En hurtig tur i offside-reglen

Afslutningen på Superligaens grundspil (og for den sags skyld også 1. divisions) blev nøjagtig så hæsblæsende, som man kunne forvente sig. Det var med nød og næppe, at popcornene rakte hjemme fra den dybe lænestol. Set fra et dommersynspunkt var det i hvert fald glædeligt, at vi slap igennem uden store kontroversielle hændelser. Det trængte vi også lige til. Fornuften siger, at den fejlkendelse i runde 1, der kostede to points, tæller lige så meget som den, der kommer til sidst – men følelserne tilsiger gerne noget andet. Så det var rart at komme i land uden de store giftigheder. FC Nordsjælland fulgte traditionen og sneg sig højst overraskende, men fuldt fortjent, med i Top 6. Med bopæl i øst har jeg det rigtig fint med en balance i mesterskabsspillet, der siger tre-tre øst og vest, men på den anden side er jeg da ked af, at traditionsklubber som AaB og OB trak nitten. Men det er jo konkurrencesportens vilkår – der er ikke plads til alle på præmieskammelen, uanset hvordan man indretter systemet. Man kan også sige, at nu er der da sikret en rimelig balance også til næste år med minimum tre sikre øst-hold, for der er lige nu næppe megen tvivl om, at 1. division kommer til at levere to vest-hold til Superligaen næste sæson. Der er basis for et ualmindelig heftigt og komprimeret forår – både i den ene og anden ende af rækken. Jeg kan næsten ikke vente… 

Ellers vil jeg gribe fat i et par læserhenvendelser omkring mine bemærkninger til FCKs reduceringsmål i derbyet i Brøndby sidste uge (og tak til dem, der påpegede, at det ikke skete i Parken – den burde jeg selv have fanget). Det handler selvfølgelig om offside-reglen – og om hvorfor Jonas Wind burde have været dømt ud for at genere. Nu er offside-reglen ikke nogen absolut videnskab (i hvert fald ikke den sidste halvdel af den). Jeg har prøvet nogle gange at sidde til middag med en fodboldinteresseret borddame, som spørger, om jeg ikke lige kan forklare hende offside-reglen – og jo, gerne, men jeg håber også, at kødet går rundt anden gang, så jeg kan nå at forklare færdig, for det er altså ikke for små børn. Og jeg har ikke tal på de stykker hvidt og brunt sukker, som jeg sammen med internationale kolleger har siddet og flyttet rundt på til kaffen, når talen faldt på offside. 

En læser spørger, hvad det egentlig vil sige at have indflydelse på spillet. Nu skal jeg ikke lege sprognørd, men ‘indflydelse’ er no go i relation til offside. Alle har forhåbentlig indflydelse på spillet – ellers skulle pokker da stå i at pakke sin taske og tage afsted. I lovteksten er det udlagt som ‘deltager aktivt i spillet’ i den pågældende situation. Og det kan man gøre på tre forskellige måder. 

Først skal vi lige have skilt offside-reglen ad i to helt separate elementer. Man kan være i offside-position (hvilket vil sige, at man er foran bolden og næstbageste modspiller), men det er der intet galt i, så længe man ikke gør mere end det. Jeg minder lige om, at man ved vurderingen af positionen kun kigger på hoved, krop og fødder – armene tæller ikke med, hverken på den ene eller anden side. Men så kommer anden halvdel: begår spilleren noget strafbart ? Det kan han gøre på tre forskellige måder, som alle har en juridisk betegnelse, som nok ikke rimer med almindelig dansk sprogbrug – men sådan er det jo med fagudtryk i alle livets områder. De betyder noget andet for de involverede, end de gør for menigmand. 

Man kan ‘indvirke på spillet’, ‘genere en modspiller’ og ‘opnå en fordel af sin offside-position’. Og der er knyttet en helt fast definition til hver af dem. ‘Indvirke’ defineres som at røre en bold, som er spillet til én af en medspiller. Jeg tror næsten, at det er det eneste sted i det danske sprog, hvor ‘indvirke’ bliver brugt – men ikke desto mindre er udsagnet i orden. ‘Opnå 

en fordel af sin offside-position’ handler stadig om at røre bolden, men nu kommer den ikke direkte fra medspilleren, men via en overligger, målstang, hjørneflag eller modspiller. Er modspilleren involveret, kommer der endnu en dimension ind – for hvis den tilfældigt har rørt modspilleren, eller hvis det var en redningsaktion fra modspilleren (for at forhindre bolden i at gå i mål), er den stadig strafbar. Er det resultatet af en forsætlig handling fra modspilleren, f.eks. at han vil cleare en bold, som så lander hos en spiller i offside-position, kører spillet videre. Så når bolden sidst har rørt en modspiller, har dommeren to checkspørgsmål til sig selv: ‘Var det tilfældigt ?’ og ‘Var det en redning ?’. Hvis svaret er nej til begge, fortsætter spillet – ellers dømmes offsiden. 

