Forårsfinaler

Så fik vi bundet sløjfe på de to store europæiske turneringer og fik afklaret, hvem der skal deltage i det hundeslagsmål, som Superligaen uden tvivl bliver til næste sæson – med tre direkte nedrykkere som følge af reduktionen til tolv hold. Ikke fordi der bliver mindre hundeslagsmål i 1. division, måske snarere tværtimod, med den holdsammensætning, som blev resultatet efter playoff-kampene (og så kommer der selvfølgelig nogle oprykkere fra 2. division til). Det bliver rigtig spændende at se, hvad sommerens transfervindue kaster af sig, for der vil uden tvivl blive oprustet kraftigt mange steder. Det tyder ikke på mange kedelige stunder i næste sæson. Til gengæld er jeg da personlig rigtig ked af, at playoff-kampene forsvinder – de har i den grad været et frisk pust med den fortættede spænding, som den type vind eller forsvind-kampe giver. Da de blev indført for en håndfuld år siden i forbindelse med den forrige strukturreform, havde jeg indtrykket af, at jeg var i klart mindretal, når jeg luftede min begejstring – men jeg synes, at de har vist deres værdi ud fra et rent underholdningsmæssigt og dramatisk synspunkt. Og der har ikke været år uden mindst én større overraskelse, hvilket jo også er fodboldens salt, selv om det aldrig er sjovt for den, som det går ud over.

Set ud fra et rent egoistisk synspunkt har jeg – som bosiddende i det østlige Danmark – det også godt med, at Superligaen kommer til at rumme et østhold mere i den kommende sæson. Så kan man sige, at ligesom der har været en voldsom koncentration i det midtjyske, er hele østsiden koncentreret omkring Storkøbenhavn, hvilket jo heller ikke er det ideelle. Men igen synes jeg, at det er det rigtige, at de bedste hold er i de bedste rækker, hvor man andre steder i verden virkelig har forsøgt at skrive sig ud af tingene, så man fik en geografisk spredning.

Det virkelig gode var, at alle de afgørende kampe slap igennem uden dommerkendelser, som for alvor kunne diskuteres. Bevares, der var da lidt hist og pist, men intet, der var decideret kampafgørende. Og det er en god ting i disse kampe, for disse situationer er jo dem, som ville stå tilbage, mens det forkerte straffespark i runde 1 for snart et år siden forlængst er lagt ned i glemmekassen. Både i Champions League-finalen og i playoff-kampen mellem Viborg og Hobro fik vi ydermere en scoring i de allerførste sekunder, så man skulle ikke have brugt for lang tid på at gøre kaffen klar, før man havde misset noget afgørende. Det stemmer jo meget fint med den fuldkommen vanvittige sæson, som det på mange måder har været, nok især internationalt, hvor kampe er eksploderet, der har været fuldstændig surrealistiske comebacks og i det hele taget alt, hvad en neutral iagttager kan ønske sig. Jeg kan levende forestille mig, hvordan det må være som træner at have lagt et omhyggeligt taktisk oplæg, og så er det smadret til atomer, inden der er gået et minut. Intet under, at det nogle gange kan være svært at sidde bomstille på bænken.

Men aldrig så snart har vi fået pakket de nævnte rækker væk, før det går løs med næste akt: der er afgørelsen på Nations League, der er EM-kvalifikationskampe, der er EURO U-21, der er Copa America osv osv. Og så starter det hele igen fra midt i juli herhjemme – og i de europæiske turneringer fra sidst i juni. Fra 25. juni og fremefter vil det i Europa også gå løs med de ændringer i fodboldloven, som blev vedtaget i februar. Meget fornuftigt har UEFA valgt ikke at introducere alt det nye i de turneringer, som venter på os lige nu. Landene har også vidt forskellige forudsætninger – faktisk er det jo sådan, at lande, hvis turneringer følger kalenderåret, kan vælge at vente med at introducere de nye ting til 1. januar. I Danmark kører alt efterår/forår, så der er ingen vej udenom at fange an, når turneringerne begynder i juli/august. Derfor får mine kolleger og jeg en på mange måder varm sommer med at få udbredt kendskabet til de nye ting – både på tryk og i tale. Så med fare for at rage uklar med

feriefolket, vil en enkelt regnvejrsdag eller to ikke gøre mig noget. Men selvfølgelig endelig ikke for meget…

De kommende uger vil denne klumme derfor sandsynligvis komme til at handle om de nye ting i reglerne, som måske ikke er så svære, men der er til gengæld en del af dem, og det er noget, som man både som udøvende og som tilskuer skal vænne sig til. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg vil springe over det lave gærde, hvis der kommer spændende situationer forbi i de turneringer, der kører hen over sommeren.

