KFD
Nyheder

Teorimesterskab 2022

En af de helt store traditioner i KFD er det årlige teorimesterskab. Det føles at vi lige har haft det, hvilket skyldes, at sidste års teorimesterskab blev udskudt til efteråret. Her blev Kuzma Pavlov den nye teorimester.

Siden 1994 har KFD’erne hvert år dystet mod hinanden i fodboldloven, og det sker selvfølgelig igen i år. Jan Carlsen har for 29. gang udarbejdet en quiz med udgangspunkt i fodboldloven. For at alle dommere kan være med, vil det være den sædvanlige 1-X-2 quiz, så der er ikke mulighed for at rode sig ud i noget bøvl. Dette skal besvares på en lille halv time.

Teorimesterskabet finder sted mandag den 28. marts kl. 18.00 i Frederiksberg Hallerne. Vi starter som altid med lidt mad, hvor du kan vælge mellem stegt flæsk eller kylling.  KFD sørger selvfølgelig også for drikkevarer til maden.

Kl. 19.00 bliver årets test uddelt og så stiger koncentrationen de næste 30 minutter.  Ca. en times tid senere vil Jan Carlsen kåre årets vinder.

Alt dette får du for 50 kr., som du betaler på aftenen. For at tilmelde dig aftensmaden, skal du sende en mail til kfdtilmelding@hotmail.com, hvor du i emnefeltet skriver navn, teorimesterskab, dommernummer samt hvilken ret du ønsker.

Tilmeldingerne til aftensmaden skal ske senest torsdag den 23. marts kl 08:00.

Har du først tilmeldt dig aftensmaden, hæfter du dig også for betalingen. Dette gør vi, da fællesskabet ikke skal betale for de dommere, som ikke dukker op når de har tilmeldt sig.

Vi håber at se så mange som muligt til teorimesterskabet 2022, som både er en faglig, men også social aften.

Venlig hilsen
Bestyrelsen

Hi, I’m Oliver Simbold