Åh nej, ikke igen…

På dansk har vi jo et glimrende udtryk, der hedder ‘et herrens vejr’. Der var nu ikke noget specielt guddommeligt over vejret i søndags, i hvert fald ikke herovre i det nordsjællandske. Det var da i det mindste afvekslende over sne, slud og hagl, mens det samtidig blæste ikke bare den berømte halve, men en hel pelikan. Så jeg var svært lykkelig over at kunne opholde mig indendørs foran TV-skærmen og se fodbold, da jeg ikke var sat på udgående opgaver. 

Til gengæld synes der at hvile en en eller anden form for forbandelse over kombinationen mellem københavner-derbyet mellem Brøndby og FC København og så VAR – og her taler vi ikke om guder fra de højere luftlag. Sidste gang havde vi en kontroversiel, men korrekt straffesparkskendelse for hands til Brøndby, og vi havde et FCK-mål, som burde have været underkendt for at genere i en offside-position. VAR gjorde i begge tilfælde det rigtige, men i det sidstnævnte tilfælde valgte dommeren at gå den anden vej efter at have set situationen. Fair nok – men i det store bakspejl er alle enige om, at det ikke var den rigtige beslutning. I søndags gik det så den anden vej: en korrekt straffesparkskendelse til FCK kaldt af VAR, og så en udførelse af straffesparket, som har givet voldsomme diskussioner efterfølgende, men hvor fokus heldigvis og forbløffende hurtigt er blevet drejet væk fra selve VAR-funktionen til de billeder, som VAR havde til rådighed i situationen. 

Som mange venlige mennesker har skrevet til mig i deres indledende hilsener: ‘Håber du har haft en god weekend’. Jo tak, lige indtil søndag kl. ca. 18, og så stod den ellers på mailkorrespondancer det næste døgns tid. Jeg kan godt påkalde mig nogle andre ikke så højtflyvende guder og bande over, at situationen ikke forekom i en mindre profileret kamp end lige akkurat derbyet, for så havde den ikke trukket nær så mange overskrifter. Men det er nu engang vilkårene i denne branche – at en højprofileret kamp selvfølgelig tiltrækker sig mere opmærksomhed end de mere ydmyge kampe i samme runde (uden at fornærme nogen), og dermed bliver reaktionerne også stærkere. Det har vi – også før VAR – levet med i umindelige tider, og det er ligesom et vilkår, når man er i dommerbranchen. Det, som jeg denne gang kan glæde mig over, er, at der ikke har været nogen hidsige fankommentarer på et niveau, hvor man overvejer, om det overhovedet kan betale sig at prøve at svare og forklare, hvis modtageren synes at være uden for pædagogisk rækkevidde. 

Men inden vi kommer til selve situationen, så lige en opklaring på et helt generelt spørgsmål, som flere er kommet med (og som åbenbart må være blevet skrevet eller sagt et eller andet sted), nemlig at VAR kun har adgang til de TV-billeder, som seerne også får. Det er decideret forkert. I VAR-bilen har man adgang til samtlige de kameraer, som produceren i OB-vognen også har. Det vil sige typisk et sted mellem syv og tolv, afhængig af, hvor stor produktionen er (læs: hvor profileret kampen er). Hvad produceren så vælger at vise på skærmen for familien Danmark er en anden sag – men alle vinkler er til rådighed for VAR. Og ja, der er et spring op til de 33 kameraer plus to dedikerede offside-kameraer, som man havde ved VM i Rusland, men der er med al respekt også et spring fra Superligaen til en VM-slutrunde – og ikke mindst til det økonomiske råderum. Den danske løsning fungerer under normale omstændigheder aldeles fint. Skal man udvide på den front, kræver det økonomi, og så bliver det en simpel cost/benefit-analyse. Hvor meget vil man ofre på noget, som trods alt er relativt sjældent ? På et tidligere tidspunkt af sæsonen havde vi et tvivlsspørgsmål, om en bold havde krydset mållinjen eller ej, og det fik straks nogle til at efterlyse, hvorfor vi ikke havde 

mållinjeteknologi i Danmark eller i det mindste et kamera placeret direkte på mållinjen. Jeg tror ikke, at man skal spørge klubberne, om de er villige til at ofre mållinjeteknologi på deres stadions, vel vidende, at man kan risikere at rykke ud igen året efter, og så er det hele spildt. Det er efter danske forhold nogle meget grimme beløb, som vi taler om. Så vi lever med de begrænsninger, som der er – og så kan det ikke undgås, at der smutter et eller andet engang imellem. Det gjorde der også før VAR, hvilket mange synes at glemme i farten. VAR er ingen garanti for perfektion, hvilket vi fra starten har gjort meget ud af at understrege – og VAR redder stadig uendelig meget mere, end det mister. Det kan direkte ses af de tal, som vi løbende gør op runde for runde. 

