Så kom offside-reglen forbi igen

Det er onsdag eftermiddag, som jeg skriver dette, og jeg er stadig lettere hæs og øm i håndfladerne efter at have været i Parken tirsdag aften og overvære den endelige kvalifikation til VM. Selve kampen var på ingen måde vidunderlig, men det er der jo ingen, der husker i næste uge, hvor bare resultatet står tilbage. Og selv om det på ingen måde var drømmefodbold, er det alligevel imponerende, at østrigerne ikke havde et eneste skudforsøg inden for målrammen. Dér kunne Danmark trods alt svinge sig op til fem. Til gengæld var opspillet til målet noget af det smukkeste, jeg har set længe. Så Qatar venter forude – og så kan man gøre sig klar til alle de politiske diskussioner, som venter i den anledning. Men det er en helt anden historie, som heldigvis ligger uden for denne klummes kommissorium. 

Midt i de hæsblæsende VM-kvalifikationsrunder fik vi også afgjort Nations League – denne besynderlige hybrid, som dog tjener to gode formål: at undgå alt for mange af de håbløse venskabslandskampe, hvor man skifter et helt hold ind undervejs, og hvor ingen tør ret meget af frygt for at blive skadet. Og så får det nogle af de små nationer frem i lyset, plus at de bliver matchet med hold på nogenlunde samme niveau. Grundlæggende synes jeg, at idéen er god, men formatet kan godt virke lidt forvirrende. Tungen skal i hvert fald holdes meget lige i munden. 

Og der synes at hvile en eller anden form for forbandelse over de afgørende kampe i turneringer lige i øjeblikket. Jeg har tidligere været rundt om det famøse straffespark i EM-semifinalen mod England, som sendte Danmark ud. Teknisk og lovmæssigt set korrekt, men aldrig en forseelse på et niveau, som i min optik skal afgøre en finaleplads (for nu at vende tilbage til det bagatelagtige fra sidste uge). Men da der vitterlig er kropskontakt, er VAR afskåret fra at gribe ind, fordi det ikke er en klar og åbenlys dommerfejl. 

I finalen her kommer Frankrigs sejrsmål efter en mulig offside-situation, som i den grad har fået internettet til at gløde (indbakken her heldigvis knap så meget). Hernandez spiller bolden frem mod Mbappé, som helt korrekt er i offside-position, men det er jo ikke strafbart, så længe han ikke gør andet. Inden bolden når frem til ham (og i så fald havde han været strafbar, da der ikke er andre franske spillere i nærheden), forsøger Garcia at cleare bolden, men mislykkes, hvorefter bolden alligevel lander hos Mbappé, som scorer. Stor opstandelse. 

Men casen er faktisk et standardeksempel til enhver dommereksamen. Når bolden lander hos en spiller i offside-position, og den sidst er rørt af en forsvarer, skal dommeren vurdere, om der var tale om en tilfældig berøring (kunne der lige så så godt have stået en telefonpæl, hvis sådan nogle ellers eksisterer mere) ? Eller var der tale om, at forsvareren forsøgte at kontrollere bolden, altså foretog en forsætlig handling for at få fat i bolden ? Det er totalt underordnet, om der faktisk opstår kontrol over bolden – dårlig teknik frelser ingen – det er hensigten, der tæller. Jeg har godt set diverse eksperter, primært udenlandske, konstatere, at Garcia aldrig fik kontrol over bolden, og dermed er der ikke tale om en ny spilfase. Men det er decideret ukorrekt – for kontrollen er ikke afgørende: det er forsøget derimod. 

Det er lidt det samme ved vurderingen af et eventuelt selvmål. Er det en tilfældig berøring, er scoringen angriberens – gør forsvareren noget aktivt, bliver det til et selvmål. 

Så kan man mene om det hjørne af offside-reglen, hvad man vil (og det gør man også, skulle jeg hilse og sige), og det er formentlig noget af det mest tricky overhovedet i reglen, som den er formuleret, men dommerne er nu engang nødt til at dømme efter de regler, der findes. Det hører med til historien, at når nogle taler om en ny fortolkning, er det nonsens. Sådan har det fungeret i en lille halv snes år. 

