Jans Corner: Når udvisningerne falder i byger

Det slår aldrig fejl, at dramaerne kommer, når turneringerne nærmer sig deres afslutning. Senest fandt jeg mandag aften en kanal med playoff-kampen til Bundesligaen mellem Karlsruhe og Hamburg SV, og den var i hvert fald under ingen omstændigheder for små børn. Samtidig rummede den et par kontroversielle hands-situationer, som meget fint illustrerede, at hands uden tvivl er det giftigste enkeltområde i en dommers hverdag lige nu, simpelthen fordi der er så stor forskel på ret og rimelighed, teori og praksis, kultur osv. gennem hele Europa. Paradoksalt nok synes tolerancetærkelen over for hands generelt at blive lavere, jo længere sydvestpå i Europa man kommer – i tidligere tider var det ellers noget, man trak lidt på skulderen af, mens man heroppe nordpå så det som en grov usportslighed.

Måske er det i virkeligheden en erindringsforskydning, at kampene bliver mere dramatiske mod slutningen, for der har jo også været lige så højspændte kampe tidligere på sæsonen, men sikkert er det i hvert fald, at det hele bliver mere nervøst, når vi nærmer os enden – og så sker der mærkelige ting.

Vi har de seneste runder i Superligaen oplevet flere kampe med to udvisninger, undertiden også til samme hold (og så var der lige Randers – FCK, som kunne være endt med tre til samme hold, men den er der vist kogt nok suppe på). Og det trækker selvfølgelig overskrifter. Igen kan jeg ikke helt lade være med at gribe efter nostalgibrillerne. Da jeg begyndte at gå til fodbold for et halvt århundrede siden, kunne aviserne skrive i dagevis, hvis der havde været en enkelt udvisning i en kamp, så sjældent var det – og TV boblede af hellig forargelse. Hvad er der egentlig sket? Jeg tror ikke, at dommerne er blevet mere nærtagende, men måske er der mindre respekt for autoriteterne og mindre hensyn til hinanden. Frem for alt tåler tempoet ikke sammenligning med dengang – og jo højere tempoet er, jo mere hektisk det hele bliver, og jo mere trætte spillerne er (selv om træningstilstanden nu og dengang er to forskellige planeter), jo større er risikoen for, at en indsats kommer for sent, og at resultatet i hvert fald kommer til at se mere voldsomt ud.

Hvis man ikke tror på det med tempoet, så prøv at tage en tur på internettet og led efter klip fra tidligere tider. Man tror uvægerligt, at der er noget galt med pc’en. Inden for det seneste år har jeg i forskellige anledninger skullet have fat i både EM-semifinalen mod Holland fra 1992 og den famøse VM-ottendedelsfinale mod Spanien fra 1986 – og synsindtrykket er simpelthen chokerende.

Nå, det var udvisninger, der skulle handle om. Seneste kamp, hvor to ramte samme hold, var weekendens opgør mellem SønderjyskE og FCK – en kamp, som ellers primært var en kamp om kejserens skæg, eftersom placeringerne allerede lå fast. Hvis vi starter bagfra, redder Nicolaj Madsen sig et direkte rødt kort. Tacklinger er bestemt set større og voldsommere, men ser man på, hvad der egentlig foregår og holder det op mod kriterierne, kan det i den grad sagtens forsvares. Tacklingen bliver sprunget ind bagfra med begge ben, første ben rammer omkring knæhasen på Gislasons forreste ben, og andet ben rammer foden på Gislasons bagben. Bolden er en meters penge på den anden side af Gislason, så der er ikke nogen mulighed for at spille den. Jeg ville nødig være i den modtagende ende af den tackling, og stemningen virkede ikke specielt rar på banen lige her.

Egentlig er det fra min stol mere interessant, at Daniel Jensen som indskiftningsspiller præsterede at løbe ind i to gule kort i sine godt otte minutter på banen. Interessant på en lidt bagvendt måde, fordi kommentarerne efterfølgende inkluderede nok de to mest anvendte floskler/undskyldninger i fodbold: ‘Det var hans første frispark’ og ‘Han spillede jo bolden’. Jeg må bedrøve med, at ingen af de to påstande har den fjerneste indflydelse på dommerens vurdering. Den med det første frispark er den letteste at slippe hen over, for lige det kriterium er kun interessant, hvis man overvejer advarsel for ‘gentagne overtrædelser af spillets love’ Hvis forseelsen i sig selv er til en advarsel, er det flintrende ligegyldigt, om det er det første, femte eller tiende frispark, som spilleren begår. Jeg har sågar set spillere blive udvist, før de overhovedet kom på banen, nemlig under opvarmningen bag linjedommeren.

Til gengæld er det en udpræget folkeovertro, at det at spille bolden i sig selv er et alibi for at gøre alt muligt andet. Kunne man for eksempel forestille sig en forsvarsspiller i en hovedstødsduel sætte begge hænder i ryggen på modspilleren og heade bolden væk – og bruge samme undskyldning? Forhåbentlig ikke. Hvis bolden bliver spillet og modspilleren bagefter ramt – eller for den sags skyld hvis det sker samtidig, altså benkontakt med både bold og modspiller, skal der dømmes direkte frispark. Ved den omvendte variant, at benet først fjerner modspilleren og derefter bolden, kan de fleste nok godt se logikken i, at det skal koste et frispark. For at det ikke skal være løgn, kan man også godt forestille sig, at bolden slet ikke bliver spillet, men at der er benkontakt – uden at der skal dømmes noget som helst. F.eks. en glidende tackling, hvor spilleren ikke rammer bolden, men hvor benet nu ligger langs jorden, hvor en modspiller efterfølgende falder over det. Der er forskel på, om benet fælder modspilleren – eller modspilleren falder over det ben, som er der først. Det kan være en meget subtil afgørelse og en grim én at skulle foretage, hvis tingene foregår i højt tempo med to spillere i samtidig bevægelse – for hvem kommer først?

Ironisk nok er det netop det, at Daniel Jensen rammer bolden, der frelser ham fra en direkte udvisning, for her kan det have en betydning – i vurderingen af, om det er et gult eller rødt kort. Var muligheden for at spille bolden til stede? Nøgternt set er Jensens tackling af samme kaliber og fuldt på højde med Madsens (omend den kommer forfra og ikke bagfra)- men han rammer bolden og slipper dermed med gult. Men frispark er der under alle omstændigheder.

Advarsel nummer to er for at bremse et lovende angreb, og sådan nogle kan man altid diskutere. Hvor lovende var muligheden, hvor mange modspillere var der hjemme, som kunne gribe ind osv. Men ingen tvivl om, at det er en beregnende forseelse for at få stoppet en omstilling – og frem for alt er det bare dumt at stikke benet ud her og give dommeren muligheden for at give advarsel nummer to.

Der skulle være basis for en munter udveksling af erindringer ved næste familiefrokost, for storebror Niclas præsterede noget tilsvarende i en EM-kvalkamp mod Spanien tilbage i 2007. To advarsler på to minutter – og der var spillet nitten. Dommer var i øvrigt Massimo Busacca, nu chef for FIFAs dommersektion – og han var heller ikke i tvivl.