Jans Corner: Slut på turneringerne

Der er mange – for den sags skyld både medier og helt almindelige fodboldelskere – der har sagt, at årets Superliga har været en temmelig tynd kop te. Selvfølgelig med højdepunkter i form af enkelte kampe, men også med en turnering, hvor langt de fleste ting blev afgjort relativt hurtigt. Vi fik en sidste spillerunde, hvor alt var afgjort: medaljer, nedrykning og pladser i Europa. Det mindes jeg ikke at have oplevet før, selv om det sagtens kan være, at fodboldstatistikere kan overbevise mig om, at det faktisk er forekommet. Jeg var selv i Parken i embeds medfør, og jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har noteret så lidt til en kamp i den bedste række.

Lidt på samme måde har jeg haft det med Champions League i år, hvor vi også fik afslutningen med finalen i Berlin i lørdags. Der har været enkelte stjerneskud, men ellers har der godt nok også været nogle ørkenvandringer undervejs. Nå, man kan ikke være lige heldig hvert år – og i det mindste fik vi en finale mellem Barcelona og Juventus, som jeg helt subjektivt ikke vil tøve med at kalde den bedste finale i mange år. Ingen tvivl om, at Barcelona var det bedste hold og fortjente at vinde – alligevel sad jeg som helt neutral og greb mig selv i at tænke, at Juventus da egentlig godt måtte udligne, for så fik vi en halv time ekstra.

Ser man på den dommermæssige side af sagen, så rummede finalen også et par situationer af de mere interessante. Dommer var Cüneyt Cakir fra Tyrkiet, ubetinget én af de mest rutinerede i UEFAs topgruppe, og det var lidt pudsigt at høre kommentatorerne før kampen sige, at hans ry var at gå ret hårdt og kontant til værks. Godt nok var det ham, der udviste Nani for en heftig tackling i brysthøjde mod Arbeloa i kampen mellem Manchester United og Real Madrid for et par år siden, men det var trods alt en enkeltstående situation. Ellers er han nu ikke just kendt for at fløjte tingene i stykker, og det gjorde han heller ikke i sine kampe ved VM-slutrunden sidste år – eller her, hvor spillerne virkelig fik lov til at gå til stålet, men under fuld kontrol. Alt det gav et forrygende flow, så underholdningen var i top.

Der var specielt to situationer, der gav anledning til lidt diskussion bagefter. Den ene var Neymars annullerede scoring for hands, som reelt kunne have afgjort sagerne nogen tid, før det skete – den anden var det straffespark, som Juventus følte sig snydt for, da Pogba gik omkuld i en duel med Alves i Barcelonas straffesparksfelt midt i 2. halvleg ved stillingen 1-1. hvorefter Barcelona kom i front blot tre minutter senere.

Lad os tage dem i kronologisk rækkefølge. I den mulige straffesparkssituation er der ingen tvivl om, at Alves i sidste ende har en arm i kontakt med Pogbas skulder. Så på papiret er der, hvis man ser den situation isoleret, straffespark. Men vi skal have to faktorer mere i spil. For det første har de to kombattanter haft godt og grundigt fat i hinanden, før Pogba går i dørken. Så hvem har egentlig begået den første forseelse, hvis det kommer dertil? Mere væsentligt er det, at en så afgørende kendelse som et straffespark i en regulær duel-situation med to aktive spillere kræver, at man ser på den linje, som er blevet kørt i kampen som helhed. Vel er reglerne på et teoretisk plan ens i feltet og udenfor, og der foreligger en (eller rettere flere) forseelser, men linjen i og uden for feltet skulle gerne være den samme, og ude på banen er der blevet tilladt ganske meget. Det er klassikeren med, at dommeren skal undlade at dømme for de bagatelagtige forseelser – og set i relation til de ting, som ellers har fået lov til at passere, er dette som forseelse ikke over bagatelgrænsen (selv om resultatet kunne være blevet et straffespark). Hvis det straffespark var blevet dømt, var dommeren landet i samme fælde som sin japanske kollega i VMs åbningskamp, hvor Brasilien fik et straffespark for en holde-forseelse, som var ude af trit med, hvad der ellers blev tilladt. Og i den kamp var der endda kun én spiller, som var aktiv i duellen – forsvareren – mens der her var to, som var mere eller mindre lige gode om det. En indikator for mig er også graden af protester efter den manglende kendelse – havde det været et soleklart justitsmord, havde der været væsentlig mere sang på flåden. Her kom der et par rituelle og halvhjertede bjæf, og så var det ellers videre.

Situationen med Neymars annullerede mål er også spændende. Den falder kun to minutter efter Barcelonas 2-1 føringsmål (minutterne fra 67 til 72 var virkelig begivenhedsrige), og situationen illustrerer fint, hvad jeg skrev for kort tid siden, at i disse tider er hands noget af det mest giftige at skulle vurdere. Neymar får serveret en perfekt fremspilning, og han header tilsyneladende bolden rent i mål. Jeg har i hvert fald ikke den ringeste mistanke om urent trav, og det har heller ingen andre, før vi får et indgreb fra mållinjedommeren, og de langsomme gengivelser fra den modsatte vinkel toner frem på skærmen. På de gengivelser er det tydeligt, t Neymar header bolden ned på sin egen arm/albue, hvorfra den går i mål. Er det så forsætligt eller ej? Neymar har i hvert fald ikke armen ude til siden for at gøre sig ekstra bred, så det kan vi udelukke. Forsætligt betyder ‘med vilje’, men det indbefatter også reflekshandlinger. Og når man ser på boldens bevægelse efter kontakten med armen, virker det unægtelig, som om armen er spændt og måske endda får givet bolden en styring i den rigtige retning. Havde det nu været en slap arm, var bolden faldet væsentlig mere lodret ned med forbehold for den bevægelse, der er i kroppen allerede. Og hvis den teori holder, er a,rmen brugt som selvstændigt instrument, og kontakten dermed i fodboldlovens forstand forsætlig. Det starter måske med en uforsætlig kontakt – men i næste moment kommer reflekshandlingen, som gør det hele strafbart. Skønner dommeren, at det bare er en tilfældig kontakt, er der ingen forseelse og dermed mål. Og så havde vi fået diskussionen alligevel – bare med modsat fortegn.

Men reelt kan det være fuldstændig ligegyldigt, hvad jeg eller andre mener, for der står en mållinjedommer få meter fra med frit udsyn og vurderer situationen. Jeg vil tro, at brugen af mållinjedommere nu har retfærdiggjort sig selv for et stykke tid fremover. Huseyin Göcek er selv international topdommer (jeg har selv haft fornøjelsen af at se ham på hans vej fremefter) og en ganske rutineret herre, og der er næppe grund til at drage hans vurdering i tvivl.

Så de er der altså med god grund, de mållinjedommere – og givet den rette person på det rette sted til vurdering af den rette situation er de også uvuderlige. I Superligaen kommer vi formentlig også til møde dem i den kommende sæson i cirka 40 kampe. Jeg skriver ‘formentlig’, fordi det kræver en godkendelse fra UEFA – men det burde være en formssag at få det flueben. Til den tid skal jeg nok vende tilbage til dem igen.