VAR-start som Big Bang

Det er alt, alt for tidligt at drage endelige konklusioner omkring VAR efter blot en enkelt runde med systemet. På den anden side bliver teaterforestillinger jo typisk anmeldt straks efter premieren, og for koncerters vedkommende er der ofte kun den ene mulighed for at videregive indtrykket. Så efter de seneste tre ugers klummer her med fokus på den teoretiske side af VAR ville det efter mine begreber være helt i skoven ikke at følge op på premieren.

Vel vidende, at jeg i princippet er blafrende inhabil, eftersom jeg selv er part i projektet, synes jeg faktisk, at vi herhjemme slap fornuftigt fra den første runde – i hvert fald når vi sammenligner med nogle af de problemer, som andre lande har haft ved deres debut. Som før skrevet er Danmark mig bekendt det første land, der tager en ‘big bang’-tilgang – VAR i samtlige kampe i ligaen fra start. Andre lande har kørt en blød indkøring med nogle tests i udvalgte pokalkampe eller nogle få kampe i ligaen, før man har skaleret op til fuldt format. Men heroppe i det kolde nord er vi jo modige folk, så der var som en rent politisk beslutning fuld skrue fra start. Der er afgjort ting og sager, der kan optimeres, men det meste af det registreres alligevel ikke af den almindelige iagttager, men er langt hen ad vejen ren teknik, så det kommer vi til at tage internt.

Vi fik jo en forrygende underholdende start på Superligaen med nogle brag af kampe og en frygtelig masse mål. Så det var måske meget typisk for mit held, at jeg sad med som en flue på væggen i VAR-vognen i den eneste kamp, hvor der ikke blev scoret, nemlig den i Lyngby. Fluens opgave er selvfølgelig at evaluere indsatsen med VAR-teamet bagefter, men han (eller hun, skal man jo huske i disse tider, hvis man ikke vil i overskrifterne på den kedelige måde) blander sig ikke undervejs og er der væsentligst som en livline eller nødbremse, hvis teamet her i den spæde start skulle bevæge sig ud over det, som er tilladt ifølge VAR-protokollen, eller der skulle opstå andre problemer. Flue-princippet kommer vi til at køre i de første runder, indtil vi er sikre på, at toget er på skinnerne.

Så fordi jeg sad i Lyngby, har jeg selvfølgelig misset oplevelsen live af den samtidige kamp i Horsens og 1. halvleg af den i Brøndby – men ellers har jeg siddet pænt klistret til skærmen for at følge med. Alle erfaringer fra andre lande siger, at dergennemsnitligt er ét VAR-review (hvor dommeren skal ud at se på skærmen) i cirka hver tredie kamp, og som udgangspunkt kom vi vist til at leve fint op til det udsagn.

På bundlinjen fik VAR ikke lavet nogen ulykker, hvilket jo ellers kunne have været skrækscenariet (og i den grad har været det i andre lande) – enten ved at overse noget, som burde have været taget op, eller ved at medvirke til at omgøre noget, som egentlig var rigtigt nok i første omgang.  Bevares, der var et muligt straffespark for en holde-forseelse i Brøndby, som VAR set fra min stol burde have samlet op, men man kan jo så som djævelens advokat spørge, om Brøndby havde formået at score på det. Det kunne de i hvert fald ikke på den anden straffesparkssituation, som VAR faktisk reddede hjem for dem (i og med, at der blev vinket for offside i forbindelse med straffesparket – én af de situationer, hvor linjedommeren helt efter bogen lader en snæver situation køre i første omgang og holder sit flag nede – og kommer med det, når der er en afklaring på situationen eller afbrydelse i spillet). Det var en ekstremt giftig situation for VAR-teamet, eftersom der både skulle checkes mulig offside, muligt straffespark – og endelig, om angriberne i fasen op til straffesparket havde begået en klar og åbenlys forseelse. Dér tør jeg godt garantere, at der har været sved på panden i den i forvejen pænt varme vogn, hvor man med lukket dør sidder yderst tæt med mundbind og det hele. Presset her er reelt større, end det er på dommeren, for han har jo ‘bare’ dømt, som om der ikke var VAR involveret. Men vi landede heldigvis det helt rigtige sted: offside-flaget var forkert (men yderst snævert), straffesparket var korrekt – og det var ikke sket noget ulovligt i opspillet.