Men vi skal i denne uge have i hvert fald en enkelt aktuel ting med fra sidste uges kampe, nemlig straffesparket efter 25 sekunder i CL-finalen mellem Liverpool og Tottenham. Jeg fik nærmest et déja-vu til VM-finalen 1982 mellem Vesttyskland og Holland, hvor Holland fik et straffespark i allerførste minut – godt nok ikke som følge af en hands-situation, men chokeffekten var nogenlunde den samme. Flere har i ugens løb spurgt mig om det straffespark, så lad os bare tage den. Godt nok kommer der nogle præciseringer og ændringer omkring hands, og hvornår de er strafbare eller ej – det vender jeg som sagt tilbage til de kommende uger – men lige akkurat en situation som denne ville faktisk skulle dømmes efter både de gamle og nye fortolkninger. Da bolden sendes ind i feltet, har Sissoko sin arm pænt ude fra kroppen og gør sig dermed bredere, end han naturligt er. Ved at gøre det tager man som forsvarer en chance og kommer også til at betale, hvis det går galt. Det er korrekt, at bolden som udgangspunkt tilfældigt rammer et sted i den nedre skulderregion, men derfra er næste kontakt éntydigt armen, som i øvrigt stadig er i bevægelse – og så bliver det strafbart. Uden at gå alt for meget i detaljer med det nye kunne kendelsen måske have været anderledes, hvis armen havde været lidt længere inde til kroppen, og Sissoko bevidst havde forsøgt at sparke bolden væk, men i stedet havde fået sendt den op på sin egen arm. SÅ havde han jo ved at sparke signaleret, at han ikke havde tænkt sig at bruge armen. Men som situationen er her, er der for mig ingen som helst tvivl om straffesparket.

Så er der selvfølgelig den pointe, at man som dommer skal være usandsynlig sikker i sin sag, hvis man vil dømme et så tidligt straffespark (eller for den sags skyld et rigtig sent et). Står man med sådanne situationer, som kan definere kampen, ændre forudsætningerne drastisk eller måske lige frem være kampafgørende, hvis det sker sent, skal det for alle parters skyld være forseelser, som er til at tage og føle på. Ingen har glæde af andet, for så vil det efterfølgende hedde sig, at dommeren afgjorde kampen. Men kendelsen kommer lynhurtigt fra dommer Skomina, så han er ikke i tvivl. Og så skal man lige huske på, at man havde en VAR-dommer senere, som efter gennemsyn af situationen ikke engang fandt det nødvendigt at kalde dommeren ud til et review på banen, så han har bekræftet afgørelsen.

Apropos VAR var det jo også interessant, at det ikke kom til at spille nogen synlig rolle overhovedet i de to finalekampe. Automatisk VAR-checker man situationer, som involverer et muligt straffespark, et muligt rødt kort – og alle scoringer, hvor opspillet checkes for at se, om en forseelse, der i givet fald skulle være dømt og kunne annullere scoringen, er smuttet igennem filteret. At VAR efter nogle heftige – men i min optik korrekte – afgørelser tidligere i turneringen kom til at spille en mindre fremtrædende rolle her til sidst, er nok symptomatisk. Det kan være, fordi dommerne er blevet bedre, og VAR-teamet (og ikke mindst samarbejdet mellem dem) også er det, men det kan jo også være, fordi spillerne undgår at rode sig ud i situationer, hvor de ved, at skulle dommeren misse forseelsen, er der en second opinion, der kan afsløre dem. Og det er netop kunsten med VAR, hvis det bliver brugt rigtigt: man skal have

ændret på de afgørelser, som ellers vil lande i overskrifterne dagen efter – men hensigten er ikke at dømme kampen én gang til.