Jans Corner: El Classico og Torres

Denne uge kommer til at forene et par træk, som jeg efterhånden har oplevet nogle gange. Dels, at man nogle gange kan blive forbløffet over, at der nærmest som på bestilling kommer episoder forbi, som læner sig op ad noget, som lige er blevet behandlet. Og dels, at der i en uge måske ikke er situationer, der i sig selv kan bære en hel artikel – men at der alligevel er så mange små ting i forskellige kampe, der relaterer sig til hinanden, at der alligevel kan blive en (omend måske tynd) rød tråd ud af det. Det har været en uge med et par drabelige kampe med to spanske hold involveret – begge gange Barcelona: El Clasico mod Madrid lørdag – og så Champions League-kvartfinalen mod Atletico Madrid tirsdag. Det går sjældent stille af og det gjorde det heller ikke denne gang – med CL-kampen som den i mine øjne klart mest underholdende og dramatiske.

I Clasico-kampen gjorde Luis Suarez sig desværre igen bemærket for noget af det, som ikke har meget med fodbold at gøre, da han i kamp om bolden svingede en meget løs arm op i hovedet på den bagved stående Real Madrid-spiller. Netop arme og albuer var temaet i forrige uge. Det blev til et gult kort, og enhver kan med sig selv afgøre, om det skulle være gult eller rødt – ingen tvivl om, at armen er et våben, så spørgsmålet er, hvor meget kraft der er i armen. Er der nok til, at modspilleren udsættes for fare og til, at vi snakker om et slag snarere end et puf ?  Det lignede et grænsetilfælde. Jeg køber gult – men alt efter dommerens forklaring på, hvad han havde set, ville jeg også være parat til at acceptere rødt. Så igen: dette er ikke nogen eksakt videnskab. Det interessante var også, at Suarez netop diskret kiggede sig over skulderen for at orientere sig om, hvor modspilleren var, før armen blev fyret af – én af de ting, som jeg prøvede at henlede opmærksomheden på i sidste uge. Timingen gjorde også, at der i den direkte transmission smukt blev refereret til både Tipsbladet og klummen – og sådan noget synes jeg da er meget sjovt. Det synes chefredaktøren nok også.

Vi prøver at holde tråden, men springer til noget ganske andet, nemlig topopgøret herhjemme mellem FCK og SønderjyskE, hvor det store samtaleemne bagefter var det mål, som SønderjyskE fik annulleret for frispark mod målmand Robin Olsen. Set fra tilskuerpladserne var min intuitive reaktion, at det frispark var godt nok – og ved at se de langsomme gengivelser i TV blev jeg bekræftet. Og søreme, om ikke Marcel Rømer også lige orienterede sig om målmandens placering, før han bakkede ind i ham, lige inden bolden skulle gribes. Rømer blev citeret for følgende dagen efter: ‘Jeg gav ham et lille puf, inden bolden kom, og jeg forsøgte at gøre det svært for ham at få fat i den, men det, jeg gjorde, var ikke nok til, at der skulle være frispark’. En ren tilståelsessag – og det har ikke noget med målmanden eller målfeltet at gøre, for der er ikke nogen særlige fredningsbestemmelser i den anledning. Men selv om det selvfølgelig er lettere at få fat i bolden, når man har flyttet modspilleren først, er det altså ikke tilladt – og berettiger ikke automatreaktionen, at FCK får også det hele i Parken.

Linjen holdt heldigvis også i den anden ende få minutter senere, da et tilsvarende ‘lille puf’ af  Santander udløste et SønderjyskE-frispark, øjeblikket før Martin Skender kom bragende ud og boksede både bold og FCK-angriber væk – sidstnævnte i en grad, så han måtte behandles bagefter. Her skal udeholdet nok være lykkelige for, at der blev fløjtet, og at linjen var, som den var – for ellers havde der nemlig været straffespark, uagtet at Skender også spillede bolden. SønderjyskE kan til gengæld have en pointe i deres knurren over anvendelsen af storskærmen. Betingelserne for de folk, der betjener storskærmen, er ikke de letteste – men der er godt nok forskel på, hvordan det administreres  på de forskellige stadions. Ser man på det internationalt, er der et helt klart regelsæt, der siger, at kontroversielle situationer ikke må vises. Herhjemme forsvandt regelsættet for et par år siden, så nu råder anarki eller det fri initiativ, afhængig af øjnene, der ser.