Den situation, som helt naturligt påkaldte sig den største opmærksomhed var den i Horsens, hvor en advarsel til Bjarke Jacobsen for en heftig tackling på Al-Hadji Kamara fra Randers efter et VAR-gennemsyn blev konverteret til en udvisning. Nogle vil mene, at det tog lige lang nok tid, men så var det altså heller ikke værre – og det er vigtigere at bruge 30 sekunder ekstra på at ramme den rigtige afgørelse end at misse den sidste afgørende kameravinkel, fordi man vil hurtigt videre.

Forløbet er faktisk et skoleeksempel på, hvordan en situation kan se relativt uskyldig ud, når man bare ser den i første omgang, men hvor en nærmere granskning (og det er det, som VAR er der for) viser et helt andet billede. Det er et eller andet sted fair nok, at dommeren ikke ser alvoren i situationen i første omgang – paradoksalt nok er det et fint eksempel på, at man også kan være FOR tæt på til at ramme det rigtige billede – men så er det jo godt, at man har ‘ring til en ven’- funktionen i VAR-vognen. Bortset fra, at her er det vennen, der ringer, for kommunikationen går under normale omstændigheder altid fra VAR-dommer til banedommer og ikke omvendt.

Lad os lige nok en gang tage kriterierne for vurdering af en tackling, kontakt med en modspiller og eventuelt kortvalg. Det handler om kontrollen over tacklingen (er der ingen, ét eller begge ben i kontakt med jorden ?), voldsomheden i tacklingen (her handler det om den hastighed, hvormed tacklingen sættes ind), føddernes retning (er det en tackling med strakt fod eller med knopperne forrest ?), kontaktstedet (jo længere væk fra bold og fod man kommer, jo mørkere bliver kortfarven), er der en mulighed for den tacklende til at spille bolden, og i sidste instans også viljen til at spille bolden. Det nytter jo ikke noget, at muligheden godt nok er der, men den tacklende udelukkende koncentrerer sig om at få fanget modspilleren.  

Tilbage til Horsens. Bjarke Jacobsen kommer glidende ind med pænt stor fart. Det ene ben har kontakt med jorden, mens det andet løftes og kommer ind med knopperne forrest og rammer Randers-spilleren nogenlunde midtvejs på skinnebenet. Det kan godt være, at der er mulighed for at spille bolden, mens viljen er noget mere tvivlsom. Men det centrale her bliver farten, knopperne og kontaktstedet. Jeg vil med stor fornøjelse tage eksemplet her med til kommende dommerkurser, køre klippet live og tage en urafstemning. Og derefter vise klippet i slow / superslow for at vise kontaktstedet. Og tage en ny afstemning.

I min bog er dette en klokkeklar udvisning. Den er svær at fange i normalt tempo og med de kameravinkler, som TV giver på det bredspektrede live-signal. Men går man i detaljen, er det en tackling, som i værste fald kan brække benet på modspilleren. Den fanger VAR – og alene derved har VAR efter min mening vist sin berettigelse. Jeg kan sagtens forstå frustrationerne fra Horsens-træneren bagefter, for han har formentlig også kun set situationen live og måske et par gentagelser. Det er heller ikke sjovt at blive offer for den første VAR-skærpelse, og i det hele taget kræver det nok et helt andet mindset hos både trænere, tilskuere, seere osv. at man pludselig har en ekstra instans indover. Men hvis en tilsvarende tackling var blevet leveret i den anden ende af banen, og han havde set de billeder, som VAR kunne levere, tror jeg nu nok, at han havde været enig.

Vi kom igang uden de store skandaler eller fejldomme. Nattesøvnen har været mere fornuftig i denne uge end i de foregående…

Kunsten bliver nu at følge op i de kommende runder og få fulgt op på nogle af de ting, som vi fra indersiden af VAR-boblen kan se burde optimeres.. Som tidligere skrevet her er VAR jo ingen garanti for en kamp uden fejlkendelser og det har heller aldrig været meningen. VAR skal ikke dømme kampen en ekstra gang, men sørge for at eliminere nogle af de grimme overskrifter mandag morgen.      

Hvis man går en tur til Frankrig og opgøret mellem Paris Saint-Germain og Marseille, hvor man i slutfasen landede med fem røde kort, og det hele gik op i hat og briller, er vores problemer trods alt på et mere håndterbart niveau. Men vi er i den grad opmærksomme på forbedringsmulighederne omkring VAR-anvendelsen, og dommerne træner videre. Alle vil uden tvivl være bedre i runde 15-20 stykker end i runde 1. Og det er jo al trænings natur.