Jans Corner: Intet nyt under solen

Der er folk, der mener, at der på et givet område kun findes et begrænset antal tilfælde, og at alt andet er variationer over dem. F.eks. at der kun findes f.eks. syv originale vittigheder, og at alle andre udspringer fra dem. Jeg sad lidt med samme fornemmelse efter julerunderne i Premier League. I sidste uge håbede jeg, at de ville kaste lidt stof af sig til kommende klummer – og det skal jeg da lige for, at de gjorde. Men desværre temaer, som har været oppe at vende inden for det seneste relativt korte stykke tid. Dette skrives endda et par timer før Leicester – Manchester City.

Kampen mellem Manchester United og Chelsea bød (ud over et par helt forrygende målmandspræstationer: nærmest uvirkeligt, at den kamp sluttede 0-0) på en meget omdiskuteret tackling fra Wayne Rooney, som blev honoreret med en advarsel. Mange sammenligner den med den tackling, som Ake satte ind på Lamela i kampen mellem Watford og Tottenham, og som endte i en direkte udvisning. En kamp, som også bød på en 99,9 % Watford-scoring , men målteknologien afgjorde helt korrekt, at den bold ikke var inde. Det var ikke mange centimeter, det handlede om – men i og med at bolden er kugleformet og mållinjen flad, kan der være rigtig meget luft at se fra siden, uden at bolden har sluppet stregen helt. Og det skal den jo – så med en bold på 68 – 70 centimeter i omkreds lander vi med lidt hovedregning på, at det inderste af bolden skal være cirka 22 centimeter inde i målet, før der er en godkendt scoring. Og 22 centimeter er faktisk rigtig meget.

Everton og Stoke bød på forrygende underholdning og et sejrsmål på straffespark ind mod overtiden, hvor forsvarsspilleren godt nok spillede bolden. Men det er jo ingen garanti i sig selv, som jeg før har været inde på – og slet ikke, når forsvarerens ben nr. to så vælter angriberen. Salget af kendelsen var ikke kønt, for der gik rimelig lang tid, før dommer og linjedommer havde fået afstemt deres opfattelser – men straffesparket kan man ikke sige noget til. Og i stort set alle de kampe, som jeg så, var der hårfine offside / onside-kendelser – ikke bare på positionen: var en del af angriberens hoved, krop eller fødder nu også kommet forbi forsvarerens tilsvarende ? Men også på strafbarheden: givet, at angriberen var kommet foran, gjorde han så noget, der betød, at man skulle straffe ham for det ? Der var en del tilfælde, hvor bolden blev spillet på tværs ind til en angriber, som unægtelig kunne se meget offside-agtig ud – men han havde til gengæld været på linje med eller bag bolden, da den blev spillet af hans medspiller. Og så kan man pr. definition ikke være offside, uanset om man så er de eneste to spillere i verden, og målmand og forsvarere er sat af for længst.

Så da vi bevæger os i en verden, som har været forbi for nylig, vil jeg blot gå i detaljer med en enkelt ting: nemlig en sammenligning af tacklingerne fra Ake og Rooney, hvor den første gav udvisning og den anden advarsel. Fat i de sædvanlige kriterier for, hvornår dommeren skal advare, henholdsvis udvise, i forbindelse med en tackling – og trofaste læsere, som kender dem til hudløshed nu, bedes bære over.

Nøgleordene er ‘hensynsløst’ (advarsel) og ‘unødig stor kraft (udvisning). Hensynsløst defineres som, at spilleren har handlet fuldstændig uden hensyntagen til den fare elller de konsekvenser, som hans modspiller kunne udsættes for. Ordet ‘kunne’ er vigtigt – for faren eller konsekvensen behøver ikke være blevet til noget, bare muligheden var der. ‘Unødig stor kraft’ kalder på de mere kulørte ord. Det betyder, at en spiller på ukontrolleret måde er gået langt ud over den nødvendige kraftanvendelse og udsætter sin modspiller for fare. Her er faren altså blevet en realitet, og ‘langt ud over nødvendig kraftanvendelse’ – uha: ikke en herre man ville ønske sig at møde på gaden en mørk aften.

