Gentagne overtrædelser

Nogle gange kan man planlægge så tosset, som man vil, og så bliver man alligevel overhalet indenom af omstændighederne. I sidste uge annoncerede jeg frisk og frejdig, at jeg ville vende tilbage til sæsonåbningen på Færøerne i denne uge. Det er altid noget bras, når man ikke kan holde det, som man lover, så derfor denne indledende apologi.

Jeg tilbragte lørdag og søndag stort set fra tidlig morgen til tidlig aften med (sammen med tre kolleger) at være censor til dommereksamen i København for lige godt 100 aspiranter. Det er det største hold, som man har set siden vinteren 1977, hvor Ekstra Bladet sponsorerede en større kampagne, som også gav omkring 110 aspiranter. Det var i øvrigt også min allerførste eksamen som lovfortolker i en både væsentlig yngre og slankere udgave. så det var noget af et déja vu – godt 42 år efter. Og hvordan kunne man så slippe afsted med det i disse Corona-tider ? Selve kurset blev kørt som online-undervisning – aldrig prøvet før, men utraditionelle tider kalder på utraditionelle løsninger – og eksamen blev foretaget under iagttagelse af alle sikkerhedsforanstaltninger. Specielt interesserede kan kaste et blik forbi DBU Københavns hjemmeside (www.dbukoebenhavn.dk), hvor der er en stemningsrapport.

Oven i det kom så meddelelsen om, at vi kan komme igang igen med Superligaen sidst i maj – og det gav også noget skrivebordsarbejde. Så jeg nåede simpelthen ikke frem til at streame kampe fra Færøerne. Men den kommende weekend ser lysere ud, så dér er det planen (med alle forbehold) at vende frygteligt tilbage – og så håber jeg på tilgivelse i den gode sags tjeneste. Vi har brug for alle de dommere, som vi kan få.

Det betyder også, at jeg endnu en gang må servere noget dåsemad i let revideret form – men så er det forhåbentlig også sidste gang foreløbig. Og eftersom fodboldloven – trods de seneste års skvulp – er en relativt statisk størrelse, løber tiden ikke sådan lige fra emnerne. Det er de samme problemer og spørgsmål, der opstår, i lidt forskellige varianter, selv om vi alle sukker efter noget rigtig levende fodbold. Klummeteksten nedenfor blev første gang bragt den 17. maj 2013 og har nu fået en beskeden make-over.

Generelt kan jeg godt lide idéen med at bruge spillere eller trænere som ekspertkommentatorer. De gør i hvert fald sådan nogle som mig klogere på nogle ting undervejs og påpeger nogle detaljer, som jeg ikke selv ville have registreret. Sådan som det nu engang er, når man har gravet sig ned i et enkelt hjørne af spillet, i mit tilfælde regler og dommere, og sådan nogenlunde ved det nødvendigste om f.eks. spillesystemer til at kunne koble de to ting. Det er altid godt at blive klogere.

Men nej, hvor ville jeg dog så til gengæld ønske, at d’herrer eksperter ville nøjes med at gøre sig kloge på de ting, som de ubestridt er eksperter i og lade være med at rode sig ud i skråsikre udtalelser på områder, hvor de formentlig har det, som jeg har det med spillesystemer. Senest mødte vi en ekspertkommentator, som kom på ekstremt dybt vand – og det helt uden at behøve det. Situationen er den, at en spiller efter 62 minutter får en advarsel for et lille puf, som ikke i sig selv er til en advarsel. Men som førstekommentatoren bemærker, gør dommeren en del ud af med fingrene at signalere, at det altså ikke er første gang, at spilleren har været forbi. Det er sådan noget, vi som dommerobservatører ligefrem kunne finde på at rose, for lige denne type advarsler er ikke lette hverken at forklare eller sælge.

Det udløser følgende udtalelse fra eksperten : ‘Lige umiddelbart er der frispark her – det er fint nok. Men ligefrem at han skal have en advarsel, det forstår jeg ikke. Og jeg ved heller ikke, hvor i dommerbøgerne det står, at man skal samle sammen. Jeg mener, at man skal dømme

hver forseelse for sig. Jeg har ikke læst, at man ligesom kan skrabe 20 point sammen herovre og 20 et andet sted, og når man så har nået 100, jamen så koster det en advarsel. Jeg synes, at vi indtil videre har været vidne til en halvsløj dommerpræstation.’

