Jans Corner: Tingene kan gøres på flere måder

Jeg ventede med gustent overlæg med at begynde at skrive ugens artikel til efter returopgøret her onsdag aften mellem Atletico Madrid og Barcelona, og det var ikke nogen helt dum idé. Faktisk er pulsen ikke rigtig kommet ned endnu. Specielt kønt var det ikke, men hvad der manglede i herlighedsværdi, var der til gengæld til overflod i drama og spænding.

Når man ser tilbage på de to kampe, er det med disse briller på mægtig interessant at se, hvor forskellig en tilgang og ledelsesstil to dommere kan have. I den første kamp lagde tyske Felix Brych fra land med at ville sætte sig på kampen fra start med relativt tidlige gule kort (der gik dog en lille halv time til det første), og da Torres i sin ensomme ulvetilværelse oppe foran ikke kunne finde ud af at rette ind efter linjen, mødte han to af slagsen i løbet af seks minutter. Også helt efter bogen. Det hele endte med 11 advarsler incl. de to til Torres. Nicola Rizzoli fra Italien lagde i returkampen tilsyneladende en anden taktik – han var uden tvivl allerede i den grad forberedt, men den første kamp havde ligesom antydet, hvad han ville blive udsat for. Han valgte set udefra den mere rolige attitude, at dømme frisparkene og så vidt muligt at undgå at komme for tidligt i gang med kortene. Dette med bare at dømme stille og roligt, være tæt på og klare meget med mandskabsbehandling og snak så egentlig længe ud til at skulle lykkes fint, men da tingene tog fart, og blodtryk og temperatur gjorde det samme, kom han alligevel af med 8 advarsler inden for den sidste halve time.

Man kan ikke sige, at den ene metode er mere rigtig end den anden, ligesom man ikke kan sige, at den ene ledelsesstil er mere korrekt end den anden. Selvfølgelig kan man som udenforstående have personlige præferencer til, hvilken dommertype man har det bedst med på banen, men hovedsagen er immervæk, at tingene virker – og det gjorde de for begge d’herrer.  Rizzoli fik så i slutfasen nogle giftige lovmæssige situationer at tage stilling til, hvor noget lykkedes bedre end andet. Barcelona kunne med god ret føle sig snydt for et straffespark, for da Gabi tog bolden med hånden omkring straffesparksfeltets grænse, var langt det meste af ham pænt uden for feltet – men hånden, som ramte bolden, var indenfor. Og det er kontaktstedet, der afgør, hvor frisparket skal tages fra – i straffesparksfeltet et straffespark. Til gengæld var det helt efter UEFAs retningslinjer, at Gabi ikke erhvervede sig advarsel nr. 2 for sin hands, for ved indlæg mod straffesparksfeltet, som bremses af en hånd på bolden, skelner man mellem ‘pass’ og ‘cross’. ‘Pass’ er den målrettede bold tiltænkt en bestemt spiller – ‘cross’ er det tilfældige indlæg ind midt i klumpen. Den første skal give en advarsel, den anden ikke – og med hele det kobbel af spillere, der befandt sig inde i feltet, kan man næppe påstå, at der var en bestemt spiller som adressat.

Hvorfor bliver straffesparket så ikke dømt ?  Det er et godt eksempel på, at ligegyldigt, hvor mange dommere, man posterer, vil der være situationer, som de bare ikke kan fange, specielt når det handler om, hvorvidt noget er begået lige akkurat på den ene eller den anden side af en linje. Rizzoli kan umuligt med sikkerhed afgøre det fra sin position, som primært er i længderetningen. Den ideelle person til at om en bold er indenfor eller udenfor, kan ofte være linjedommeren, som ser situationen vinkelret, hvis han – som han ofte vil være – er posteret omkring straffesparksfeltets linje. Men igen på grund af de mange spillere i feltet har han jo fulgt offside-linjen, som ligger på næstsidste forsvarer, så han har heller ingen chance. Mållinjedommeren har det slet ikke, for han har alle spillerne mellem sig og bolden – og så er der kun 4. dommeren tilbage fra en position mellem boksene. Det duer selvfølgelig heller ikke.      Tilhængere af videobevis kan have en pointe her – men det kan vi altså ikke bruge endnu, ikke engang som forsøg, selv om det er under opsejling.

