der sker deciderede justitsmord, men med en så kvalificeret gruppe samlet, er det marginaler, der afgør. Jeg håber, at det fortsætter, som det er begyndt…