Jans Corner: Videodommer – velsignelse, forbandelse eller ligemeget

Jeg fortsætter lidt i samme spor som i sidste uge – på grund af påskens fremrykkede deadline og andre udenlands gøremål skrives dette nemlig allerede torsdag i ugen før påske. Så jeg bliver i nyhederne fra The Boards møde i starten af marts. I sidste uge handlede det om ‘triple punishment’ – i denne uge kommer fokus på anvendelsen af videomateriale under en kamp – og så skal vi også rundt om offside-situationen fra pokalkvartfinalen mellem FCK og Randers, som gav en mildest talt heftig trafik på telefon, sms og mail bagefter.

The Board traf en historisk beslutning ved at åbne for et forsøg med videodommere. Forsøget skal vare mindst to år (senest fra 2017/18) og skal afdække fordele, ulemper og ‘worst-case scenarios’, som der så smukt står. Det er nok meget sundt nu at få afprøvet det i praksis, som tilhængere og modstandere i lange tider har stået og råbt om fra hver sit ringhjørne, uden at nogen egentlig har haft andet end fornemmelser at bygge deres argumenter på. Præmisserne for forsøget ser særdeles detaljerede ud, og det må de nødvendigvis også være. Man autoriserer en ‘videodommer’, som har adgang til langsomme gengivelser under kampen og kan kommunikere med dommeren via headset enten på eget initiativ eller på opfordring fra dommeren. Man vil efter forsøget foretage en vurdering forestået af et uafhængigt universitet – men før forsøget vil der være forskellige testfaser, workshops osv for at sikre nogle faste rammer, herunder en køreplan og en udvælgelse af, hvilke rækker forsøget skal udføres i. Væsentligst er nok, at muligheden for at gribe ind i dommerens kendelser på basis af videomateriale bliver begrænset til en lille håndfuld tilfælde: afgørelser om mål eller ej, straffespark eller ej, udvisningsforseelser med direkte rødt kort samt tilfælde af forveksling af spillere (når den forkerte spiller får tildelt kortet). Det lyder mægtig betryggende og eliminerer én af mine værste bekymringer, at man har begrænset sig så meget. Det skal blive morderlig spændende at følge med i, når først set-up’et er klar – og ikke mindst spændende at se, på hvilket niveau man vil udføre forsøget. Der er stadig en frygtelig masse faldgruber – men det vil jeg vende tilbage til, når vi kender mere til rammerne.

På det mere jordnære plan havde vi onsdag i sidste uge en pokalkamp mellem FCK og Randers, hvor et Randers-mål annulleret for offside på selve udgangstærskelen af den forlængede spilletid gav rigtig meget snak (også temmelig højrøstet). Man kan spørge sig selv, hvorfor sådan noget ofte sker i sidste minut, så alting slutter på de høje nagler. Situationen er en rigtig rode-situation, som de ofte optræder i slutningen af en kamp. Et Randers-indlæg sendes ind i feltet, og FCKs målmand kommer ud og får bokset væk blandt venner og fjender. Men ikke særlig langt. Bolden lander igen hos Randers, og nu sendes den fremefter igen, forlænges af en Randers-spiller, Zanka Jørgensen får headet til bolden, og fra ham lander bolden hos Erik Marxen, der sender bolden i mål i noget, der klart er en offside-position, for målmanden er væk. Spørgsmålet er kun, om den offside-position skal straffes eller ej.

Det er altid uhyre giftigt, når bolden sidst er spillet af en forsvarsspiller, for så skal det helt store beslutningstræ i funktion, når linjedommer og dommer skal træffe deres afgørelse. Det er ikke bare så simpelt, at når bolden kommer fra en forsvarsspiller, er offsiden ophævet, som angriberne naturligvis vil hævde. Dommer og linjedommer skal stille sig selv to checkspørgsmål: er forsvarerens berøring en tilfældighed (kunne der lige så godt have stået en telefonpæl ?) – eller udgør forsvarerens aktion en redning ? Hvis der kan sættes flueben ved bare én af tingene, er der en offside, der skal straffes – og ellers ikke.

