Redaktionen har modtaget nedenstående fra Christian Grinderskov Hansen – redaktionen har ikke redigeret i overskriften.
KFD’s traineeprogram havde igen annonceret et spændende arrangement for de nye dommere og deres vejledere. Det stod på Go Kart, fart og spænding, hvilket en hel del faktisk havde udtrykt deres interesse i. Vi var på et tidspunkt hele 18 tilmeldte, men måtte til racet konkludere, at kun ni dommere dukkede op. Heldigvis var de fleste af disse nye dommere.
Racet var delt op i to kvalifikationer, hvor de hurtigste skulle findes. Herefter stod det på et opsamlingsheat for dem med de fem langsomste tider, og til slut en finale med de fire hurtigste.
Det var derfor en stor overraskelse, at den forholdsvis urutineret dommer, Mathias Luthmann, tog pole position, imens indehaveren af den røde førertrøje fra Vuelta Espana, Jonathan Nilton (se billedet), måtte tage til takke med en plads i opsamlingsheatet, som han senere stensikkert vandt.
Finalen blev fra start et drama, hvor Mathias Luthmann i førerposition under rødt flag stormede videre på banen, selvom dommeren havde markeret fuldt stop, fordi en måttes trækkes ud af banden i den dramatiske finale.
Om denne episode chokerede Mathias skal være usagt, men ikke mange øjeblikke senere overhalede Christian Hansen ham, og fra spidsen af løbet kontrollede han den forventelige sejr hjem, og blev derfor kåret til dagens hurtigste KFD’er.
Efter racet stod den som altid i forbindelse med et arrangement hos KFD’s traineeprogram på et sundt og kaloriefyldt måltid, denne gang fra Sehers Pizza i Kastrup. Under spisningen blev der snakket en hel del om mulighederne for at komme op i rækkerne som dommer, og hvordan de første måneder som kampens leder havde været for de nye.
Husk, at vi i KFD’s traineeprogram allerede d. 10. oktober igen er på banen med et event. Denne gang skal vi overvære kampen Hvidovre vs. B1908, hvor superligadommeren Anders Poulsen inviterer os indenfor.
Mødetid er 14.30 foran Hvidovre Stadion ved hovedindgangen.
Meld jer til på: tilts@live.dk – det har allerede mange gjort!