Så er der lovændringer, akt 2

Nedtællingen er efterhånden kommet pænt ned i de lave tal – mens jeg skriver dette, er der faktisk kun knap 48 timer, til det går løs i Frankrig. Som annonceret i sidste uge fortsætter jeg med at gå de væsentligste lovændringer igennem – dvs. dem, som man vil kunne se afspejlet på banen, mere eller mindre ofte, men mantraet er som altid ‘Forvent det uventede’. Situationer kommer måske kun forbi en enkelt gang i løbet af ens levetid, og så ville det da være ærgerligt at gribe forkert i posen. Som også skrevet sidst sker der virkelig ting og sager denne gang, men langt det meste behøver den almindelige fodboldelsker ikke bekymre sig om. Det er masser af rent redaktionelle ting, som gerne i sidste ende skulle gøre livet lettere for alle, og jeg skal hilse og sige – efter at brugt en god portion aftener på at strukturere min del af oversættelsesarbejdet – at det virkelig er et pillearbejde, som tingene har skiftet plads. Men bare rolig, vi holder os til det, som har størst betydning i praksis – og skulle der så dukke mærkværdigheder op under EM, tager jeg dem selvfølgelig løbende.

For at starte i den bløde ende, har det hidtil været en anbefaling, at en kamp skulle afbrydes, hvis et hold kom under syv spillere. Det er nu blevet til lovtekst, så det vil også ske i Danmark i den kommende sæson, hvor vi ellers har kørt igennem til den bitre ende. Dog ændres kun på de højeste niveauer, blandt venner kaldet § 3-turneringerne – lokalunionerne har allerede meddelt, at de som en særregel vil fastholde at køre videre. Fair nok – med tidsbegrænset udvisning kan man også hurtigere risikere at komme ned i antal.

Jeg nævnte sidst, at der er blevet brudt op på nogle af de bærende principper i fodboldloven – og det handler ikke bare om berøven af oplagt scoringsmulighed, som nu skal betragtes forskelligt, alt efter om det foregår i straffesparksfeltet eller ej. Det har også hidtil været et princip, at et direkte frispark blandt andet forudsatte, at forseelsen blev begået på banen, at den blev begået mod en modspiller (minus hands), og at det var én af spillerne på banen, som begik forseelsen mod én af de andre spillere på banen.. Her er der kastet en mindre bombe ind i begrebsverdenen – men egentlig en meget logisk én af slagsen, når man først har sunket den.

Fremover vil forseelser, som på banen ville give direkte frispark, også gøre det, hvis forseelsen begås uden for banen. Et eksempel: en angriber runder en forsvarer, og kommer i den forbindelse uden for sidelinjen. Forsvareren strækker armen ud og holder ham tilbage. Kontaktstedet er uden for banen, og hidtil har bolden skullet falde, hvilket alle dage har været svært at sælge. Men det kan jo være så langt væk fra linjen, at man ikke kan forsvare andet. I fremtiden bliver det til et direkte frispark på linjen – man kan sige, at banen logisk forlænges ud til dér, hvor forseelsen skete. Med det ikke uvæsentlige raffinement, at hvis forseelsen begås af en forsvarer bag hans egen mållinje, men inden for straffesparksfeltets forlængelse, er der straffespark !

Det vil også give direkte frispark, hvis forseelsen begås mod en medspiller, reserve, udskiftet spiller, official, dommer osv. – selvfølgelig hvis selve forseelsen er til et direkte frispark. Så de lejlighedsvise tilfælde, hvor to medspillere kommer op at slås på banen (f.eks. de britiske øer plejer at kunne klare et enkelt eksempel om året), kan nu blive rigtig dyre, hvis slåskampen finder sted i eget straffesparksfelt. Omvendt giver det også direkte frispark, hvis en reserve, udskiftet eller udvist spiller eller en official griber ind i spillet og begår en forseelse. Så f.eks. den opvarmende spiller bag eget mål, som kaster sig ind på banen og med hånden redder en bold fra at gå i mål, har nu pådraget sig et straffespark – eller endnu mere vildt: den træner, som løber ind og nedlægger en modspiller med frit løb mod mål, slipper heller ikke. Det ses heldigvis sjældent, men der har da f.eks. i håndbolden været et par temmelig outrerede eksempler også på rigtig højt niveau.