Og så er der problembarnet ‘genere en modspiller’, som er blevet offside-reglens brokkasse. Der er sjældent ret meget dommerskøn i, om en spiller rører bolden eller ej – men ved ‘genere-muligheden’ kommer skønnet for alvor i spil. Og det er også her, at jeg er nødt til at sige, at fordi skønnet spiller så stor en rolle, og der ikke er ret meget faktuelt at basere det på, er det her, problemerne kan opstå. Vi prøver selvfølgelig ved uendelige mængder af videoeksempler både fra herhjemme, vores kollegaer og UEFA at sætte en ramme, men i sidste ende er det dommeren, der har det afgørende ord (og en skønssituation som denne vil, modsat hvad mange tror, aldrig blive afgjort i VAR-vognen – det kræver en dommer til skærmen, for det er ham, der er chefen). 

Man kan i offside-reglens forstand genere på en god del forskellige måder. Man kan forhindre en modspiller i at spille eller kunne spille bolden, enten ved at spærre hans udsyn eller decideret stå i vejen for ham. Man kan fra en offside-position angribe en modspiller for at forsøge at erobre bolden (og da det forudsætter, at bolden er nogenlunde i nærheden, er der sat en vejledende afstand på 1 – 1½ meter, uden at man står med tommestokken). Desuden kan man forsøge at spille en bold, som er tæt på (uden at gøre det), men på en måde, som klart påvirker en modspiller – eller man kan foretage sig en tilsvarende handling ved andet end at forsøge at spille bolden, som derved også påvirker modspilleren. 

Det er en ordentlig mundfuld, og det er situationer, som kræver et rigtig godt samarbejde mellem dommer og linjedommer. Ofte vil linjedommeren kunne se offside-positionen, men ikke vurdere, om der generes. Dommeren vil på sin side have den bedste vinkel til genere-forseelsen, men ikke være sikker på, om spilleren overhovedet er i offside-position. Der er set grimme tilfælde på, at ting er røget mellem to stole her, fordi kommunikationen ikke har været optimal (dog ingen for nylig herhjemme). 

Og så er vi tilbage ved Jonas Wind-situationen i Brøndby og FCKs reduceringsmål. Wind kommer helt klart fra en offside-position, og spørgsmålet er nu, om han generer Rosted (tror jeg, at det er) til at gøre noget andet, end han ellers ville have gjort. I dette tilfælde bliver det til en clearing ind i feltet, hvorefter FCK kan reducere. Wind befinder sig bag Rosted, men det er der ikke noget galt i, for det er forskel på, om angriberen generer forsvareren, eller forsvareren lader sig genere. Ellers kunne enhver forsvarer jo bare strække hænderne i vejret, hvis han havde en angriber bag sig, og påstå, at han følte sig generet af onde øjne, kraftige fodtrin, dårlig ånde, eller hvad ved jeg. Casen her er, at Rosted får lavet en mislykket aflevering ind i eget felt med reducering til følge, og man skal lede meget længe for at finde den vinkel, der viser, at Wind faktisk har en arm i ryggen på ham, som selvfølgelig påvirker afleveringen og dens retning. Så han generer. 

For få uger siden havde vi en situation i Premier League, som jeg også lige rundede i samme anledning. Manchester City og Aston Villa. Her havde vi en City-angriber, som kom luskende tilbage fra en offside-position langt fremme på banen og nærmede sig en Villa-forsvarer, som derefter leverede en håbløs tæmning, som City-angriberen opsnappede og kunne sætte en omstilling igang, som førte til en scoring. Dommerens forbandede pligt her er at vurdere, om angriberen virkelig får forsvareren til at gøre noget andet, end han ellers ville have gjort – altså påvirker ham. Og det er ikke nok, at forsvareren ‘lader sig påvirke’. Angriberen når aldrig så langt op, at der er kropskontakt, før skaden er sket – så her adskiller han sig fra Wind-tilfældet. Hvis dommeren vurderer, at angriberen generer / påvirker, skal han fløjtes ud, ellers skal han ikke. 

‘Genere’ har lidt udviklet sig til elefanten i rummet, og det tjener om ikke andet til at illustrere, at offside-reglen altså ikke er sort eller hvid. Der er ufattelig mange grå eksempler. Så fremtidige borddamer må hellere afsætte god tid, hvis de vover at stille spørgsmålet. 

Og så har vi endda ikke rundet alle specialtilfældene med spillere inden for og uden for banen osv. Det bliver en anden god gang.