Nå, men i Brøndby-FCK – kampen er det positive set fra et VAR-synspunkt, at man får samlet et helt korrekt straffespark for hands op, som ellers bare ville have kørt videre (og også givet overskrifter dagen efter). Det problematiske her bliver selve udførelsen. Wilczeks straffespark bliver reddet af Schwäbe, og Daramy er først over riposten og kan sende bolden i mål. Jeg tror, at alle TV-seere inklusive mig selv sidder med fornemmelsen af, at Daramy er umanerlig hurtigt på bolden (men nu er han jo også uhyggelig hurtig i forvejen). Men det vil være helt oplagt at undersøge, om han har været for tidligt i feltet. Og det er her, at VAR kunne komme ind, for dommeren har i sagens natur sin opmærksomhed koncentreret om, hvorvidt den bold går i mål eller ej. 

I hele denne første sæson har vi en VAR-instruktør siddende i bilen for efterfølgende at kunne evealuere og coache VAR-teamet (uden i øvrigt at blande sig i selve afgørelserne, for det er der ikke lovhjemmel til). Ham har jeg talt med, og her er der også mistanke, og man leder med lys og lygte efter en vinkel, der kan bevise noget. Vi skal stadig huske, at VAR skal kunne stå med den rygende pistol og et billedmateriale, der kan fortælle dommeren, at her synes der at foreligge en klar og åbenlys fejl: kom lige og se igen. Man er samtlige vinkler igennem, de bedste af dem endda frame by frame (og det går faktisk virkelig forbløffende hurtigt, når man betænker, at netop ventetiden har været et offentligt issue efter VARs indførelse). Men selv om man kan konstatere, at Daramy tager et skridt frem, er der intet billedmateriale, der beviser, at han faktisk står i feltet, da sparket tages. Jeg har godt set vinkler, der viser, at hans overkrop læner sig marginalt ind i feltet, da sparket tages. Så teknisk set er der en overtrædelse her, men den vil jeg til enhver tid kategorisere som bagatelagtig, som jo stadig er én af dommerens hovedpræmisser: undgå at fløjte for bagatelagtige eller tvivlsomme forseelser. For nu er det jo ikke overkroppen, der er bestemmende for, at Daramy når den bold først – det må i sagens natur være fødderne. Skal man dømme på baggrund af det, har vi Premier League-tilstande i Danmark, og det ønsker hverken klubberne eller vi. 

VAR må efter protokollen i forbindelse med udførelsen af straffespark og for tidligt indtrædende spillere kun bekymre sig om spillere, der er for hurtige på aftrækkeren og efterfølgende får indflydelse. Det sidste må man sige, at Daramy gør – men det billedmateriale, som man i givet skulle fald skulle kalde dommeren ud på for at genvurdere situationen, er der simpelthen ikke. Vi mangler den rygende pistol, der siger, at dette er en klar og åbenlys dommerfejl. Så kan vi alle have alle de mavefornemmelser, som vi har – men der skal altså noget håndfast til for at omstøde en dom. Og gudskelov for det. 

At FCMs straffesparksmål mod AGF får lov til at stå, selv om der synes at være en anden FCM-spiller for tidligt i feltet, er dermed heller ikke et VAR-problem, men et spørgsmål til dommeren, om dette var en bagatelagtig eller tvivlsom forseelse. Hvis sparket var blevet brændt, kunne VAR være kommet i spil. 

For specielt nørdede regelfolk: hvis Daramy havde været den eneste person for tidligt i feltet, ville resultatet have været et indirekte frispark – havde der også været for hurtige Brøndby-folk, skulle vi have haft et omspark. 

Der er ikke grænser for, hvad jeg har fået af mere eller mindre fantasifulde spørgsmål omkring udførelsen af straffespark og relationen til VAR inden de seneste 72 timer (dette skrives onsdag aften). Men VAR-budskabet er faktisk relativt simpelt: for det første skal sparket være brændt. Og så kan man se på, om målmanden er gået for tidligt, eller der eventuelt er en spiller for tidligt i feltet, der efterfølgende har haft indflydelse på forløbet (Daramy-casen). 

Men man skal stadig have bevismaterialet… 

Vi er igang med et fantastisk slutspil, hvor der er spænding i begge ender af tabellen. På dommersiden håber og beder vi til, at det ikke er vores branche, der kommer til at afgøre det – men vi har altså kun de hjælpemidler, som vi har…