Så her kan Barcelona med god grund føle sig snydt – men så skal de også huske på, at Iniesta er morderlig heldig ved at slippe med et gult kort for det straffespark, som han minutter før begår med SIN hånd. For bliver den bold ikke stoppet med hånden, ender den hos en helt fri Griezmann, som er alene med terStegen. Det er relativt sjældent at se lige den type berøven af oplagt scoringsmulighed (normalt er det en forsvarer, der redder med hånden på mållinjen, når der er hænder involveret), men denne havde været lige til instruktionsbogen som et rødt kort.

To spillere i seneste superligarunde, som også så ud til at være ualmindelig heldige med kun at se gult i stedet for rødt, var Andreas Cornelius og David Boysen. I Cornelius’ tilfælde skal vi have fat i de kriterier, som dommeren anvender, når han vurderer følgestraf i forbindelse med tacklinger: kontrollen over tacklingen (er et eller begge ben i kontakt med jorden); voldsomheden i tacklingen (dvs hastigheden); føddernes retning (knopperne forrest eller foden strakt);  muligheden for at spille bolden – og endelig viljen til at spille den. Alt dette kan koges sammen til begreberne ‘hensynsløst’ (advarsel) eller ‘unødig stor kraft’ (udvisning) – og så er der endelig spørgsmålet, om handlingen bringer modspilleren i fare.

Cornelius kommer nærmest flyvende ind skråt bagfra, det forreste ben, som skaber kontakten er løftet fra jorden, og kraften er unødvendig stor. Det kan godt være, at viljen til at spille bolden var der – men bolden er væk. Endelig kommer kontakten med strakt ben og knopperne forrest direkte ind på benet lige over Randers-spillerens fod.  Der er rigeligt med kriterier opfyldt til at retfærdiggøre en udvisning, og alle skal nok være lykkelige for, at kontaktstedet ikke er højere oppe på benet.

Omkring Boysens forseelse behøver vi ikke alle kriterierne, for det er ikke engang en tackling. Bolden er ikke spilobjekt (den er i øvrigt også væk), men et strakt ben kommer ind med stor kraft og knopperne forrest med en kontakt i knæhøjde til følge. I lovtermer har vi forladt tacklinger – dette er slet og ret et forsætligt spark mod en modspiller, og udvisningsforseelsen ville være ‘voldsom adfærd’, for det foregår ikke i kamp om bolden (som det skal være, hvis barnet skal hedde ‘spil, som i alvorlig grad er utilladeligt’).

Heldigvis foregik der også mere muntre og kuriøse ting i den weekend, nemlig Jesper Langes jubelscener efter at have scoret det udlignende mål i SønderjyskE. Det var den, hvor han kravlede op på den rudimentære afspærring mod tilskuerne og stillede sig øverst på den samt holdt fast i en stang for ikke at blive revet ned igen (det var kun hans shorts, der blev det).  Nu er det jo tilladt være glad for at score, og vi skal ikke være lyseslukkere, men det afgørende er, at man ikke må overskride ‘de almindelige grænser for opførsel på en fodboldbane’. I så fald koster det en advarsel, og som eksempel er specifikt nævnt ‘klatre op ad rækværket mod tilskuerne’. Nu skal jeg ikke ud i en dybsindig diskussion af, hvad et rækværk er, men det er det hjørne, som vi er ovre i. Der er en god grund til, at man ikke vil have jubelscener, hvor der enten bliver nærkontakt med tilskuerne, eller målscoreren kan sætte så meget fut i tingene, at det kan blive farligt for tilskuerne selv. Så Lange skal nok dels være glad for, at han fik sine shorts igen – men også for, at der ikke fulgte en advarsel med i købet.

Kom ikke og sig, at fodbold er kedelig…