Den aktive dommer

Vi begynder at nærme os det tidspunkt, hvor det er knap så interessant at følge fodbolden fra en udendørs position. Det kræver i hvert fald en udvidet vinterpels – og jeg er i den grad ved at finde min frem. Jeg er nemlig involveret i en Europa League-kamp på et et potentielt yderst køligt sted sent torsdag  aften – dvs igår, når man læser dette. Derfor bliver denne uges klumme også en af de kortere af slagsen, da jeg ikke har mulighed for at nå at se ugens CL-kampe før deadline. Den forgangne superligarunde – igen med forbehold for, hvad mandag aften måtte bringe – gav ikke de store hidsige spørgsmål. Der var et par episoder, som jeg kunne forestille mig risikerer at ende i en disciplinærbehandling, og dem tager jeg som bekendt af princip ikke fat i, for ikke at risikere at blive inhabil på et senere tidspunkt.

Så vi må nøjes med, hvad der er på blokken lige her og nu – og der er minsandten en læserhenvendelse efter sidste uges meget let tilslørede opfordring om at komme med spørgsmål og emner. Jeg er ikke bedre end alle andre – jeg vil helst skrive om det, som folk har lyst til at høre om… Men læseren her haerundret sig over, at dommeren i nogle tilfælde efter at blive ramt af bolden lader den falde.  Han mindes, at dommeren altid har været betragtet som en sten – eller knold –  på banen, så hvis bolden ramte dommeren, var den fortsat i spil, og vi kørte bare videre. Er der sket noget nyt ? Og ja, det er der. Fra 1. juli er det ikke i alle tilfælde, at dommeren bare skal fortsætte spillet efter at være blevet ramt – men i nogle tilfælde skal han. Så det hjørne er nok værd at bruge lidt krudt på – ikke mindst fordi mange spillere heller ikke ved det og pligtskyldigt bare leverer bolden tilbage igen til modspillerne.

Men det hele udspringer af Fair Play-princippet, som spillere m.fl. jo holder meget af, så længe det går godt – og når det ikke går godt, går det som regel rigtig galt. Udgangspunktet er, at man ikke vil have dommere til at have en fysisk og direkte indflydelse på kampens resultat. Skrækeksemplet er den dommer fra den hollandske 4. division, som havde en flot placering inde i målfeltet, blev ramt og scorede. Klippet florerede flittigt på diverse medier – og hvad dommeren så ikke havde i placeringsevne og forudseenhed, havde han dog i det mindste i personlighed, for han fik faktisk lagt situationen død på  yderst fornuftig vis. Næppe til alles tilfredshed, men omvendt var der ikke nogen, der kaldte på guillotinen.

Altid klogt at starte med udgangspunktet. Dommeren er stadig i princippet ikke-eksisterende og er den berømte knold eller sten på banen. Så i mange tilfælde vil der ikke skulle afbrydes, hvis dommeren bliver ramt. MEN: hvis resultatet af dommerens berøring er, at bolden går i mål, eller der opstår en scoringsmulighed, eller bolden skifter fødder til det modsatte hold, skal der afbrydes. Mantraet ‘What football expects’ gælder også her – og dommere formoides ikke at have direkte indflydelse på forløbet – indirekte kan de selvfølgelig altid have det gennem deres kendelser.

Så lander vi i et af de ovennævnte tilfælde, skal dommeren standse spillet og lade bolden falde. Bolden skal så falde til det hold, som havde bolden, umiddelbart før dommeren fik en ufrivillig hovedrolle. Det sker på det sted, hvor den sidste legitime boldberøring var. Og ikke nok med det – alle andre spillere skal være fire meter væk fra stedet (dér fik dommerne endnu en afstandsregel at skulle holde styr på). Teoretikere er frygtelig kede af denne regel, for her røg lige ét af yndlingsspørgsmålene – og også ét af dem, som man havde kunnet vinde masser af øl ved på det lokale værtshus. Hvor mange spillere må der være, når dommeren lader bolden falde (eller dommerkast, som det af uransagelige årsager altid kaldes – stakkels dommer) ? . Indtil 1. juli 2019 var svaret, at der måtte være alt fra 0 til 22 spillere. Der behøvede ikke engang være lige mange spillere fra hvert hold (hvilket heldigvis heller ikke mange trænere vidste – eller kunne det have været festligt). Og hvis alle spillere var enige om, at dommeren var en kedelig karl, kunne de bare holde sig væk. Nu er det såre simpelt og klinisk: bolden falder til det hold, som sidst rørte boldfen – og hvis vi er i straffesparksfeltet, falder bolden til den målmand, som bor i det pågældende straffesparksfelt. Og ja, lige dette sidste kan godt give nogle urimelige situationer – men som ved alle andre lovændringer er der altid huller i osten.