Og så bliver jeg nødt til at stille mig op på ølkassen, slå på gongongen, eller hvad der nu skal til for at få opmærksomhed. Jo, det står i ‘dommerbøgerne’. Der er otte forseelser, der skal medføre en advarsel – og én af dem hedder minsandten ‘gentagne gange overtræder spillets love’. Dog ikke sådan, at der ligefrem tælles point – men når en spiller har været forbi tilpas mange gange, er en advarsel helt efter bogen. Reglen er selvfølgelig ikke møntet på den angriber, der nu er blevet dømt offside ti gange – men f.eks. på ham med de mange små frispark, som alle ligger lige under kanten til, at de hver for sig er til en advarsel. Vi kan jo blandt venner kalde ham for ‘matchspoileren’. Dommere er ikke specielt begejstrede for at advare for gentagne overtrædelser. Dels er det et utaknemligt job at skulle holde mentalt regnskab med de enkelte spillere og deres forseelser, dels er den forfærdelig svær at sælge til offentligheden, for publikum har typisk heller ikke blik for det. Så går det lidt lettere for os, der oppe på tilskuerpladserne og på sikker afstand kan danne os et overblik (selv om vi ikke sidder og slår små streger, hvis nogen skulle tro det). Derfor vil der ofte ske det, at dommeren venter og håber på, at spilleren på et tidspunkt vil begå en forseelse, der er lige den tak grovere end de andre til, at den i sig selv kan bære en advarsel. For det kan både forstås og sælges. Til gengæld sørger den rigtig snu spiller for aldrig at gå over stregen – og så kan det hele ende i et avanceret skakspil, hvor spilleren aldrig får sin advarsel, fordi den lidt større forseelse aldrig dukkede op. Han har måske fået slået modpartens opspil i stykker i fin stil – men med så diskrete virkemidler, at han alligevel slipper godt fra det. Og det kan så gentage sig kamp efter kamp – og det er jeg fuldstændig sikker på, at ingen vil finde rimeligt.

Så som dommer ikke alene kan, men skal man samle sammen på den enkelte spillers regnskab inde i hovedet. Ofte vil dommeren ‘hjælpe’ spilleren undervejs ved diskret at fortælle ham, at nu er snoren altså ved at være lige stram nok – og så kan man jo håbe på, at spilleren tager det til sig. På den måde har dommernen uden advarsel opnået det, som han ville, og spilleren fik bremset op i tide. Men fortsætter han ud af tangenten, er der ingen vej udenom..

På den led kan man godt samle forseelser sammen. I mine mere filosofiske øjeblikke kunne jeg godt ønske, at man også kunne samle sammen den anden vej rundt – så gentagne forseelser på den samme angriber, men begået af forskellige spillere, også kunne straffes på samme vis. Det er der vitterlig nogle hold, der kan udføre nærmest til perfektion. Én spiller starter med at begå forseelserne, og når han så nærmer sig kanten, rokeres der lidt, så en anden spiller tager over osv. Men den går altså ikke, som fodboldloven er udformet. Man opererer ikke med kollektiv straf, så her må man håbe på, at der kommer en forseelse, som er en smule værre end de andre.

Tilbage til vores ven ekspertkommentatoren, som selvfølgelig udtaler sig efter bedste evne, også på et område som dette, som ikke lige er spidskompetencen. Et eller andet sted synes jeg for det første, at det er lidt skræmmende, at man kan have spillet fodbold i mange år uden at kende til denne regel, som jo ikke just er gemt i fjerde kælderetage, men er noget ret så centralt. Det må da kunne drive enhver træner til vanvid at se sin spiller rage advarsler til sig på den konto – blot på grund af uvidenhed. Og så synes jeg faktisk også, at det er lidt synd for vedkommende og hans ekspertstatus – for der sidder godt 3.000 aktive dommere, et ukendt antal andre, som har været gennem et dommerkursus – og samtlige A- og P-trænere i landet, som også har været igennem kurset. De ved allesammen godt, at udtalelsen her ikke holder

en meter. Den opfattelse får forhåbentlig ikke afsmittende virkning på de områder, hvor han ellers udtaler sig med stor indsigt og vitterlig er eksperten.