Jans Corner: Et klassisk tema – og lidt nyt

Når man en sjælden gang har stunder til at være i det filosofiske hjørne, kan man godt få lidt tid til at gå med at spekulere over, at en lille bog på 75 tospaltede sider (i den danske udgave) og med kun 17 paragraffer kan holde så mange mennesker beskæftiget og give så mange diskussioner uge efter uge. Onde tunger kan med nogen – men ikke fuld – ret hævde, at de, der bidrager højest til diskussionen, er dem, der aldrig har åbnet bogen, men som har deltaget i eller set tusindvis af fodboldkampe og dermed i egen optik også godt ved, hvordan tingene skal skæres. Dermed ikke sagt, at deres bidrag til diskussionerne ikke er noget værd, for undertiden er der gode pointer til, hvordan tingene burde være. Men dommerne skal jo ikke dømme efter, hvordan tingene burde være – de skal dømme, sådan som reglerne er: uanset hvor ulogiske, uforståelige og uretfærdige reglerne så måtte synes.

Og det er jo ikke dommeren, der har lavet reglerne – så må man rette skytset et andet sted hen og op i systemet. Og rigtig højt op – for vi kan jo heller ikke herhjemme begynde at lave vores egne regler. Der er et helt fast system for, hvordan man håndterer forslag til regelændringer – det skal jeg vende tilbage til i én af de kommende uger – og Danmark må selvfølgelig følge de samme regler, som resten af verden har forpligtet sig til. Gennem årene har jeg fået mange yderst velmente og gennemarbejdede forslag til, hvordan reglerne burde være – væk med offside-reglen, flere spilleperioder, nye mål og felter på banen osv osv., og det er al ære værd at have interesse for de ting, men ændringsforslag har ingen gang på jorden, hvis ikke man får nogle af de internationale opinionsdannere med. Nogle af forslagene har jeg haft med ud til diverse kurser og diskuteret med mine udenlandske kolleger, og nogle er da også kommet videre i systemet, men typisk sådan nogle, som er justeringer. Ikke helt radikale venden-op-og-ned på reglerne.

Også inden for de 17 paragraffer er der temaer, som går igen gang på gang – og så kommer der fra tid til anden en af de situationer, som virkelig sætter de små grå hjerneceller i sving, og hvor tungen i den grad skal holdes lige i munden. Let nok set udefra – sværere inde på banen, hvor der er et split-sekund til at afgøre.

Et favorittema er uden tvivl berøven af oplagt scoringsmulighed – sikkert også, fordi det har så store konsekvenser, nemlig et rødt kort, hvis dommeren vurderer, at det foreligger. Der er, som skrevet mange gange før her (men lige på dette punkt kan god gerning næppe gøres for tit) nogle kriterier, som dommeren skal tage med i sin vurdering. Det er ting som spillerens kontrol eller sandsynlige kontrol over bolden, afstanden til målet, boldens og spillerens retning samt forsvarsspillernes antal og placering. Alle disse parametre indgår, og på bundlinjen er spørgsmålet: hvis forseelsen nu ikke var sket, havde der så været en oplagt scoringsmulighed? Hvis svaret er ja, har vi en udvisning.

Den læser, som gjorde mig opmærksom på West Bromwich-Chelsea – kampen i sidste uge (udvisningen af Fabregas), havde også fat i straffesparket til West Bromwich, hvor Berahino bliver fældet af John Terry inde i straffesparksfeltet. Det blev til en påtale – men burde det ikke have været en udvisning, var spørgsmålet. Jo. Stort set alle betingelserne er opfyldt. Terry kommer alt for sent ned i tacklingen, spænder ben for Berahino, som ellers ville have fået kontrol over bolden med retning direkte mod mål, og der er ingen andre forsvarsspillere, der kan nå at gribe ind. Det, som snyder dommeren, er muligvis, at på det tidspunkt, hvor Berahino er strakt til jorden, er der kommet en forsvarsspiller ned, men det var der ikke, da forseelsen blev begået. Så hvis Terry ikke havde spændt ben, havde der været en oplagt scoringsmulighed. Og netop derfor er det helt essentielt for dommeren at få fotograferet situationen på det rigtige tidspunkt – et kontinuerligt læringspunkt på kurser.

Vi kan også godt være med herhjemme. En situation i kampen mellem AGF og HB Køge gav ligeledes anledning til snak, om der manglede en udvisning. HB Køges målmand Frederik Due havde bevæget sig på noget af en skovtur uden for feltet, men nede på højde med straffesparkspletten, hvor han blev attakeret af AGFs Jesper Lange, der i sidste ende fik erobret bolden fra Due. Men det blev en kort fornøjelse, for ved at gribe fat i Lange i flere omgange fik Due forhindret, at Lange kom videre. Retningen var sådan set god nok, ind mod mål, men vi var meget langt ude i siden, samtidig med at Lange efter duellen – og før forseelsen – var helt nede i fart. To forsvarsspillere kunne potentielt gribe ind – én i feltet og én halsende hjem. Så hvor meget vægter det i sig selv, at målmanden er væk? På bundlinjen ikke nok – godt nok er dette efter mine begreber en scoringsmulighed, men ikke en oplagt én af slagsen. Lange er også nødt til at afslutte første gang fra den relativt spidse vinkel, for forsøger han at gå højre om den første forsvarsspiller, er nummer to nået hjem. Det blev til en advarsel – og det var i orden efter mine begreber.

I en helt anden boldgade mødte vi i kampen mellem FC Nordsjælland og Esbjerg en af de situationer, som krøllede teorihjerner vil elske. FCNs Pascal Gregor vil dække bolden ud over egen mållinje til et målspark, skarpt forfulgt af Esbjergs Emil Lyng. Det er altsammen fint nok: han har bolden inden for spilleafstand og front mod den. Men bolden standser nøjagtig på linjen, og da Lyng bliver for nærgående, griber Gregor fat i ham og trækker ham ned, så begge spillere lander pænt uden for banen. Det centrale spørgsmål er, hvor den holde-forseelse startede – og det gjorde den, viser også TV-billederne, nøjagtig på linjen, så forseelsen er begået på banen, og dermed er én af betingelserne for at dømme straffespark opfyldt. At den største og mest spektakulære del af forseelsen sker udenfor, da Gregor med stor kraft i sin fortsatte bevægelse trækker Lyng ned, er en anden historie. Med kasketten fra djævelens advokat kan man spørge, om den første lille holde-forseelse mon ville være blevet til til et straffespark, hvis den store efterfølgende ikke var kommet. Det tror jeg ikke – så på den måde kan man muntre sig med, at det egentlig er forseelsen uden for banen, der trigger straffesparket, fordi forseelsen er startet indenfor.

Som skrevet før her: fodboldloven behøver ikke være kedelig. Hvis nogen nu spekulerer over, hvad den teoretiske afgørelse havde været, hvis forseelsen først var startet uden for banen, er svaret, at så havde vi skullet i gang igen med at lade bolden falde, fordi forseelsen ikke er begået på banen. Nok godt, at vi ikke kom dértil – for der var ingen protester overhovedet, og alle accepterede straffesparket.