Jans Corner: Premier League

Når du læser dette, er der kun én dag, til Premier League starter igen. Selv om sidste sæson sluttede så sent som den 24. maj, har de to en halv måneds pause sikkert fremkaldt svære abstinenser hos mange, for Premier League er på en eller anden måde noget helt specielt. Derfor sidder du også med et blad, hvor Premier League er temaet – og derfor spurgte selveste chefredaktøren for nogle uger siden, om jeg ikke kunne prøve at finde noget til temaet. Så klapper man selvfølgelig hælene sammen og gør som instrueret. Det er skæbnens blodige ironi, at det sker i en uge med masser af andre potentielle emner, men dem må jeg så se at komme tilbage til en anden god gang.

Og jeg gør det faktisk med stor fornøjelse, for jeg er også selv i et eller omfang smittet af den engelske syge og har været det senest fra den lørdag eftermiddag i november 1969, hvor jeg stod og ventede på bussen på vej hjem fra fritidsjob – og sammen med masser af andre kunne følge den allerførste Tipslørdag-kamp i et udstillingsvindue hos en TV-forhandler ved stoppestedet. Før den tid var det med at have hele hovedet inde i radioen til en meget dårlig forbindelse til BBCs kortbølgesender for at kunne følge med direkte. Så der var et par busser, der fik lov til at køre forbi.

Man skal uden tvivl have en vis alder for at kunne forstå, hvor eksotisk det var. Det var i de tider, hvor man stadig kunne gå og glæde sig en hel uge, til der kom en af de sjældne fodboldkampe i TV – hvis man var heldig, var det en direkte transmission – og så var det med et yderst begrænset antal kameraer og absolut ingen langsomme gengivelser. Samtidig stod engelsk fodbold for mange ubetinget som nr. 1. I Italien var groft sagt det mest spændende, hvor mange kampe, der mon sluttede 0-0 i den weekend i serie A, spansk ligafodbold var ikke rigtig slået an for alvor i Danmark, og den tyske Bundesliga var jo stort set kun et barn, startet som den var i 1963, mens den oprindelige engelske Football League har en dåbsattest med 1888 på sig.

Ud fra et dommersynspunkt var det også rigtig interessant. Der var nogle typer imellem, som aldrig ville have skyggen af chance for at klare sig internationalt med den aktionsradius og frem for alt ledelsesstil, som de praktiserede. Kendetegnende var det, at de engelske dommere generelt var meget kommunikerende. Der kunne tales meget længe med en synder, så man nærmest fik fornemmelsen af, at de fik udvekslet alle dagens nyheder og vendt fælles bekendte, men det virkede faktisk som regel – derhjemme. Når de engelske dommere prøvede at overføre den stil til de internationale kampe, var det ikke altid, at det faldt lige så heldigt ud.