En anden lille ting, som jeg passende kunne gribe fat i, nu hvor der ikke er så forfærdelig meget andet, er målmandens seks sekunders-regel. Jeg har ved flere lejligheder plæderet for, at dette ikke er en stopursregel. Man klapper ikke målmanden med et indirekte frispark efter 6,1 sekund. En af mine gode gamle kolleger, som er en flittig læser, foreslog mig at omdøbe det til en ‘æggeurs-regel’ efter at have set kampen mellem Irland og Danmark, hvor målmand Randolph godt nok tog sig god tid.  Ikke fordi jeg havde fuldt fokus dér – sandheden in mente sad jeg på et hotelværelse mellem to kursusdage og så kampen på min pc. Og de sidste fem minutter med hænderne mere eller mindre for øjnene som til en gyserfilm, hvor man gerne vil følge med og så alligevel ikke. Hold fast for et klimaks– og så say no more.

Men man kan sige, at målmandens seks sekunders-regel jo i sin grundsubstans er så enkel, at man tror, at det er løgn. Målmanden må ikke have kontrol over bolden med hænderne i mere end seks sekunder – ellers koster det et indirekte frispark. Men så er det, at fodboldlovens andre grundprincipper kommer indover. Dommeren skal undlade at skride ind for bagatelagtige eller tvivlsomme forseelser, for det ødelægger blandt meget andet tilskuernes fornøjelse. Første opblødning er, at de seks sekunder først tæller fra det øjeblik, hvor målmanden er i en situation, hvor han har en rimelig mulighed for at skille sig af med bolden. I yderste konsekvens kunne man forestille sig den situation, hvor målmanden liggende i en mudderpøl var omringet af modspillere. Så vi vil have ham op at stå, før vi vil begynde at overveje de seks sekunder. Lidt ældre læsere vil erindre noget omkring en fire skridts-regel, som i virkeligheden fulgte de samme principper, men som heller ikke var nogen dramatisk succes. Den blev aldrig overholdt 100 % – dér var det bagatelagtige igen.  Omvendt må man sige, at der selvfølgelig er en blonde for alting. Den eneste gang, hvor jeg kan mindes at se seks sekunders-reglen overholdt på topniveau, var i en Europa League-kamp mellem Liverpool og Bordeaux for vel tre år siden. Her syntes den israelske dommer, at festen måtte stoppe, da målmand Mignolet havde haft kontrol over bolden i 22 sekunder (og selv det gav protester).

Det burde være så let at rette op på – og så er det alligevel ikke. Vi bliver ofte spurgt, hvorfor man ikke bare herhjemme går ud fra runde 1 og slår til – så ville fænomenet være udryddet i løbet af et par runder. Ja, på skrivebordet. Jeg er personlig mindst lige så irriteret som alle andre og så frygtelig gerne reglen blive håndhævet mere stringent. Men vi har en vis erfaring  for, at dette med de hvinende bremser sjældent vriker efter hensigten.  Frem for alt er det et ualmindelig ufravigeligtprincip (der skal i hvert fald heftige argumenter til for at vende skuden) at vi holder os til den praksis, som håndhæves internationalt. Dvs at vi læner os op ad den praksis, som UEFA og FIFA kører.  Vi ville heller ikke høste ros for at stikke helt af i forhold til den internationale kurs – og da slet ikke fra de danske hold, som spiller internationalt, og som nu med fuld rette kunne spørge, hvilke regler vi egentlig spiller efter.

Vi kan have nok så mange gode idéer, men vi er i sidste instans nødt til at koordinere med vores internationale kolleger. Der er ikke plads  for enegang. Det kunne muligvis tilfredsstille millimeterteoretikerne, men så heller ikke ret mange andre. Er man ikke tilfreds med tingenes tilstand, så skal man skrive til Schweiz.