Hej skønne KFD-kolleger,
Jeg hedder Søren, og er 18 år gammel. Til daglig går jeg i 1.G på Gefion gymnasium, og bor på Østerbro med mine forældre og min lillebror Morten, som også går i 1.G på Gefion. Lige siden jeg var helt lille, har jeg haft en stor interesse for fodbold. Jeg startede allerede, da jeg var fire år gammel med at spille for Boldklubben Skjold på Østerbro, og har altid elsket dramaet, spændingen og det uforudsigelige ved at gå ind på banen. Både som dommer og spiller!
Interessen for fodbold i min familie er dog mildt sagt ikke særlig stor, og jeg er faktisk den eneste i min familie, der virkelig synes, om sporten. Derfor har det fællesskab, man får i fodboldverdenen, været utrolig vigtigt for mig, for at have nogen man virkelig kunne nørde fodbold med.
I sommerferien 2017 besluttede jeg mig for at blive fodbolddommer. Jeg kendte ikke nogen, der ellers dømte fodbold, men jeg havde fået et tilbud fra Skjold om at få kurset gratis, og sådan en chance kan man jo ikke lade gå til spilde. Jeg var SÅ klar på en ny udfordring, men var samtidig lidt skeptisk for om det sammenhold, man havde på et fodboldhold også fandtes i dommerverdenen, da det for mig at se så lidt ensomt ud, når man kun var én ude på banen ad gangen…
Da jeg fik dommerkortet, fik jeg dog hurtigt at vide, at der var noget, der hed dommerklubber, og selvfølgelig meldte jeg mig ind i KFD med det samme, da det var den dommerklub, der lå tættest på mig. Og Jeg fandt da i den grad ud af, at sammenholdet indenfor dommerverdenen findes!
I løbet af meget kort tid, blev jeg super tændt på dommergerningen, og den begyndte stille og rolig at fylde mere end spillerrollen. Jeg dømte næsten hver eneste weekend, og elskede at mærke, hvordan jeg udviklede mig. Både som fodbolddommer, men også hvordan jeg kunne bruge det i skolen, derhjemme osv.
I skoleåret 2018/2019 besluttede jeg mig for at tage et år på efterskole i Tirstrup ovre på Djursland. Det betød selvfølgelig også at dommergerningen ikke kunne fylde helt så meget, men jeg nægtede at sætte det helt på pause og fik hurtigt taget kontakt til Djurslands fodbolddommerklub, og fik på den måde også dømt omkring 20-25 kampe året igennem plus nogle interne kampe på skolen. Det, at jeg fik denne mulighed for fortsat at dømme lidt fodbold, var utrolig fedt og var bare prikken over i’et på et fantastisk år med masser af idræt!
I slutningen af skoleåret så jeg et opslag på KFD’s hjemmeside om, at man kunne søge ind i deres talentgruppe. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg helt vildt gerne ville være med i den, når jeg kom tilbage til København. Jeg skrev derfor en ansøgning til Bjarne om optagelse, og efter sommerferien fik jeg den glædelige nyhed, at jeg var blevet optaget! Det at være med i KFD’s talentgruppe har udviklet mig endnu mere som dommer og som person, og jeg er meget taknemmelig for at have fået denne fantastiske mulighed!
Jeg vil også helt klart anbefale andre der overvejer at blive medlem om at søge ind med det samme, da det giver én en masse kompetencer, som man kan bruge ude på banen, men også i alle mulige andre sammenhænge.
Udover at være medlem af talentgruppen glæder jeg mig altid til at deltage i de fælles arrangementer som KFD tilbyder. For eksempel når der afholdes teorimesterskab, vintertræning i prismen eller afslutningsfester.
Jeg glæder mig helt vildt til igen at komme ud og dømme og se jer alle sammen igen! Om det så bliver ude på banen vi mødes, til fællestræning eller noget helt tredje. Forhåbentlig ikke om særlig lang tid.
De bedste dommerhilsner
Søren