At de store hold får det hele på hjemmebane, dukkede også op i forbindelse med de to spanske kampe – hvor det var Barcelona, der havde hjemmebane begge gange. Og i begge tilfælde i forbindelse med, at en modspiller fik raget sig to gule kort til, så udeholdet endte i undertal. Nu er dette med at give anden advarsel til den samme spiller en sag for sig.  I den bedste af alle verdener burde der være kortere vej fra advarsel nr. 1 til nr. 2, end der er fra start til advarsel nr. 1. En advarsel betyder jo nøjagtig det, som ordet siger: dette er sidste chance, og fortsætter du, så…   I den virkelige verden vil det desværre ofte være sådan, at snoren går hen og bliver ekstra lang, før advarsel nr. 2 falder. Det er i hvert fald ikke det, som fodboldloven siger, men rent psykologisk vil en dommer  gerne have en stjerneklar advarselsforseelse at give nr. 2 på, af hensyn til salget til omgivelserne. Så det bliver ikke den ‘tynde’ forseelse, der giver advarsel nr. 2 – og dermed udvisning. Ulempen er selvfølgelig, at spilleren så måske i sidste ende slipper, fordi den helt oplagte forseelse aldrig kom forbi – men kun én eller flere tynde.

I Clasico-kampen var det Sergio Ramos, der faldt i med begge ben. Ufatteligt, at en så rutineret spiller ikke kan sætte grænsen for sig selv – han har jo efterhånden prøvet det nogle gange. Begge advarsler var éntydigt korrekte – og der havde faktisk været en 2-3 tilfælde mellem de to advarsler, hvor dommeren uden problemer kunne have trukket kort nr. 2. Men galt gik det altså til sidst, selv om udvisningen nærmest fik omvendt effekt, eftersom Real Madrid scorede sejrsmålet i undertal. Få dage efter var det i Atletico-kampen Fernando Torres, der blev synderen. Trods automatreaktionerne bagefter var det igen to selvindlysende gule kort, og Torres virkede i det hele taget noget overtændt. Også her var der givet pænt lang snor mellem advarsel nr. 1 og nr. 2, men hvis man med sin spillemåde ligefrem insisterer på at blive udvist, kommer det selvfølgelig også til sidst.

Som endnu en fællesnævner for de to kampe, var Suarez igen i en temmelig gusten situation, hvor TV-billederne desværre ikke helt afslører, hvad der eksakt sker – men når der pludselig umotiveret ligger en Madrid-forsvarer ned, hvor Suarez lige har været, samtidig med at bolden ikke er der, er der nok sket et eller andet spændende. Jeg kan godt forstå, at Ramos qua sin placering på banen fra tid til anden rager sig nogle kort til – jeg har sværere ved at forstå, at det skulle være nødvendigt for angribere som Suarez og Torres. En fintælling i kampen Barcelona – Atletico endte på 11 gule kort (to til Torres), og det kunne være gået meget værre end det, hvis linjen var blevet holdt 100 %. Men vi skulle jo også gerne have spillere tilbage til sidst.

For at det ikke skal være løgn, bød den norske Tippeliga også på en af de teoretiske specialiteter, hvor man kan vinde mange væddemålsøl på det nærmeste værtshus: de to medspillere, der kommer op at slås. Det går selvfølgelig ikke, og de skal udvises (her var det så kun den ene, der blev det, så han har nok været værre end kollegaen) – og pointen er, at vi skal i gang igen med et indirekte frispark til det andet hold (hvis bolden er i spil), eftersom et direkte frispark kræver, at forseelsen bliver begået mod en modspiller. Når jeg ved festlige lejligheder driller dommere  ved at stille den situation op på brættet, plejer jeg at kunne få alle svar fra straffespark og nedefter. Og helt galt går det, når man skal afgøre, hvor frisparket skal tages. Det skal det, hvor forseelsen fandt sted – uanset hvor på banen bolden var.