Hvis vi ikke havde offside-reglen, hvad skulle vi dog tale om ? Jeg får fra tid til anden mere eller mindre fantasifulde forslag til, hvordan man kan forbedre den. Og Arsène Wenger har hos FIFA også gang i nogle idéer, hvilket er helt fint. Lad os endelig optimere, hvor det kan lade sig gøre – bare tingene bliver simplere at administrere og ikke i stedet skaber nye problemer. De tanker, som rører sig, skal jeg nok vende tilbage til på et senere tidspunkt. 

I bund og grund er offside-reglen jo en reminiscens fra rugby-reglerne (fodbold er jo oprindelig et engelsk kostskolespil i konkurrence med rugby). I rugby er det ikke tilladt at aflevere bolden fremefter til en spiller, som står dér. Den regel har været med siden 1863, og så er den siden blevet forfinet et utal af gange med hensyn til antallet af modspillere og alt mulig andet godt. 

De mest radikale løsningsforslag fra læserne går selvfølgelig på at afskaffe reglen fuldstændig. Jeg frygter bare, at så lander vi i håndboldtilstande, hvor der intet foregår midt på banen, fordi hold A har anbragt en angriber langt oppe på banen (det var vist ham, som vi i skolegården kaldte en fisker), hvorefter hold B sætter en forsvarer til at dække ham. Hold A kvitterer med endnu én osv. I min optik er det så bare ikke fodbold længere, men et helt andet spil. Nogle foreslår en grænse for afleveringen omkring midterlinjen, således at afleveringer fra egen banehalvdel til en spiller i offside-position skulle være straffri og taxameteret først tikker, når det skete på modspillernes banehalvdel. 

Den variant er faktisk afprøvet ved et ungdoms -VM for adskillige år siden – dog med en linje sat ikke ved midterlinjen, men ved straffesparksfeltets grænse for den modtagende spiller.. Det prøvede man den ene gang og så aldrig mere, for spillerne (og sikkert også dommerne) lå inden for kort tid og gispede efter vejret, da der blev meget få spilafbrydelser. 

Så der ligger sikkert en Nobelpris og venter på den, der kan udtænke en offside-regel, som dels tilgodeser spillet, dels er til at forstå for andre end dommerne – og ikke mindst er nogenlunde tro mod den ånd, som det oprindelige regelsæt er skrevet i. IFAB får tit skyld for at være konservative i deres regelændinger (jeg synes nu ellers, at der har været rigeligt af arbejde de seneste år), og det kan man så alt efter temperament betragte som en styrke eller svaghed. Verden flytter sig selvsagt konstant, men jeg synes nu personlig stadig, at det er en charme, at fodboldspillet, hvad regler angår er, om ikke det samme, så i det mindste genkendeligt i forhold til det oprindelige, selv om der er gået godt 150 år. 

Vi har i hvert fald undgået den værste tivolisering og de mest outrerede ændringsforslag. Så er der kommet ny teknologi til, som giver nye muligheder: mållinjeteknologi, elektronisk måleudstyr på spillerne og ikke mindst VAR. Purister vil selvfølgelig hævde, at det er at gøre vold på det grundlæggende ædle princip, at fodbold spilles og dømmes af mennerkser, og mennesker laver – uden undtagelse – fejl. På den anden side vil vi alle gerne have et eller andet mål af retfærdighed, og de store økonomiske interesser, der efterhånden er i fodbold, gør, at presset bliver større på alle parter. Her er vi godt nok et pænt stykke vej fra 1863. 

Så det er med at finde en fornuftig balance mellem det menneskelige element og det element af øget retfærdighed, som teknologiske hjælpemidler kan give. Tænk hvis man havde haft mållinjeteknologi tilbage i 1966 ved VM-finalen mellem England og Vesttyskland. På den anden side – hvad skulle vi dog ellers have diskuteret i over 50 år ? Og det stopper aldrig, 

fordi ingen kan fremtrylle det endegyldige bevis. Det er forsøgt, men kameravinklerne er simpelthen ikke gode nok til, at man kan gøre det gennem et computerprogram og få det sort/hvide svar. 

Vi kommer til at leve med den menneskelige faktor – og heldigvis for det – men det skal jo ikke forhindre os i at søge at optimere afgørelserne ved passende teknisk assistance.