Inden vi kaster os over endnu et princip, som står for fald, så lad os lige tage et par mere afslappede ting: når en spiller er strafbar offside, skal frisparket nu tages dér, hvor han var, da han blev strafbar – ikke hvor han var, da bolden sidst blev spillet af en medspiller. Det lyder revolutionerende, men svarer egentlig meget godt til det, som har foregået i praksis i mange år. Men der er den lille krølle, at frisparket dermed kan risikere at skulle tages på angriberens egen banehalvdel – hvis han, da bolden blev spillet, var på modspillernes banehalvdel og f.eks. løb ned på sin egen halvdel og rørte bolden. Det er i hvert fald en nyhed.

Hvis bolden bliver berørt af noget uvedkommende på vej i mål, skal der fremover dømmes mål – vel at mærke, hvis den uautoriserede berøring ikke har haft nogen praktisk betydning for forsvarernes mulighed for at gribe ind.. Har den det, skal bolden fortsat falde. Man mindes den berømte badebold mellem Sunderland og Liverpool for få år siden, hvor målet af uransagelige grunde blev anerkendt, selv om berøringen var krystalklar og den arme målmand helt fikseret. Dér skal fremdeles ikke være mål.

Et princip har også været, at man ved en igangsættelse ikke kunne flytte bolden til en anden igangsættelse ved en forseelse, før bolden blev sat i spil. Men det skrues der minsandten også på i forbindelse med straffespark. Bolden er i spil, når den er sparket og bevæger sig fremad – men skulle en skytte formaste sig til at sparke bolden bagud, afregnes der nu kontant med et indirekte frispark den anden vej. Så kan han lære det… Det samme, hvis en anden spiller end den opgivne tager straffesparket (uanset resultatet af det), eller hvis angriberen finter ulovligt ved at stoppe op og undlade at sparke, når støttebenet er sat i helt henne ved bolden. Ellers er det at finte i tilløbet tilladt ganske som før. Skulle målmanden bevæge sig frem fra mållinjen før tid, så sparket skal tages om, koster det nu en advarsel (som det også gjorde før 1997).

For at blive ved straffesparkene: i en straffesparkskonkurrence skal der nu være lige mange spillere på begge hold hele vejen. Hidtil har det ene hold kun skullet reducere, hvis der var ulige antal, før man begyndte at sparke. Det er vel også rimeligt nok, at det hold, som under konkurrencen får en spiller udvist, ikke skal nå frem til deres bedste skytte igen ét spark før det andet hold, hvis der skal sparkes rigtig mange spark. Samtidig er det nu blevet skrevet ind, at holdene kan bestemme spillerne løbende – sådan har det altid været, men af en eller anden grund har mange hold afleveret rækkefølgen på deres første fem sparkere fra starten. Konventioner kan være noget mærkeligt noget.

I den æstetiske afdeling vil man nu kunne se dommere markere fordelsregel med én hånd som et alternativ til to hænder (som er svært i fuldt løb).
Der er rigeligt at tage fat på, og jeg har prøvet at tage de vigtigste og mest praktisk relevante ting. Jeg håber ikke, at der har sneget sig fejl ind, men ingen er som bekendt ufejlbarlig. Af samme årsag vil jeg bede læserne udvise sund kritisk sans, når de læser diverse aviser og webmediers forklaring på de nye regler, for selvfølgelig vil alle gerne informere, før det går løs. Tirsdag brillerede min egen avis i web-udgaven med en bemærkning om ‘de 95 nye regler’ og så en ganske kort gennemgang, der var så smaskfyldt med fejl og misforståelser, at jeg på forhånd opgav at rede trådene ud.

Hav et rigtig godt EM – der skal nok ske et eller andet før næste fredag, der kan være interessant at tage fat på.