Vi tager dem én ad gangen. Er Zankas berøring en tilfældighed ? For det taler, at bolden kommer hurtigt og fra kort afstand – imod taler, at Zanka når at reagere så meget, at han faktisk letter fra jorden for at få fat i bolden. I den normale offside-verden er tilfældigheden synonym med en bold, som rammer forsvareren og derefter rikochetterer over til angriberen i offside-position.

Er det en redning ? Ved en redning forstås, at spilleren med en del af kroppen stopper en bold, som er på vej ind i og meget tæt på mål. En redning har altså ikke noget at gøre med at forhindre bolden i at nå frem til en anden spiller. Det er mål eller ej, det handler om. Her kunne der ved første indskydelse måske være en sag, for målmanden er væk, og så er det selvfølgelig andre, der skal sørge for, at der ikke kommer en scoring imod. Men vi er et stykke fra mål – cirka på kanten af målfeltet, dvs i omegnen af 5.50 meter fra målåbningen – og farten på den bold, som heades frem, er ikke så overvældende, at den ville kunne nå i mål med egen kraft.

Så i min optik kan vi heller ikke bruge redningen som argument – og så kan der ikke være offside. Situationer af denne type er ikke sorte eller hvide – og man kommer igen til at forlade sig på dommerens skøn. Absolutte sandheder eksisterer ikke her, og situationen er på ingen måde så glasklar, som mange gerne har villet gøre den til.. Så min mening behøver ikke være bedre eller rigtigere end alle mulige andres – men jeg stiller mig på det hold, som holder på, at der burde have været dømt mål.

Tilbage står, at vi helt overordnet har en situation, som ikke har nogen vindere (det skulle da lige være FCK). Tværtimod burde den i den bedste af alle verdener give anledning til en del eftertanke hele vejen rundt. Zanka Jørgensen har næppe vundet nye venner på sin attitude i interviewet lige efter kampen. TV burde på deres side nok overveje, om det nu også er smart straks efter slutfløjtet og denne hæsblæsende situation at stikke en mikrofon op i næsen på en spiller, hvor adrenalinet stadig kører for fulde gardiner, og hvor pulsen må være pænt over normalen. Der er en god grund til, at man på internationalt niveau først må interviewe spillerne i mixed zone efter kampen, hvor der har været mulighed for at få noget koldt vand både udvortes og indvortes. Lidt kuriøst i øvrigt, at det krævede adskillige gentagelser, før kommentatorerne på kampen anede uråd – så tror da pokker, at dommer og linjedommer kan have svært ved at ramme plet i første skud i normalt tempo. Men skal man så som dommer forklare kendelsen efter kampen, er det en rigtig god idé at holde sig til lovbogens ord – det er ikke tilfældigt, at tingene står på den måde, som de gør.

Skal jeg knytte an til ugens trænertema, så Randers assistenttræner heller ikke for køn ud, da han blev bortvist efter episoden. Den spontane reaktion kan ofte undskyldes, men dette gik i sin varighed langt ud over det spontane – og så kommer vi til lovens krav om, at træneren skal vise ansvarlig og sportslig opførsel. Skal vi finde de helt dyre ord frem, kunne et ord som ‘rollemodel’ komme på tale. Heldigvis modstod linjedommeren fristelsen til at vende sig om, da den bortviste træner passerede bag ham på vej ud og med et efter mundbevægelserne at dømme ganske varieret ordforråd. Ellers kunne det være gået helt galt.

Og skal jeg binde en sløjfe til det tema, som indledte ugens artikel, er dette et prima eksempel på, at der uanset en eventuel videodommer stadig vil være situationer, hvor det bare er det personlige skøn i en ikke-oplagt situation, som bliver afgørende. Nu er skønnet bare flyttet ud til videodommeren i stedet for dommeren på banen. Spørgsmålet er, om man bliver lykkeligere af det – vi får se…