Hvad er det så, dommerne ser på, når de skal forsøge at omsætte det visuelle indtryk til den tørre lovtekst ? Det er forhold som, hvor stor kontrol over tacklingen spilleren har (er der ingen / ét / begge ben i kontakt med jorden) ? Voldsomheden i tacklingen, eller sagt på en anden måde, hastigheden, hvormed tacklingen sættes ind, er også en faktor. Så spiller det ligeledes en rolle, hvilken vej spillerens fod (eller fødder) vender: kommer han populært sagt ind med knopperne forrest ? De to sidste parametre er muligheden for at spille bolden (er den overhovedet i nærheden ?) og viljen til at spille den. Fordi den er i nærheden, er det jo ikke givet, at spilleren er interesseret i den.

Pyha, det er en ordentlig omgang – og tænk så på, at det er de ting, som skal ryge gennem enhver dommers hoved, hver gang han ser en mistænkelig tackling ude i felten. Og så skal afgørelsen helst komme med det samme. Det er en ordentlig mundfuld for nyuddannede dommere, såmænd også senere for øvede – og nogle lærer det aldrig. Men de mennesker, som vi ser i TV, ved det godt og har været med tilstrækkelig længe, til at de har fået kalibreret et niveau for, hvornår de gør det ene eller det andet.

Tilbage til de to situationer (Watford – Tottenham = rød, og United – Chelsea = gul). Langt hen ad vejen ligner de hinanden. Tacklingen bliver sat ind fra relativt kort afstand, der er kun ét ben i spil, og der er fornuftig kontakt med jorden. Så kommer Ake noget hurtigere ind end Rooney, og kontaktstedet for hans tackling sidder noget højere oppe, nemlig nærmest på låret af Lamela. Det er ikke så godt, når bolden befinder sig nede omkring jorden. Rooneys tackling kommer imidlertid ind med knopperne forrest (det er svært på de TV-billeder, som jeg har opsporet, om Akes også gør det), og kontaktstedet er nede omkring skinnebenet – men afgjort over bolden. For mig er der ikke gnist af tvivl om, at Akes udvisning er korrekt – og jeg ville bestemt heller ikke have protesteret, hvis Rooney var røget samme vej.

Og så står vi der igen – hvorfor A i den ene situation og B i den anden, når dommerne godt kender kriterierne ? Konspirationsteoretikere vil selvfølgelig sige, at Rooney er en kendt mand, så han slipper nok billigere. Til gengæld vil jeg garantere for, at sådan noget har dommeren ikke tid til eller interesse i at tænke på – for ham har spillerne enten en blå eller stribet trøje på, uanset hvad der står på dåbsattesten. Hvis ikke han tænkte sådan, var han aldrig kommet så langt – så var det blevet gennemskuet forlængst. Jeg tror, at dommeren i United-kampen bliver snydt af – som jeg også blev det ved første gennemkig, indtil de alternative vinkler kom forbi – at Rooneys tackling egentlig ser relativt normal ud, indtil man opdager kontaktstedet og knopperne. Til gengæld lander Akes indsats – ud over at den kommer med større kraft – meget højere oppe på modspilleren og bliver dermed også mere synlig for alle.

Fodboldloven er ikke nogen objektiv videnskab – de tre vigtigste ord er nok ‘efter dommerens skøn’ – og engang imellem lander vi altså med to sammenlignelige situationer, hvor to ubestridt dygtige dommere kommer til hver deres resultat, fordi resultatet ikke er sort eller hvidt. Det vil nok så mange TV-billeder ikke kunne ændre på (for det vil stadig være et menneske, der skal sidde og vurdere dem).

2015 er slut – et 2015, der har budt på flere kontroversielle situationer også herhjemme, end jeg personlig er lykkelig for. Ønsket til alle, læsere som dommere, skal herfra være, at vi får et 2016, der er mere harmonisk. Rigtig godt nytår til alle, der hang på så langt.