Jeg bliver tit spurgt om, hvordan det kan være, at der er så stor forskel på den måde, der dømmes fodbold på i de forskellige ligaer. På de britiske øer gåes der til stålet og tillades kropskontakter i et omfang, som bedst kan karakteriseres som en meget høj linje. I Spanien er tolerancen over for hænder i nærheden af bolden fantastisk lav – og i Italien kan man, modsat hvad mange tror, slippe afsted med at sige en god del til dommeren, men gud nåde og trøste én, hvis armene gestikulerer, så alle kan se, at her er der uenighed. Svaret er ikke simpelt, men tradition betyder uden tvivl en hel del. Hvad kommer folk for at se – hvilken slags fodbold er man vokset op med osv. Og fodboldloven er faktisk ganske rummelig. Som tidligere fortalt er den egentlig en rammelov, hvor der bliver sat nogle kriterier op for dommerens skøn – og så er det dommerens vurdering i de enkelte situationer, der er afgørende. Så længe alle på banen er enige om præmisserne, og man i øvrigt ikke går ud over rammerne og laver sine egne regler, er alt jo godt. Men internationalt er man selvfølgelig nødt til at køre den linje, som UEFA og FIFA gerne vil have – det duer jo ikke, hvis de to hold kommer med vidt forskellige nationale forventninger til, hvordan der skal fløjtes. Det synes jeg generelt også, at de fleste dommere er gode til, når de kommer ud i verden – og for de engelske dommere, kan jeg vist godt tillade mig at sige nu, er det noget, der er blevet lært gennem de sidste par håndfulde år. Hvad man til gengæld altid kan være sikker på med en engelsk dommer (eller for den sags skyld britisk, for nu at tage det friske eksempel med den skotske dommer i FCMs kamp på Cypern), er, at hjemmeholdet får ikke mere end udeholdet, hverken bevidst eller ubevidst. De er totalt upåvirkelige – og det samme gælder i øvrigt også danske (og i det hele taget skandinaviske) dommere, hvor det sjældent går helt galt udenlands, uanset hvor mange tæsk man får hjemme. Her kan jeg godt selv en gang imellem undre mig over, om der er en kulturforskel til håndbold, hvor store hjemmesejre i dobbeltopgørene nærmere er reglen end undtagelsen.

En anden specialitet fra de første år med engelsk fodbold i TV (men også nu udryddet efter professionaliseringen af dommerne og Premier Leagues start i 1992), var fænomenet med den omvendte diagonal, altså at linjedommerne tog den modsatte banehalvdel i 2. halvleg. Mig bekendt næsten aldrig dyrket uden for de britiske øer – og spurgte man om forklaringen, fik man et måbende blik over, at man ikke selv kunne regne det ud: det var for at få slidt græsset omkring linjerne ensartet. Som ganske ung dommer havde jeg selv ‘fornøjelsen’ af at prøve det i 1973 på linjen i en danmarksseriekamp mellem Hvidovre (andetholdet) og Brøndbyernes IF (på det tidspunkt stormende frem gennem rækkerne). Det var en af vores 1. divisionsdommere, der lige ville prøve det af – og at jeg med vel kun en halv snes kampe i bagagen med et flag i hånden havde det rigelig svært endda, blev der ikke taget smålige hensyn til. Det sjoveste var at se Brøndbyernes forsvar komme ud til 2. halvleg og opdage, at jeg stadig stod der, nu bare ved den modsatte side af forsvaret. Nu troede de lige, at de var blevet fri for mig…

Mens de engelske dommere specielt efter Premier Leagues indførelse er blevet fuldt ud europæiske, når de er udenlands, har det af og til virket som om, at det har været lidt svært for dem at ramme en helt ensartet linje på hjemmefronten. Ikke så meget rene lovfejl (omend der var den berømte badebold med assisten i Sunderland-Liverpool), som med at vurdere beslægtede situationer ens. Senest har man indskærpet vurderingen af offside-strafbarheden ‘genere en modspiller’, bl.a. efter en stor diskussion om Evertons 3. mål mod United sidst i april (3-0) – og som en læser også har spurgt mig om. Så får vi lige klaret det i farten. Lang fremlægning, og en offside-placeret spiller på midten (Lukaku) løber nogle få skridt efter bolden, men stopper op. Forsvaret stopper også op – og så kommer Mirallas løbende bagfra og kan score. Der blev dømt mål – og stor diskussion. Ingen tvivl om, at det mål er OK – og det er der nu heller ikke i England. Der er forskel på, om angriberen rent faktisk generer, eller forsvaret lader sig genere. Ellers kunne forsvaret jo bare stoppe op og appellere hver gang.

Læg dertil, at der altid er god gang i forholdet mellem dommere og presse i England – ikke mindst hjulpet af nogle tidligere topdommere og sågar dommerchefer, som af og til har deres meget kontante meninger om de kolleger, der har tjansen nu. Jeg kan næsten ikke vente, til vi kommer i gang…